Indsigt: §-36 spørgsmål: Børneombudsmandsinstitution

§-36 spørgsmål: Børneombudsmandsinstitution

En børneombudsmands vigtigste opgaver kunne være, at være et bindeled mellem borgerne og landsstyret. Med andre ord bør en børneombudsmand have direkte kontakt til landsstyret, borgerne, kommunerne og institutionerne. På den måde kunne børneombudsmanden følge med i børns og unges vilkår, indsamle tilgængelig viden, rådgive landsstyret om iagttagede mangler og mulige forbedringer på området, samt frem for alt være en debatskabende fortaler for børnene, de unge og deres familier.

Tirsdag d. 15. september 2009
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Landstinget paragraf 36 spørgsmål, Sociale spørgsmål.

I henhold til Landstingetss forretningsorden § 36, stk. 1 fremsætter jeg hermed nedenstående spørgsmål til landsstyret:

Spørgsmål til landsstyret
Anser landsstyret det i lighed med Demokraterne for en god idé at oprette en børneombudsmandsinstitution? I benægtende fald ønskes en redegørelse for, hvilke andre initiativer på børn- og unge området vi kan forvente fra landsstyret .

Begrundelse:
Befolkningen såvel som landspolitikkerne taler med store ord om børns og unges vilkår, ikke mindst om omsorgssvigtede børn. Problemets omfang er blevet så stort, at mange efterhånden kan være i tvivl om, hvor man skal starte.

Demokraterne mener, at et godt sted at starte er at oprette en børneombudsmandsinstitution. Det ville være et vigtigt skridt fra ord til handling.

En børneombudsmands vigtigste opgaver kunne være, at være et bindeled mellem borgerne og landsstyret. Med andre ord bør en børneombudsmand have direkte kontakt til landsstyret, borgerne, kommunerne og institutionerne. På den måde kunne børneombudsmanden følge med i børns og unges vilkår, indsamle tilgængelig viden, rådgive landsstyret om iagttagede mangler og mulige forbedringer på området, samt frem for alt være en debatskabende fortaler for børnene, de unge og deres familier.

Det er ikke hensigten, at børneombudsmanden skal føre egentlig tilsyn eller have dertil relaterede beføjelser, f.eks. at behandle klager eller træffe administrative afgørelser, da dette nemt ville komme til at komplicere den bestående administrative struktur. I stedet bør børneombudsmanden samle op på såvel de administrative afgørelser, den offentlige debat og egne iagttagelser fra henvendelser og kontakter med borgere og institutioner. Erfaringerne herfra bør viderebringes til landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender både løbende og i form af en årlig skriftlig beretning om børns og unges vilkår her i landet.

Landsstyret ville naturligvis ikke være bundet af børneombudsmandens vurderinger og forslag, men kunne anvende disse som et vigtigt bidrag og udgangspunkt for landsstyrets indsats og prioritering på børne- og ungeområdet.

For at børneombudsmanden kan løse sine opgaver efter hensigten, bør der udpeges en dobbeltsproget person, som efter sin uddannelse og erfaring har indsigt i socialfaglige og administrative forhold fra børne- og ungeområdet her i landet. Udpegningen bør foretages af landsstyremedlem for Sociale Anliggender, dog efter samråd og i forståelse med de relevante faglige organisationer på området, så som PIP, PPK og IMAK. Børneombudsmanden bør sikres en vis uafhængig stilling i forhold til landsstyret for at sikre troværdigheden.

Landsstyret og ikke mindst borgerne vil få stor fordel af sådan en børneombudsmandsinstitution, og dens oprettelse ville sende et umisforståeligt signal Selvstyrets vilje til at fokusere kritisk og løsningsorienteret på vilkårene for den generation, der udgør grundlaget for landets fremtid.

Demokraterne vurderer, at en børneombudsmandsinstitution med tilhørende sekretariat vil koste omkring tre millioner kroner om året.

Jeg ser frem til at modtage svar på mit spørgsmål indenfor en periode på ti arbejdsdage.