Baser, Grønland og den kolde krig

At der nu kun er en mindre amerikansk base tilbage i Grønland, viser vel, at USA ikke har haft intentioner om at sætte sig fast på Grønland, men hovedindholdet i de gældende forsvarsaftaler omkring Grønland er stadig, at USA har store militære rettigheder, når den amerikanske nation synes, at den har brug for dem. Den meget omfattende Monroedoktrin gælder jo også stadig, og den vil USA aldrig opgive.
Så i en frihedsrus om en rig og glorværdig fremtid skal grønlandske politikere træde varsomt, fordi USA ikke vil tolerere andre magters indflydelse i Grønland, ud over Danmarks

Onsdag d. 27. april 2016
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Foder til læseheste, Grønlands historie, Nyhedsbreve, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Et fly falder ned
Bogens 20 kapitler
For den grønlandsinteresserede
USA, Grønland, Danmark og Monroedoktrinen
For alle læsere
Den atomare oprustning, der er løbet løbsk
Anbefaling



Det nordlige raketbatteri, placeret på landtangen ud mod Thulefjeldet @Jens Zinglersen

At der nu kun er en mindre amerikansk base tilbage i Grønland, viser vel, at USA ikke har haft intentioner om at sætte sig fast på Grønland, men hovedindholdet i de gældende forsvarsaftaler omkring Grønland er stadig, at USA har store militære rettigheder, når den amerikanske nation synes, at den har brug for dem. Den meget omfattende Monroedoktrin gælder jo også stadig, og den vil USA aldrig opgive.
Så i en frihedsrus om en rig og glorværdig fremtid skal grønlandske politikere træde varsomt, fordi USA ikke vil tolerere andre magters indflydelse i Grønland, ud over Danmarks.

En bog af Jens Zinglersen
Anmeldt af Anders Nilsson


Da Jens Zinglersen i 1967 ankom til handelsstationen på landtangen ud til Thulefjeldet var det med flere års erfaring som slædekusk mellem de beboede steder i de vidtstrakte områder nord og syd for Upernavik. Her havde han arbejdet som handelsassistent i Den kongelige grønlandsk Handel.

Stedet han nu var kommet til hed Dundas, og handelsstationen var en videreførelse af den station, som Knud Rasmussen og Peter Freuchen havde anlagt i sommeren 1910.

Jens Zinglersen skulle arbejde dels på handelsstationen med at forsyne lokalbefolkningen med varer og købe deres produkter, og dels på posthuset på Thule Air Base, der lå nogle få kilometer mod sydøst bag et lavt fjeld.

Thule er det nordligst beboede område i Grønland. Tre måneder af året er det lyst døgnet rundt, og tre måneder er det sort nat døgnet rundt. Om vinteren ligger temperaturen på tocifrede minusgrader.

Et fly falder ned
Ved fyraftenstid den 21. januar 1968 stod Jens Zinglersen ved sin bil uden for posthuset, da han i den kulsorte nat så et voldsomt lysglimt efterfulgt af et lige så voldsomt brag fra en eksplosion. Eksplosionen forplantede sig som en rysten, der kunne mærkes helt ind på baseområdet. Det var et B-52 fly bevæbnet med fire atombomber, der var havareret et sted ude på isen.

Over Basens radio blev der sendt besked ud om hændelsen. Amerikanerne sendte beskeden ud på engelsk, en kollega til Jens Zinglersen sendte beskeden ud på dansk og Jens Zinglersen sendte den ud på grønlandsk. Basens radio blev lyttet til ude på Thules beboede steder

Derefter indledte Jens Zinglersen ufortøvet med sin hundeslæde en eftersøgnings- og redningsaktion sammen med en gruppe grønlandske fangere, som han traf på sin vej ud til området. I 12 timer gennemsøgte de i polarnattens mulm og mørke isen nogle kilometer ude vest for basen. Med slæderne i en passende indbyrdes afstand afsøgte de området, som en bonde pløjer sin mark, fra nord til syd og mod nord igen, indtil sort is og lugt af brand fortalte dem, at de havde fundet vraget.

Her er Jens Zinglersens beretning om første møde med den militære top på basen, et døgn efter nedslaget:

CITAT
Jeg var stadigvæk iført fuld arktisk udrustning, og hvor jeg før var gennemkold, så var jeg nu nærmest kogt, fordi der altid var meget varmt indenfor i de amerikanske bygninger. Jeg kom ind i et rum med en del højtstående officerer - ved et hurtigt blik rundt så det ud, som om den laveste grad var colonel (oberst). I midten stod en høj, slank, let gråhåret tostjernet generalmajor. Han havde et ansigt som en klassisk romersk statue - og en personlig udstråling så stærk, at han virkede helt utrolig ubehagelig. Han gloede stift på mig, og da Colonel Copher havde præsenteret mig - og uden hverken at byde mig velkommen eller give hånd gøede han: "OK, stranger, let's hear your story!".

