KNR og journalistikken

I en (politisk) tid, hvor kulturløs kræmmer- og pampermentalitet dominerer, savner KNR i katastrofal grad kulturpersonligheder i ledelsen. Hvor er en Frederik Nielsen i ledelsen? Hvorfor skal KNR reduceres til en sandkasse for fallerede politikere?

Onsdag d. 15. maj 1996
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Aviser, radio og TV.

Likvidationen af KNR's Københavnsredaktion i sidste uge har naturligt nok skabt en hel del debat. Ikke nok med, at man dermed forsøger at lukke munden på nogle af de dygtigste og mest talentfulde grønlandske journalister, vi har. Serviceradioen for de mange tusinde grønlændere i Danmark er mere eller mindre nedlagt, de mange spændende sager, der er rejst med udgangspunkt i redaktionen falder væk og de p.t. magthavende grønlandske politikere kan se en gylden fremtid i møde med endnu mere tarvelig mikrofonholderjournalistik. Bødlen kom, så og sejlede ud af redaktionslokalerne. Men hvem sendte bødlen?

KNR's ledelse
I en (politisk) tid, hvor kulturløs kræmmer- og pampermentalitet dominerer, savner KNR i katastrofal grad kulturpersonligheder i ledelsen. Hvor er en Frederik Nielsen i ledelsen? Hvorfor skal KNR reduceres til en sandkasse for fallerede politikere? Hvis der ud af denne ulykkelige sag kan komme en debat i gang om ledelsen i KNR ville der i det mindste komme noget konstruktivt ud af denne grønlandske farce i utallige akter. Forhåbentligvis vil det også medføre, at vi i fremtiden fritages for salvelsesfulde og selvhøjtidelige nytårstaler fra KNR-direktionen midt i den bedste sendetid.

Den økonomiske journalist
Den kritiske og dybdeborende journalistik er som altid det første offer, når politikere overtager ledelsen i nyhedsmedierne. Der er selvfølgelig mange gråzoner mellem den altid villige luderjournalist og den oppositionelle og kritiske journalist, men det generelle indtryk af det journalistiske niveau i de grønlandske medier, er, at i mørket er alle katte grå. Et samfund, hvor der synes at være flere (bedre lønnede?) informationsmedarbejdere end (kritiske) journalister. F.eks. er der en stor mangel på gode økonomiske journalister, der kan se og fortælle bag om de mange regnskaber, de offentligt ejede selskaber i disse dage præsenterer den undrende offentlighed. Regnskaber, der næsten forudsigeligt planmæssigt skal fremvise overskud. Overskud (eller for den sags skyld underskud), der som regel er den rene fiktion, netop fordi selskaberne er offentligt ejede, hvor direkte og indirekte tilskud fra hjemmestyret indgår i en uoverskueligt vildnis. Et andet eksempel er KNI skandalen, hvor der under omstruktureringen kun i ganske få artikler og indslag blev bedrevet kritisk journalistik og først, da det havde kostet knap en halv milliard kroner ekstra, begyndte man at se skriften på væggen. Hvorefter man skyndsomt nærmest som et mantra instistrerede på kun at se fremad, fremad med skyklapper mod det næste pressemøde.

En mediedebat
Hvis der ud af denne sag også kan komme en debat om journalistikkens rolle i et demokratisk samfund, om nyhedsmediernes store ansvar for en kvalificeret debat, så vil det jo næsten være mere end, hvad man kunne håbe på. Et debatniveau, der kan løfte sig ud over damebladsjournalistikkens sådan bor de kendte eller det mener de kendte. Ja, det vil næsten være mere end held i uheld. Debatten skal selvsagt rejses i de forskellige medier og journalister har alle dage haft svært ved at kritisere andre journalister. Med andre ord, hvem skal være journalisternes og mediernes kritiske journalist. En medielov vil være et skridt i den rigtige retning, men det er fantastisk vigtigt, at et kommende pressenævn ikke bliver domineret af politikere. KNR turde være et eksempel til absolut afskrækkelse.