Ledere og andet godtfolk

Her blev den grønlandske offentlighed præsenteret for den nyeste kreation: Det personaleløse sundhedsvæsen, hvor patienterne kan få udleveret en håndbog og Peqqinnissaq ved indgangen i stedet for at blive behandlet af læger, sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere.

Onsdag d. 15. maj 1996
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Sundhedsvæsenet.

Der er i de seneste numre af AG og Sermitsiaq ved at komme en interessant debat i gang. En debat, hvor der på samme tid stilles spørgsmålstegn ved den fortsatte rekruttering af danskere til lederstillinger i det grønlandske samfund, og hvor f'orholdet mellem de offentligt ejede selskaber og de (få) privatejede selskaber, specielt i f'iskeriet sættes til genstand for debat.

Den nationalistiske leder
Det etniske kriterium, nogle gør sig til talsmand for, synes jeg nu nok er alt for begrænsende. Uanset hvordan vi end vender og drejer det, vil det være farligt for det grønlandske samfund, hvis det også med hensyn til rekruttering af ledere, udelukkende baserer sig på etniske kriterier. Det er der mange gode og fornuftige grunde til, men et af de vigtigste er, at det grønlandske samfund i stigende grad vil blive integreret i og afhængig af det internationale .samfund, hvor der selvfølgelig vil blive stillet krav også til ledere af et vist format. Det vil være på grænsen til selvmord for samfundet at lukke sig selv ude. En erkendelse, der måske nok kan være smertefuld for nationalt orienterede politikere, men ikke desto mindre er helt nødvendig, samfundets størrelse taget i betragtning.

Den sunde leder
Når det så er sagt, er nogle af frustrationerne i forhold til danske ledere til at forstå. Specielt i forhold til ledere, hvis kompetance alle kan se ligger på et endog særdeles lavt niveau. Lad mig tage et eksempel fra et område, jeg selv kender noget til. Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet har et alvorligt ledelsesproblem og haft det længe. Jeg behøver vel blot at henvise til den hidsige debat i offentligheden i efteråret om sundhedsvæsenets ledelse. Et aktuelt eksempel kunne man se ved åbningen af det nye sundhedscenter i Nanortalik. Her blev den grønlandske offentlighed præsenteret for den nyeste kreation: Det personaleløse sundhedsvæsen, hvor patienterne kan få udleveret en håndbog og Peqqinnissaq ved indgangen i stedet for at blive behandlet af læger, sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere.

Nok om det, der kan sikkert fremdrages mange andre eksempler, hvor problemet måske nok ikke er det etniske kriterium, men at politiske kriterier vejer alt for tungt i modsætning til strengt faglige kriterier. Derfor må landsstyreformandens indlæg i partiavisen "Niviarsiaq" om de grønlandske ledere hilses velkomment. Man kan kun glæde sig over, at faglige kriterier vil blive opprioriteret.

Den virksomme leder
Det bringer indlægget her til det andet aspekt, nemlig forholdet mellem de offentligt ejede selskaber og de ganske få privatejede selskaber. Så længe de grønlandske politikere ikke er villige til at frisætte, også de offentlige ejede selskaber, til at disponere ud fra rent forretningsmæssige kriterier, vil den ene skandale rulle efter den anden. De grønlandske offentligt ejede selskaber vil uvægerligt blive sat tilbage, når de hele tiden skal tage politiske hensyn i deres dispositioner. Derfor kan man kun støtte kravet om, at politikere skal ud af bestyrelserne eller som minimum ikke skal sidde på formandsposterne. Når det er sket vil det automatisk medføre at politikernes nødvendige spejlbilleder i virksomhedsledelserne, de politiserende kommis'er og kræmmere, efterhånden vil blive udskiftet. Så er vi alligevel tilbage i udvælgelsen af ledere, fordi tingene selvfølgelig hænger sammen.

At nogle politikere er bedre til at forvalte deres formandsposter end andre, ændrer ikke ved de principielle synspunkter. Også for at undgå, at der på nogen måde kan skabes tvivl om, at privatøkonomiske interesser ikke blandes ind i almene politiske beslutninger eller i de offentligt ejede selskabers dispositioner, sådan som sagen om redningsaktionen for de private trawlerrederier er ved at udvikle sig til, hvis man skal tage Søren Brandts sidste indlæg i Sermitsiaq for pålydende. At tale om bananrepublik vil her ikke være passende, da der hverken kan vokse bananer i Grønland og at det i øvrigt vil være forkert at betegne det meget dronninge- og prinsessetro grønlandske samfund som en republik.