Jeg fortalte meget kortfattet, hvad vi havde udført, og jeg rapporterede ret nøjagtigt, hvad jeg havde iagttaget ude på selve nedstyrtningsstedet. Der blev en laaaaang pause, og hele rummet var dødstille! Efter det, som føltes som en evighed, og mens han hele tiden havde nedstirret mig, gøede han igen: ”I don't believe a god damn word af that story!" Han drejede sig væk og vendte sig arrogant mod sine stabsofficerer!

På dette tidspunkt havde jeg altså bare fået nok! Jeg blev pissesur - af hede, hans stødende facon og komplette mangel på høflighed. Det var altså bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg sagde for mig selv - men ikke højt: "Fuck you, General!" Og drejede om på hælen for at forlade lokalet - der var stadig dødstille!
Helt henne ved døren, da jeg havde min hånd på dørhåndtaget for at lukke den op og gå ud - trådte en ung Air Force Captain hen til mig og bad mig meget venligt om at løfte den ene fod, så han kunne måle på mine støvlesåler med et instrument. Instrumentet gav en spruttende lyd fra sig, og denne Captain vendte sig om mod generalen og hans gruppe og råbte: "Sir! It's true! He has been out there!"

Så skal jeg ellers lige love for, at stemningen skiftede - alle talte i munden på hinanden. Colonel Copher, som lige pludselig stod ved siden af mig, lyste op som en opgående sol og udstødte et lettelsens suk. En masse mennesker ville lige pludselig hjælpe mig af med det svære pelstøj, en eller anden stak mig en kæmpemæssig cigar - og generalen ændrede øjeblikkelig væsen og bad mig i meget positive vendinger om at briefe ham selv og hele hans stab. Samtidig udtrykte han på den mest charmerende måde: "As of right now - you are my most important man!"
CITAT SLUT

I de efterfølgende uger var Jens Zinglersen, med sit lokalkendskab og sin erfaring med færdsel på isen i al slags vejr, en uvurderlig hjælp for amerikanerne i deres kamp med at formindske skaderne ved flystyrtet. For sin indsats blev han dekoreret med United States Exceptional Service Award.

Jens Zinglersen arbejdede i Dundas og på Thule Air Base i 10 år, fra 1967 til 1977.

Det er de færreste forundt at komme så tæt på en skelsættende begivenhed for Grønland, for USA og for Danmark.
For Jens Zinglersen blev flystyrtet anledningen til en fordybelse i de begivenheder, der førte op til flystyret, og de begivenheder der fulgte efter. Det har Jens Zinglersen brugt tusinder af timer på at afdække, for til sidst at skrive denne bog om emnet.

Tidsmæssigt omhandler bogen relevante begivenheder fra den 2. december 1823, hvor den amerikanske præsident, James Monroe, i en tale fastlagde USA's udenrigspolitik. Den er siden navngivet Monroedoktrinen. I doktrinen blev det fastslået, at USA for det nordamerikanske kontinents vedkommende ikke vil tillade nye koloniseringer ud over de amerikanske stater, samt Canada og Grønland.

Med det udgangspunkt fører Jens Zinglersen læserne op gennem tiden, helt op til nutiden, gennem en række indgående og særdeles velformulerede beskrivelser af amerikanernes aktiviteter i Grønland, af talrige, farlige hændelser under den kolde krig og af våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen

Det er blevet til 20 kapitler, der har det til fælles, at man læser kapitlet med spændt interesse, og næsten skal lægge vold på sig selv for ikke at læse næste kapitel og næste kapitel og …:

Bogens 20 kapitler
  1. Om baserne i Grønland og lidt forhistorie til Thulebasen
  2. Magtspil i Grønland og i Washington, USA
  3. USA beslutter sig for etablering af baser i Grønland
  4. Anden verdenskrig i Grønland og Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje
  5. USA presser Danmark til anlæggelsen af Thulebasen
  6. B-36 - Thulebasens første langtrækkende bombemaskine, der kunne fremføre atomvåben
  7. B-47 – 1. generation af jetdrevne bombefly og Operation Home Run
  8. Bornholms særlige placering i østersøen får betydning
  9. Project Iceworm. Camp Century ved Thulebasen
  10. Strategic Air Command-oprustning til MAD - Mutual Assured Destruction
  11. Operation Chrome Dome
  12. Fejlnavigation kunne have forårsaget krig
  13. Flykollision over Palomares, Spanien
  14. B-52 ulykken ved Thule Air Base
  15. U.S. Navy, atomkraft og ubåde
  16. Sovjetunionen følger efter
  17. Hændelser med skibe og ubåde i koldkrigstiden
  18. Koldkrigsbrændpunkter i Europa. Berlin
  19. Steinstücken, Berlin
  20. Lidt om udviklingen i Grønland og om fremtiden

Bogen er rigt illustreret.

Et velment råd er, kun at læse et kapitel ad gangen og lade de mange oplysninger i kapitlet samle sig til en del af det store puslespil om ”Baser, Grønland og den kolde krig”.

