Anmeldelse af "Strukturproblemer i Grønlands sundhedsvæsen"

Rapporten bør være pligtlæsning, ikke kun for det nye landsstyremedlem for sundhed (tillykke med det), men for alle med interesse for og indflydelse på vores allesammens sundhedsvæsen. Den kan danne et udmærket udgangspunkt for den nødvendige renovering og udvikling af sundhedsvæsenet.

Tirsdag d. 16. marts 1999
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Sundhed for alle
Den kroniske krise
Krise med alternativer

Sundhed for alle
Det er på mange måder en bemærkelsesværdig rapport, som arbejdsgruppen vedr. strukturproblemer i sundhedsvæsenet har udsendt i samarbejde med PA Consult.

Hør blot:
"de politiske visioner for sundhedsvæsenet er uden sammenhæng med virkeligheden".
Eller "et sundhedsvæsen på dansk niveau vil kræve en fordobling af sundhedsvæsenets budget"
og endelig min egen personlige favorit "en egentlig styring af økonomi og ressourceforbrug finder ikke sted".
I rapporten står der, at det grønlandske sundhedsvæsen har mindre personale og er dyrere end de øvrige nordiske lande, med
"urealistiske og/eller manglende konkrete målsætninger såvel sundhedspolitisk som økonomisk".
En endog meget hård og usædvanlig dom over både den politiske og administrative ledelse. Usædvanlig, da arbejdsgruppen er nedsat af landsstyremedlemmet for sundhed og den administrative ledelse af sundhedsvæsenet medlemmer af gruppen, der i meget direkte vendinger giver samme administrative og politiske ledelse dumpekarakterer i rapporten. Det skal dog bemærkes, at PA Consult tager det direkte ansvar for sammenskrivningen.

Den kroniske krise
Efter en kort opsummering, starter rapporten med en gennemgang og analyse af de store problemer i sundhedsvæsenet. Problemerne er velkendte og ofte trukket frem i den offentlige debat de snart 8 år, hjemmestyret har haft ansvaret for sundhedsvæsenet. Man har fra flere sider igennennem alle årene efterlyst en samlet handlingsplan for sundhedsvæsenet, hvor der foruden befolknings -og sygdomsmønsteret tages hensyn til den tiltagende specialisering af læger og hvor der samtidig lægges op til strukturændringer hen i mod større enheder. At det ikke er sket, mener jeg både er ubegribeligt og samtidig udtryk for en træghed, der grænser sig til det inkompetente. Rapporten står sig ved at fokusere på behovet for en mere helhedsorienteret planlægning, selvom velkendte problemer (især i Nuuk) som boligmangel, manglende institutionspladser, for få muligheder for arbejde til ægtefælle og for lav en løn (specielt for sygeplejersker) også er fremhævede. Ikke overraskende lyder diagnosen på, at "den grønlandske sundhedssektor befinder sig i en alvorlig krise".

Spørgmålet er, om der ikke altid har været relativt store problemer med at rekruttere personale til sundhedsvæsenet, men at der i de senere år er sket visse afgørende ændringer, der har gjort en uholdbar situation til en næsten ulidelig. For det første er reallønningerne for tilkaldt personale faldet kraftigt de sidste 20 år. For det andet er der, som det også fremhæves i rapporten, sket en tiltagende og formaliseret specialisering af læger, således at den meget bredt uddannede læge, som den nuværende meget decentrale sygehusstruktur lægger op til, slet ikke uddannes mere. For det tredie er der specielt i Nuuk massive boligproblemer og problemer med at skaffe daginstitutionsplads og arbejde til ægtefælle.

Ser man på lønningerne, der jo tit er genstand for presseomtale, vil en overlæge, der rejser til Grønland fra Danmark gennemsnitligt gå ned i løn, hvis der tages hensyn til de større leveomkostninger. En yngre læge vil nok bevare status quo, men kan risikere at gå ned i gennemsnitlig løn pr. time på DIH, hvor vagthonoreringen slet ikke dækker vagtbelastningen.

For sygeplejerskerne er det en decideret meget dårlig forretning at rejse fra Danmark til Grønland, hvis det da ikke sker via et vagtbureau. Da arbejdsmarkedet for læger og til en vis grad også for sygeplejersker er international, skal Grønland (og for den sags skyld også Danmark) blandt meget andet, kunne tilbyde en konkurrencedygtig løn. Det sker ikke i dag og er sammen med den relativt større vagtbelastning nogle af de væsentlige årsager til rekrutteringsproblemerne.

Krise med alternativer
Rapporten udmærker sig ved at komme med 17 konkrete løsningsforslag til de problemer i sundhedsvæsenet, der blev beskrevet i den første del. Et helt centralt punkt er, hvad der i rapporten kaldes en strategiproces, hvor der både formuleres realistiske visioner for sundhedsvæsenet og konkrete handlingsplaner. Jeg vil nu nøjes med at kalde det en samlet handlingsplan, som jeg finder helt uomgængelig, hvis den videre udvikling af det grønlandske sundhedsvæsen skal foregå på et mere rationelt grundlag. Det må være første trin i enhver proces mod at forbedre forholdene i sundhedsvæsenet.

Mange af løsningsforslagene er lige så velkendte i den offentlige debat som problemerne, det være sig regionalisering, konkurrencedygtige lønninger, telemedicin og bedre boligforhold. Jeg skal her kun fremhæve to af de konkrete løsningsforslag.

Det ene er behovet for at genindføre sundhedsmedhjælperuddannelsen, der blev nedlagt, da sygeplejerskeuddannelsen blev indført. De allerede dengang kritiserede og vildt optimistiske prognoser for antallet af grønlandske sygeplejersker, der kunne uddannes i løbet af få år, har jo siden hen vist sig ikke at kunne holde. Det virker som en fornuftig løsning på de store problemer med at skaffe plejepersonale at genindføre en uddannelse, der både er tilpasset landets behov og samtidig igennem årene har vist sin store værdi.

Det andet løsningsforslag, jeg skal komme nærmere ind på, er behovet for at tilpasse landets skattelovgivning til også at omfatte vikarer, der kommer udefra. En af grundene til, at vikarer bliver så dyre som tilfældet, er at begrebet "udlejet arbejdskraft" ikke eksisterer i den grønlandske skattelovgivning med lempligere skatteregler til følge. Det betyder at en dansk vikar skal beskattes med dansk marginalskat (62%) ved arbejde i Grønland, hvorfor det for eksempel bliver meget dyrere at ansætte en speciallæge. Markedsprisen for en speciallæge ved et vikarbureau i Danmark er 130.000 kr. pr. måned alt inklusive, men i Grønland bliver det til 170.000 kr. pr. måned og så skal rejseomkostninger lægges oveni. Der synes at være et behov for at justere den grønlandske skattelovgivning på det punkt til nordiske forhold.

Rapporten bør være pligtlæsning, ikke kun for det nye landsstyremedlem for sundhed (tillykke med det), men for alle med interesse for og indflydelse på vores allesammens sundhedsvæsen. Den kan danne et udmærket udgangspunkt for den nødvendige renovering og udvikling af sundhedsvæsenet.