Progressiv beskatning er ikke løsningen

Som samfund bør vi hylde de mennesker, der har lyst til at yde noget ekstra. Det er helt hen i vejret at straffe dem.

Tirsdag d. 2. september 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Levevilkår, Politik.


Sådan ændrede IA holdning i 1980'erne (an)

IA’s nye formand Sara Olsvig har brugt det meste af sommeren på at tale varmt om sin hjertesag; progressiv beskatning eller topskat om man vil. Lad det derfor være sagt med det samme: Demokraterne kommer aldrig nogensinde til at lægge stemmer til et skattesystem, hvor man betaler en højere procentdel af sin løn, hvis man har en høj indkomst.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Og man skal ikke straffes, hvis man har lyst til at yde en ekstra indsats. Så enkelt kan det faktisk siges.

Det er derfor, at Demokraterne flere gange har foreslået, at der bliver indført et beskæftigelsesfradrag således, at borgerne får et større økonomisk incitament til at tage et arbejde frem for at være på passiv forsørgelse. Et beskæftigelsesfradrag vil også animere borgere under uddannelse til at blive hurtigere færdige med studierne. Begge dele er der hårdt brug for.

Men der er i lige så høj grad brug for, at folk i arbejde har en god grund til at give den en ekstra skalle; det kan være en sygeplejerske, der tager en ekstra nattevagt for en kollega eller en økonom, der knokler for at vise chefen, at netop han gør sig fortjent til en lønstigning ved næste lønforhandling.

Hvis IA’s forslag om progressiv beskatning bliver til virkelighed, så kommer det til at betyde, at disse mennesker bliver mindre motiveret til at yde en ekstra indsats, da deres hårde arbejde vil blive beskattet langt hårdere end i dag. Det er ikke vejen frem.

Som samfund bør vi hylde de mennesker, der har lyst til at yde noget ekstra. Det er helt hen i vejret at straffe dem.

Når det er sagt så skal vi også huske på, at der allerede i dag er en form for progressivitet i vores skattesystem. Borgere med en lav indkomst har således ret til flere ydelser fra velfærdssamfundet i form af eksempelvis børnetilskud, friplads i daginstitutioner og boligsikring. Det er altså allerede i dag sådan, at dem der tjener mest har færre velfærdsrettigheder på trods af, at de lægger flere skattekroner i den fælles kasse.

Misforstå mig ikke; Demokraterne mener helt bestemt, at det er retfærdigt, at dem der tjener mest betaler mest. Sådan er det i dag, og sådan skal det blive ved med at være. Men folk med en høj indkomst skal ikke straffes sådan som Sara Olsvig og IA foreslår.