Indsigt: Må vi bede om fair play!

Må vi bede om fair play!

Et løbsk KNI der ukritisk tillades at forvalte samfundets midler i stedet for at disse eksempelvis anvendes til renovering af skoler og institutioner vækker ikke beundring - men kun dyb bekymring.

Fredag d. 26. juni 1998
Arne Amstrup
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Set fra HST's synsvinkel er det lykkeligt, at der dog findes enkelte politikere, der mener, at de gentagne konklusioner fra de snart mange analyser & rapporter, som alle påpeger den samfundsmæssige nødvendighed af, at der nu endelig skal tages reelt fat på privatiseringen, også i praksis skal efterleves og iværksættes.

Des mere beklageligt er det dog at konstatere, at mange politikere lader til at mene, at privatiseringen nu nok kan vente lidt; for det går jo da så rimeligt godt alt sammen. Ja, det er ligefrem indtrykket, at nu skal debatten faktisk helst helt stoppe, så "de endelig får ro" - som der stod at læse i en nylig udgave af Sermitsiaq.

Den omtalte "ro" drejede sig om medarbejderne i det 100%'s samfundsejede KNI, og lad det være sagt umisforståeligt og således, at debatten som HST skam agter at fortsætte, ikke behøver at køre længere ad den tangent:

HST's opfattelse og holdning har naturligvis aldrig taget sigte på alle eller haft til formål at ville skade eller forulempe KNI's medarbejdere.

Vi respekterer de mange, mange dygtige, loyale og engagerede mennesker, der har deres levebrød gennem ansættelsen i KNI.

Men omvendt må de samme medarbejdere forstå, at debatten ikke handler om medarbejdere og enkeltpersoner, men om selve troværdigheden i de politiske budskaber, og herunder ikke mindst de brede, samfundsgavnlige gevinster, som de førnævnte rapporter og analyser understøtter som en ren og skær nødvendighed. - nemlig at privatiseringen må og skal påbegyndes nu!

I HST forstår vi nemlig ikke, hvorfor det er naturnødvendigt, at samfundet (d.v.s. KNI) skal sælge mel, ris og gryn i de såkaldte "konkurrencebyer" - et begreb, der i øvrigt er opfundet af KNI selv?

Hvori ligger den samfundsmæssige gevinst i renovering og udvikling af nye, flotte imponerende butikshuse?
- og i et stadigt og til tider ganske aggressivt opkøb af private virksomheder samtidig med, at KNI med brask og bram bevæger sig ind på helt nye forretningsområder og markeder?
Hvori består den fair og lige konkurrence, når KNI har både formelle og de facto monopoler på en lang række områder?
- og i samme forbindelse; hvordan kan nogen tale om eller tro på, at en politisk drevet mastodont der, om man nu kan li' det eller ej, har et økonomisk sikkerhedsnet som alle landets skatteborgere er garanter for, konkurrerer på lige vilkår med en (typisk mindre) privatejet virksomhed?
Hvorfor mon, at vort eget erhvervsliv og de udenlandske investorer, som man i øvrigt elsker at tale om viger tilbage for at investere i Grønland - kunne det skyldes frygten for den i realiteten fuldstændigt ukontrollerede offentlige konkurrence?
- og mon det også er derfor, at bankerne synes at tøve med at låne penge ud til nye private erhvervsinitiativer?
Forstå os ret. Vi finder det da godt, at KNI kan opvise et overskud, for så skal vi/samfundet da ikke umiddelbart af med yderligere kontanter via skatten.

Men de principielle synspunkter om privatisering ændres altså ikke en tøddel, bare fordi man opviser et mindre overskud et enkelt eller flere år i træk.

Vi har grumme svært ved at acceptere, at man på baggrund af et i virkeligheden ganske svagt resultat øger gældsætningen ved at poste tre-cifrede millionbeløb i en ofte poppet og forkromet make-up af butikkerne.

Og accepten er helt borte, når private mindre virksomheder må bukke under for presset.

Vi synes i samme åndedrag da også, at ejerne/vi/samfundet har ret og krav på en fornuftig tilbagebetaling af de voldsomme offentlige investeringer.

Det er det fænomen vi i det private erhvervsliv også kalder afkast. Og hvorfor i alverden skulle KNI, der jo skal fungere på "markedsmæssige vilkår", ikke også betale sine ejere?

Det er vigtigt at understrege, at et overskud ikke i sig selv kan udgøre eksistensberettigelsen for en offentligt ejet og såkaldt kommercielt drevet virksomhed.

Det er - kort & godt - det første elementære krav!

Et løbsk KNI der ukritisk tillades at forvalte samfundets midler i stedet for at disse eksempelvis anvendes til renovering af skoler og institutioner vækker ikke beundring - men kun dyb bekymring.

Og det er nu ikke så utroligt svært, som politikerne ynder at fortælle, at privatisere KNI. Indledningsvis kunne man starte med at pålægge den velbetalte bestyrelse, at der indenfor en tidshorisont på 6-8 måneder udarbejdes en klar plan for en privatisering, der eksempelvis kan omfatte en enkelt butik eller en hel by.

HST støtter varmt ideen om at der i første række udarbejdes en præcis oversigt over, hvad samfundets virksomheder egentlig beskæftiger sig med. Dernæst bør der arbejdes med opsætning af klare mål for hver enkelt aktivitet og hvert enkelt forretningsområde, som hver især bliver og målt og vurderet ud fra blandt andet konkurrencemæssige, sociale og beskæftigelsesmæssige forhold.

Arbejdet bør udføres i åbent samarbejde imellem relevante organisationer og de pågældende offentligt ejede virksomheder - tilsat blot en knivsspids politisk instans.

Udtrykt i et billede fra sportens verden er erhvervslivets situation i dag således, at langt langt hovedparten af "de private" kæmper i fluevægt og måske enkelte i mellemvægt.

KNI derimod, er helt klart i sværvægtsklasse, og kampdommeren er sværvægtsbokserens storebror!

Det er og bliver en ulige kamp, som selvfølgelig kun kan få een udgang!

Kan vi nu komme i gang for alvor, og forhåbentlig gøre en sandhed ud af en i Grønland verdensberømt udtalelse - som vi i situationens og alvorens anledning har omskrevet lidt:

"Gi' så de private de chancer..."