En politisk korrekt Philip Lauritzen

I forhold til den nuværende grønlandske politiske virkelighed fremtræder bogen derfor både tand - og harmløs. Med andre ord en politisk korrekt Philip Lauritzen, i sig selv en absurditet.

Onsdag d. 19. marts 1997
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Aviser, radio og TV, Bøger.

Indholdsfortegnelse: Philip Lauritzen i Grønland - 21 års journalistik Bygdeliv Fravalg Politisk korrekthed Philip Lauritzen i Grønland - 21 års journalistik Philip Lauritzen rejste i sommeren 1972 for første gang til Grønland for at interviewe det nyvalgte folketingsmedlem Moses Olsen, der pludselig var blevet tungen på vægtskålen i dansk politik. Han fattede hurtigt interesse for det politiske nybrud, der netop i disse år var på vej i Grønland. Det var starten på et livslangt engagement i det grønlandske samfund. Et engagement hvor Philip Lauritzen skiftevis var en (sympatiserende) iagttager og skiftevis direkte tog del i det politiske liv, næsten altid begge dele på en gang. I 1979, året hvor hjemmestyret blev indført, tog Philip Lauritzen konsekvensen af sin interesse og blev journalist på A/G. Fra 1981 til 1987 var han informationchef ved det nydannede hjemmestyre, kun afbrudt af et enkelt år i bygden Niaqornat som lærervikar i 1985-1986. Fra 1987 til 1993 var han så chefredaktør ved A/G, hvorefter han frem til sin død i august 1996 var journalist ved Ekstrabladet, også med det grønlandske stof som sit speciale. Han har således været midt i de kolossale politiske omvæltninger, der skete i Grønland i disse år, fra de facto koloni til hjemmestyre. Personlige venskaber blev knyttet til specielt Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt, bannerførerne i kampen for hjemmestyret, hvor Philip Lauritzen fungerede som præcis iagttager og kronikør i forhold til både den danske og den grønlandske offentlighed. Det er baggrunden for denne bogudgivelse med udvalgte artikler fra hans journalistiske karriere i Grønland. Bogen "-lip · Philip Lauritzen i Grønland · 21 års journalistik", redigeret af Asger Uhd Jepsen i samarbejde med Oskar Lauritzen og Erik Meier Carlsen, udkom med massiv støtte fra hjemmestyret og hjemmestyreejede virksomheder den 9. marts 1997, hvor Philip Lauritzen ville være fyldt 50 år. Bygdeliv Bogen er inddelt i tre dele med "Politisk opvågnen" , der bygger på artikler fra dagbladet Information, som den første del og dækkende perioden frem til indførelsen af hjemmestyret i 1979. Anden del der kaldes "Opdagelsesrejser" består primært af rejsebreve til danske aviser. Trejde del er "Det praktiserende hjemmestyre", hvor grundlaget er ledere fra A/G frem til 1993, dog kun ganske få i perioden efter 1991, hvor Philip Lauritzen første gang får at vide, at han lider af en kræftsygdom. De centrale dele af bogen er med rette artikelserierne "Postkort" og "Rejseliv" skrevet til Information og "Bygdeliv" skrevet til Weekendavisen i begyndelsen og i midten af 1980'erne. Her kommer Philip Lauritzens kombination af engagement, præcise iagttagelsesevne og fortættede formuleringsevne helt til sin ret. Specielt artiklen "Maannguaq", en nekrolog over en to-årig pige fra bygden Nioqarnat, er enkel og smuk og kan vel i lidt bredere forstand også opfattes som Philip Lauritzens kærlighedserklæring til det land og folk, han på både godt og ondt beskrev i over 20 år. Netop disse artikelserier fungerer bedst i den foreliggende samling på grund af deres længde, helhedsssyn og til en vis grad pricipielle udgangspunkt. Derfor virker de mere tidløse og dermed universelle for de vilkår, der nu en gang hersker i Grønland. Fravalg Det er derfor paradoksalt nok de artikler, der ikke direkte handler om hjemmestyret eller den politiske kamp, der i dag står sig bedst. Det er de mere grundlæggende iaggtagelser som for eksempel tradition kontra udvikling i "Grønlandsk kultur", om journalistik i "De "danske" aviser", om forholdet til dyr i "Tåreperser" og om racisme begge veje i "Om at grave grøfter", der også i dag har andet end historisk relevans. Ethvert valg indebærer som bekendt også et fravalg og de udvalgte artikler fra tiden før hjemmestyret virker vilkårlige uden systematik og derfor fremtræder de i dag som fragmentariske og støvede. Det politiske nybrud og baggrunden for den er af Philip Lauritzen selv bedre beskrevet i bogen "reportager fra grønland", på grønlandsk "atortitdlugitdlo tamaisa pisit...", en samling artikler udgivet på Information i 1972. En bog, der af uransagelige grunde ikke i den foreliggende samling optræder på listen over de bøger, han har skrevet. Udvælgelsen af ledere fra A/G i perioden efter 1987 virker ikke mindre vilkårlig og må for den der ikke bare er nogenlunde kyndig med nyere grønlandsk (politisk) historie stedvis virke som volapyk. Udvalget bliver desto meget mere skævt, set med nutidige øjne, når man bortset fra nogle få ledere stopper ved 1991, det år hvor Lars Emil Johansen kommer til magten efter Jonathan Motzfeldt. Hermed kommer Jonathan Motzfeldt (utilsigtet?) til at indtage skurkerollen. Specielt da Philip Lauritzens opgør med Jonathan Motzfeldt i "Kære Jonathan!", delvist på baggrund af en personsag, optrykkes i den foreliggende samling. Sandheden var jo, at Philip Lauritzen, som Asger Uhd Jepsen også skriver det i indledningen, blev mere og mere kritisk overfor gamle politiske venner. At dette ikke kun gjaldt Jonathan Motzfeldt kunne man have forvisset sig om, hvis hans artikler fra tiden på Ekstrabladet også var blevet inddraget i samlingen. For Jonathan Motzfeldt personlig må læsningen af bogen være en blandet fornøjelse, specielt da han nu også har gjort op med alkoholproblemet, selvom han offentligt ikke har gjort så meget væsen af det. Derimod har den nuværende landsstyreformand Larsi Emili Johansen intet at frygte, fordi der ikke er mange "kritiske passager" om Lars Emil Johansen. Den nuværende landsstyreformand har skrevet forordet til bogen og har været primus motor i financieringen af udgivelsen, delvist for offentlige midler. Udvalget af billeder i bogen virker lige så tilfældig og umotiveret som en stor del af artiklerne. Politisk korrekthed I forhold til den nuværende grønlandske politiske virkelighed fremtræder bogen derfor både tand - og harmløs. Med andre ord en politisk korrekt Philip Lauritzen, i sig selv en absurditet. Læs hellere de bøger Philip Lauritzen skrev og selv tog ansvaret for. Uden sammenligning i øvrigt var han en fremragende journalist, der med følsom, i dette ords egentlige forstand, indlevelses -og iagttagelsesevne og fængende formuleringsevne beskrev den virkelighed, der omgav ham. Uden at give virkelig køb på sine principielle holdninger. Det bør være den arv, alle vi andre skal huske Philip Lauritzen på. Ikke på, at han bliver brugt til at spejle bestemte politiske holdninger eller bestemte politikere. Specielt ikke, når han ikke mere selv kan komme til orde.