For den grønlandsinteresserede
Ud over de beskrivelser, der vedrører Thule Air Base, er der tre beskrivelser jeg læste med særlig interesse.
  • Den første er beskrivelsen af Henrik Kaufmann og hans betydning for Grønland under 2. Verdenskrig og for forholdet mellem USA, Grønland og Danmark i tiden efter 2. Verdenskrig.
  • Den anden er beskrivelsen af de aktiviteter og sammenstød med tyskerne i Nordøstgrønland, der senere førte til dannelsen af Sirius patruljen.
  • Den tredje er kapitel 20: ”Lidt om udviklingen i Grønland og om fremtiden”

USA, Grønland, Danmark og Monroedoktrinen
Af særlig interesse for Grønland skriver Jens Zinglersen denne afsluttende bemærkning:
”At der nu kun er en mindre amerikansk base tilbage i Grønland, viser vel, at USA ikke har haft intentioner om at sætte sig fast på Grønland, men hovedindholdet i de gældende forsvarsaftaler omkring Grønland er stadig, at USA har store militære rettigheder, når den amerikanske nation synes, at den har brug for dem. Den meget omfattende Monroedoktrin gælder jo også stadig, og den vil USA aldrig opgive.
Så i en frihedsrus om en rig og glorværdig fremtid skal grønlandske politikere træde varsomt, fordi USA ikke vil tolerere andre magters indflydelse i Grønland, ud over Danmarks.”

Når bogen er læst og den sidste brik i puslespillet er klemt på plads, er man som læser med interesse for Grønland og Rigsfællesskabet bragt på meget sikker grund.

For alle læsere
Og for alle læsere, også dem uden særlig interesse for Grønland er der alvorligt stof til eftertanke:

Den atomare oprustning, der er løbet løbsk
I forordet til bogen skriver Jens Zinglersen denne indledning:

CITAT
Da jeg er født i 1934, har jeg oplevet såvel "den varme" anden verdenskrig, som den kolde krig. Sidstnævnte varede jo cirka 45 år og endte med Sovjetunionens kollaps, som vel for det meste skyldtes den vanvittig store økonomiske belastning, som våbenkapløbet med USA var.

Det har været min hensigt med denne bog at beskrive dette våbenkapløb i en sammenhæng, således at læserne måske kunne stoppe op et øjeblik, og så tænke på, hvad man ellers kunne have fået for de penge. Det hjælper selvfølgelig ikke så meget -pengene er jo brugt og kommer ikke tilbage. Men man kunne jo håbe på, at fremtidige beslutningstagere af den ene eller den anden art måske i fremtiden kunne finde andre muligheder til at løse konflikterne på. Der er dog ikke så meget, der tyder på det. Vi ser i skrivende stund (juni 2014), at den opståede konflikt i Ukraine kun forsøges løst med de gamle midler -sanktioner og militære trusler.

Den kolde krig har nu været slut i næsten 25 år, men våbenkapløbet fortsætter, omend med nedsat hast. Man påstår, at man har destrueret et stort antal atomvåben, men mon ikke man bare har adskilt dem og lagt de enkelte dele ind på nogle hylder, og så opbevarer dem der? Forresten, hvordan destruerer man Plutonium? Mig bekendt findes der ingen metode til det! Så atomtruslen eksisterer stadigvæk -der findes masser af atomvåben rundt omkring i verden!

Professor Joseph M. Siracusa, direktør for Global Studies ved Royal Melbourne Institute of Technology, Melbourne, Australien udtaler, at statistisk er der i "atomalderen" -det vil sige, de sidste 60 år - totalt produceret cirka 128.000 atomvåben. Heraf er de 98 % produceret af USA og Sovjetunionen. Han påstår tillige, at de ni nuværende medlemmer af denne "Atomklub" - nemlig USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Indien, Pakistan, Kina Israel og Nordkorea - tilsammen råder over cirka 27.000 operationelle atomvåben!

I 2005 bedømte eksperter fra United States Senate Foreign Relations Committee, at verden må se i øjnene, at der er 29% chance for, at der vil udbryde en atomkrig inden for de næste ti år! Jeg håber inderligt, at de måtte tage fejl!
Så selvom den kolde krig er forbi, eksisterer den massive atomtrussel stadigvæk!”
CITAT SLUT

Anbefaling
”Baser, Grønland og den kolde krig” er udgivet på eget forlag i et begrænset oplag, så mit råd er, at du skal købe bogen med det samme, hvis du vil sikre dig dit eget eksemplar.

Jeg selv fandt frem til bogen, fordi en person med et langt liv i Grønland havde anbefalet den til en kreds af tidligere kolleger. Den mail blev videresendt til Kamikposten og anbefalingen fik mig til at bestille bogen.

En sen nat efter en lang og meget travl dag tog jeg bogen med i seng for lige at kigge i den. Jeg læste de første 43 sider, før jeg kunne lægge bogen fra mig.

Bogen koster 198,- kr + forsendelse
Køb bogen her