Efter valget til Inatsisartut i marts 2013 indgik Siumut, Atassut og Partii Inuit et regeringssamarbejde, og den 26. marts 2013 underskrev partiformændene Aleqa Hammond fra Siumut, Gerhardt Petersen fra Atassut og Nikku Olsen fra Partii Inuit deres koalitionsaftale’Et samlet land – Et samlet folk’.Sidste afsnit i aftalen lød således:’Om kolonitidens indvirkningFor at lægge afstand til koloniseringen af vort land, er det nødvendigt at der finder forsoning og tilgivelser sted. Der udarbejdes en handlingsplan for dette.’(Koalitionsaftalen af 26. marts 2013)
Kommissionens opgave var ifølge kommissoriet at igangsætte aktiviteter, der skulle afdække udfordringer i samfundet, der har afstedkommet spændingsforhold som følge af den koloniale arv.
Jens Heinrich, Ph.d. i historieIda Mathiassen, folkeskolelærerAviâja Egede Lynge, cand. scient. i social antropologiKlaus Georg Hansen, cand.mag. i etnografiAmalia Lynge Pedersen, cand.psych. og autoriseret psykologKarla Jessen Williamson, Ph.D i antropologi, æresmedlem
Kommissionen skal afdække kolonitidens indvirkning på dagens samfund. Her opfatter kommissionen også tiden efter 1953, hvor Grønland formelt blev en ligestillet del af det danske rige, som en tid præget af en kolonialrelation. Her vil kommissionen, under sit arbejde, særligt fokusere på assimilationsperioden fra 1950 og fremover. Dette fokus ekskluderer dog ikke andre historiske begivenheder i tiden før, som eksempelvis Anden Verdenskrigs betydning for udviklingen i Grønland, da de kan have relevans for kommissionsarbejdet.
Før Forsoningskommissionen blev nedsat var det tanken både at skabe forsoning internt i Grønland, men også mellem Grønland og Danmark, hvilket daværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond havde orienteret den daværende statsminister i Danmark om på et Rigsmøde den 29. august 2013.Efterfølgende pressemøde udtalte statsministeren Helle Thorning-Schmidt, at ønsket om forsoning mellem Danmark og Grønland udelukkende var et grønlandsk ønske, ikke et dansk. Hun sagde:”Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Vi vil følge diskussionen nøje herfra.”
At sætte fokus på de interne sociologiske problemstillingerAt forstå processerne i den historiske udvikling og den kulturelle interaktion iGrønland, og i forholdet mellem Grønland og Danmark.
I dette afsnit bliver de udfordringer, som borgerne selv har beskrevet på de mange borgermøder og i de narrative interviews, beskrevet. Det skal understreges, at de synspunkter, der kommer til udtryk her, ikke nødvendigvis dækker de deltagende borgeres holdninger.Men de borgere, der bliver refereret i dette afsnit, er mødt op og har aktivt bidraget med deres erfaringer og holdninger på Forsoningskommissionens offentlige møder, og mange har efterfølgende fortalt om deres personlige udforinger under et narrativt interview. Medlemmerne af forsoningskommissionen vil gerne benytte lejligheden til at takke borgerne for deres input.Medlemmerne af Grønlands Forsoningskommission kunne konkludere, at der især er fire udfordringer, der fylder i dagens grønlandske samfund ud fra et forsoningsperspektiv:Efterveerne fra kolonitiden præger stadig et flertal af befolkningenMange borgere udtrykte følelsen af at være tilskuer til udviklingenSprogsituationen giver mange udfordringerBagtalelse af hinanden tynger, og der er behov for at identificere et fælles værdisæt.
Indførelsen af fødestedskriteriet var med til at skabe et samfund, hvor den oprindelige befolkning blev en slags andenrangs borgere i eget land, fordi de danske såkaldte ’udsendte’ fik højere løn og bedre levevilkår end den oprindelige befolkning.Fødestedskriteriet har betydet at det hierarki, der blev opbygget under kolonitiden blev cementeret yderligere, og følgerne af fødestedskriteriet præger mange borgere den dag i dag.
3.4.2 vigtige principper for Grønlands økonomi, som blev foreslået af G-60 Her skal nævnes to principper for Grønlands økonomi, som G-60 fremsatte: Udgangspunktet for Grønlands økonomi bør være, at grønlandske produkter skal kunne konkurrere med priser på verdensmarkedet. Løn- og andre ansættelsesvilkår for den nødvendige arbejdskraft udefra bør være konkurrencedygtige med de vilkår, der er gældende det sted, hvor de kommer fra.Det nærmere ræsonnement bag den første indstilling er, at produktionsomkostninger set under ét – og naturligvis dermed også lønomkostninger – ikke må være højere end de omkostninger, der er gældende i de lande, som Grønland konkurrerer med. Den nærmere begrundelse herfor er, at såfremt produktionsomkostningerne i Grønland er højere end tilsvarende omkostninger i lande, som Grønland konkurrerer med, så vil produktion i Grønland kun være mulig med offentlige tilskud. Det er netop det, der bør undgås.
Som en konsekvens af koncentrationspolitikken blev mange borgere tvunget til at flytte til andre byer. De fik besked om flytningen i sidste øjeblik, og de fik ingen alternativer. Ofte var der ikke en bolig parat til tilflytterne.
