Thule-sagen, løgnens univers

Poul Brink, der aktuelt er TV-A journalist, har skrevet en bog om vel nok sit livs største nyhedshistorie: den om H.C. Hansen brevet fra 1957, der inddirekte gav amerikanerne lov til at have A-våben på og over Thule-basen.

Fredag d. 12. december 1997
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Hvide og sorte løgne i Thule-sagen
Thule-arbejderne
Det Kgl. Danske Udenrigsministerium
Den aftvungne redegørelse
Fortielser og løgne


///
Løgnens Univers
341 sider Aschehoug, 1997.

Hvide og sorte løgne i Thule-sagen
Poul Brink, der aktuelt er TV-A journalist, har skrevet en bog om vel nok sit livs største nyhedshistorie: den om H.C. Hansen brevet fra 1957, der inddirekte gav amerikanerne lov til at have A-våben på og over Thule-basen. Stik imod den officielle danske holdning til A-våben på dansk jord.

Thule-arbejderne
Det er der kommet en spændende bog ud af, da hele forløbet næsten kan læses som en spændingsroman. Det starter med den unge Poul Brink, dengang ansat ved Østjyllands Radio, der i 1986 begynder at interessere sig for Thule-arbejdernes skæbne. De arbejdere, der havde været med til at rydde op efter styrtet af det A-våben bevæbnede, amerikanske B-52 bombefly i Thule i januar 1968. En historie, der jo som bekendt endte med, at alle tidligere Thule-arbejdere inklusive folk fra Thuleområdet fik en erstatning. Uden det dog var muligt at nå til enighed om, at disse mennesker var blevet udsat for sundhedsfare i forbindelse med oprydningen. Dén historie får efterhånden den unge Poul Brink til at tvivle på sin stærke (jyske?) barnetro på politikere, styrelser og demokratiske institutioner i øvrigt. Dynamikken i bogen skabes delvist i spændingsfeltet mellem den noget, og måske nok også tilsigtet naive Poul Brink og det kyniske politiske spil, han har sat sig for at afdække. Deraf bogens titel.

Det Kgl. Danske Udenrigsministerium
Den intense mediedækning, kombineret med dokumenter fra de langt mere åbne amerikanske arkiver, får efterhånden Det Kongelige Danske Udenrigsministerium til at undersøge egne arkiver.

Den 8. marts 1994 finder man i Udenrigsministeriets arkiver H.C. Hansen brevet, der straks bringes til ministeriets daværende direktør Henrik Wøhlk. Det udløser en hektisk mødeaktivitet mellem udenrigsministeren, den radikale Niels Helveg Petersen og statsministeren, den socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussen. Selveste direktør Wøhlk bliver sendt på en mission til U.S.A, hvis formål står lidt uklart. I august 1994 inddrages forsvarsministeren, den socialdemokratiske Hans Hækkerup i historien. Ingen tvivl om, at hele sagen bliver behandlet på allerhøjeste niveau i regeringen. Det bliver besluttet at lave en redegørelse for sagen. Den redegørelse kommer først frem den 29. juni 1995. Det eneste relevante spørgsmål er så, hvorfor der skulle gå næsten 16 måneder, fra at brevet blev genopdaget (?) til at redegørelsen blev offentliggjort ? Der gives ingen svar i bogen, men det er nærliggende at antage, at regeringen først offentliggjorde redegørelsen, da den følte sig tvunget til det og i øvrigt indpassede offentliggørelsen til agurketiden, hvor de fleste var rejst på ferie.

Den aftvungne redegørelse
Muligvis følte regeringen sig tvunget til at offentliggøre redegørelsen, fordi en fuldmægtig i Udenrigsministeriet, Bo Lidegaard var i gang med sit disputatsarbejde om Henrik Kaufmann og havde gravet dybt i de amerikanske arkiver. Muligvis var det en frygt for, at andre kunne finde kompromitterende materiale i specielt de amerikanske arkiver, men også at visse tidligere politikere og topembedsmænd her i Danmark havde talt over sig. Under alle omstændigheder blev redegørelsen først offentliggjort, da regeringen følte sig tvunget til det. Den kom også bag på den i Danmark ferierende og daværende landsstyreformand Lars Emil Johansen, der angiveligt var "rystet". Den danske regering havde i det brutale og kyniske politiske magtspil overgået vores egen lokale mester, der først måtte lade sig informere via pressen og dernæst fik en orientering af den danske statsminister, der senere viste sig at være ufuldstændig, for nu at sige det meget mildt.

Fortielser og løgne
Først ville den radikale udenrigsminister ikke indrømme, at tilladelsen til at have A-våben på Thulebasen nogensinde var blevet brugt af amerikanerne. Dernæst da han indrømmede, at der rent faktisk havde været A-våben på Thule-basen, var listen ufuldstændig. Den radikale udenrigsminister ville heller ikke have H.C. Hansen brevet offentliggjort, men ved at spille behændigt på rivaliseringen mellem forskellige statslige institutioner, får den ikke længere så naive Poul Brink adgang til brevet, der så blev vist i TV-avisen i begyndelsen af september 1995. Resten er som bekendt historie. En historie, som Poul Brink får fortalt spændende med relevante tilbageblik og ikke altid lige flatterende portrætter af de centrale aktører, både historisk og i nutiden.

Bogens store og måske eneste svaghed er, at Poul Brinks fantasi stedsvist løber af med ham, så han føler sig kvalificeret til at vide, hvad også afdøde aktører følte og tænkte, uden skygge af dokumentation. Det hænger måske sammen med den stadige fortielse og skyggeboksning, når det gælder det amerikanske engagement i Grønland. Selv centralt placerede politikere og embedsmænd ønskede ikke at vide noget om sagen, hvorfor det synes troværdigt, at Danmarks ellers meget aktive udenrigsminister gennem 10 år i 1980’erne og 90’erne Uffe Ellemann-Jensen bestemt nægtede at kende til H.C. Hansen brevet. Amerikanernes engagement var og er værdifuldt for Danmark i relationerne til verdens stærkeste militærmagt, men samtidig omgærdet med så potent politisk sprængstof, at man udadtil og offentligt tier det ihjel. Denne bog er heldigvis med til at rette op på den stadige og vedvarende fortielse.