I praksis skete der det, når et givet sted var besluttet nedlagt, at der blev iværksat en oplysningskampagne overfor beboerne. Kampagnen redegjorde for de fordele, der var ved at bo færre og større steder. Embedsfolk og politikere formanede samme tanke, når de tog til disse steder og beboerne fik oplyst, at de ville få finansiel støtte til flytningen, blandt andet via boligstøttebekendtgørelsen. De, der stod for at flytte fra de nordlige Upernavikdistrikt, blev garanteret et hus ved det nye sted, de fik betalt flytteudgifterne og landsrådet bevilligede derudover en kontant starthjælp på 1000 kr., senere forhøjet til 1500 kr.20 Steder, der blev skønnet som nedlukningsparate, kunne ikke få tildelt husbygningslån.21 Steder, der blev skønnet uden fremtid erhvervsmæssigt, kunne ikke beholde de faciliteter såsom butik, skole eller lignende. Så hvis disse faciliteter ikke fandtes på steder, hvor folk ville blive boende, så måtte man leve med afsavnet.
For at intensivere assimilationen af befolkningen er mange ni-ti årige børn blevet sendt tilDanmark for at lære at tale dansk og dansk levevis. Mange af de interviewede syntes, atdet var for tidligt en alder at forlade ens familie og bo hos en plejefamilie og ikke at måttetale sit modersmål.
I folkeskolen var der i mange år nærmest apartheidlignende tilstande, hvor de mere socialt velstillede grønlandske børn, børn af blandede familier og de danske børn blev samlet i danske klasser, mens resten af børnene gik i grønlandske klasser.
Borgere med fysiske eller psykiske handicap er i en årrække blevet sendt til Danmark, hvor de tilbragte hele livet på institutioner. De har mistet relationen til deres familie, og taler ikke det grønlandske sprog.
Endnu mere ekstremt var det med de børn fra Nuuk, der efter et år i Danmark ikke kom tilbage til deres familier, men blev samlet på et børnehjem i Nuuk, hvor de fortsat skulle tale dansk og ikke have kontakt med deres familier. Nogle af børnene klarede sig, men langt de fleste blev mærkede af den hårde medfart. Det samme gælder den gruppe børn, der blev bortadopterede til Danmark efter en kraftig orkan havde hærget byen Tasiilaq. Flere borgere opfordrer til, at de nu voksne borgere, der har været med til disse eksperimenter, får en undskyldning af den danske stat. I flere af de narrative interviews blev der fortalt om, at dette også foregik andre steder i landet.
Mange af de borgere, der gav narrative interviews, fortalte at de blev udsat for massiv mobning i deres barndom, fordi de blev kaldt ’uersakkat’ (bastarder). ’Uersagaq’ er et meget negativt ladet ord.De juridisk faderløse, der kom i klemme i lovgivningen, har udover at have haft en lav status været helt uden rettigheder.
Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold især den umiskendelige grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur, hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab. Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning.For børnelovens vedkommende drejede de særlige forhold sig først og fremmest om et problem af mere praktisk karakter, nemlig den ringe kvalitet af de blodprøver, som nåede frem til Retsmedicinsk Institut i København; og det tvivlsomme statistiske grundlag for at bruge prøverne til at vurdere sandsynligheden – eller usandsynligheden – af et muligt faderskab. Her var der ikke tale om forskellige indstillinger i de to landsdele; men om et problem, som efter alles opfattelse gjorde det uhensigtsmæssigt at afskære sig fra muligheden for at pålægge bidragspligt i de tilfælde, hvor bevisbyrden for faderskab ikke kunne løftes. Forventningerne om, at dette særlige problem snart ville blive løst, og at den danske børnelov dermed kunne sættes i kraft i Grønland, holdt ikke tilnærmelsesvis stik. Og det blev afgørende, da man omsider vurderede, at Nord- og Østgrønland var rede til indførelse af en moderne børnelov, og i den forbindelse overvejede at indføre den danske lov i hele Grønland. Intet tyder på, at det skyldtes modvilje fra nogen side. Det hang sammen med konkrete forhold som den geografiske afstand (ift. transport) og den grønlandske befolknings sammensathed og talmæssige lidenhed (ift. statistik). Fænomener, som det forekom vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved.
Diskrimination på grund af manglende sprogfærdigheder på dansk er udbredt på alle niveauer i hele samfundet og mange har for eksempel ikke kunnet blive optaget på en uddannelse eller ikke har været i søgefeltet, når en arbejdsplads søger nye medarbejdere.Det fortælles, at de er i en situation, hvor de føler sig som andenrangs borgere på grund af sprogsituationen. Mange borgere har ikke mulighed for at bidrage til noget i samfundet på grund af dette, og føler sig som tilskuere til det, der foregår.
Systematisk racisme er noget, som mange borgere fortæller, at de har oplevet. Derfor er det vigtigt, at de tilkaldte sætter sig ind i kulturen og forhistorien, og at de også selv påtager sig en del af ansvaret for at tilegne sig sproget, kulturen og tankegangen. Hvis de får en større indsigt i det folk og i det land, som de har bosat sig i, vil de utvivlsomt kunne få en større forståelse og dermed respekt for befolkningen, som de arbejder for og sammen med i dagligdagen.
Nogle borgere, især fra den ældre generation, har overfor Forsoningskommissionen udtrykt, at det vil være på sin plads at de får en undskyldning for den behandling, de har været udsat for i udviklingens navn. De fortæller, at de har oplevet overgreb i form af tvangsflytninger, eksperimenter og følelsen af at været andenrangs borgere i eget land.Medlemmerne af Forsoningskommissionen anbefaler, at Naalakkersuisut tager initiativ til en debat om dette spørgsmål internt i Grønland, så hele befolkningens holdning til dette spørgsmål bliver belyst.