Landstingsmedlemmernes løn og arbejdstid

Diskussionen af landstingsmedlemmers løn tegner et billede af folkevalgte som dovne og pengegriske. Det er svært at genkende, når man som jeg ser bagsiden/indersiden af samme billede

Onsdag d. 19. april 2000
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse: Politikerlede Dobbeltposter og arbejdstid Andet lønnet job Spørgsmål Mere fleksibilitet Lønniveau Sammenligninger Dobbeltposter Landstingssamlinger og arbejdstid Er det det, vi ønsker? Til vælgerne Diskussionen af landstingsmedlemmers løn tegner et billede af folkevalgte som dovne og pengegriske. Det er svært at genkende, når man som jeg ser bagsiden/indersiden af samme billede. Der er flere tankevækkende aspekter i diskussionen om landstingsmedlemmernes lønforhold. Indholdsmæssigt er debatten uden synderligt mange faktuelle oplysninger, der bringes endog ukorrekte oplysninger. Ligesom der er sket en sammenblanding af systemkritik og personkritik. Jeg savner, at diskussionen sættes ind i et større samfundsmæssigt perspektiv. Politikerlede Diskussionen handler også om, hvad det er for en slags politikere, man vil have og hvilke krav, der skal stilles til de folkevalgte. Det er godt. Der er også nogle bagvedliggende budskaber i debatten. Min hypotese er, at tonen i diskussionen først og fremmest er symptom på en række misforhold mellem politikere og vælgere, så som mistillid, lukkethed, pamperi, og politikerlede. Jeg tror også, debatten er udtryk for frustration over, at det kan være svært at få øje på de langsigtede politiske mål og utilfredshed med den store kløft, der hersker mellem de der har og der ikke har. Dobbeltposter og arbejdstid I spørgsmålet om landstingsmedlemmers løn diskuteres flere emner på en gang: at nogle landstingspolitikere har andet lønnet civilt arbejde samtidigt med at være landstingspolitiker, selve lønnens størrelse, dobbeltposter og antal landstingssamlinger. Andet lønnet job Som systemet er i dag, findes ingen generelle regler for landstingsmedlemmers ret eller uret til at have andet lønnet civilt arbejde samtidigt med at være landstingspolitiker. Det vil sige, det er op til den enkelte landstingspolitiker at tage stilling til, hvordan hun vil forholde sig til det spørgsmål. I andre lande findes der forskellige retningslinjer for netop dette spørgsmål. På Færøerne besluttede Lagtinget sidste år, at Lagtingsmedlemmer højst må have halvtidsarbejde ved siden af at være Lagtingsmedlem. Spørgsmål Er det sådanne regler man ønsker her i landet? Hvad er fordele og ulemper ved at en landstingspolitiker har/ikke har andet civilt arbejde? Mener man, at de politikere, der har været fuldtidspolitiker og haft politik som levebrød i ganske mange valgperioder, har gjort det så godt, og er blevet dygtigere og mere tillidsvækkende, at andre fremover bør følge deres eksempel? Eller er der ikke en større risiko for at fostre taburetklæbere, og at politikerne kommer til at leve i en slags vakuum endnu længere væk fra "det almindelige liv "? Kunne man forestille sig at den fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet gav politikeren større indsigt i vigtige samfundsforhold, sikrede at politikere beholdt begge ben på jorden, og blev mere realistiske i valg af midler? Mere fleksibilitet Jeg mener, at der er brug for fleksible retningslinjer især for nyvalgte, således at der gives rimelige betingelser i overgangen fra civilt arbejde til arbejdet som folkevalgt. Denne fase tager op til et par år, afhængigt af hvilket job den nyvalgte kommer fra. Derefter mener jeg godt, vi i Grønland kan kræve, at de folkevalgte prioriterer deres politiske hverv fuldt ud. Lønniveau Det er helt relevant at spørge hinanden om, hvordan vi skal værdisætte arbejdet som landstingspolitiker, målt på månedslønnen, pensionsordning med mere. I dag får et landstingsmedlem (undertegnede som eksempel) en månedsløn på ca. 19.500,- kroner (før skat) samt et skattefrit tillæg på ca. 4.000,- kroner der skal dække telefon, porto med videre. Derudover er der udlånt en bærbar PC’er til alle landstingsmedlemmerne. PC'eren er koblet på Landstingsbureauets system, så man nemt kan kommunikere med hinanden. I forbindelse med udvalgsrejser modtager landstingsmedlemmer dagpenge efter gældende regler og satser - ganske ligesom øvrige ansatte i det offentlige. Dagpenge er ikke løn, selv om Qanorooqs indslag fredag aften (den14. april 2000) regnede dagpenge som en del af lønnen. Sammenligninger Jeg vil meget gerne være med til at brede diskussionen om lønstørrelsen ud, så vi får en generel debat om vores lønniveau og lønforskelle her i landet. Sammenligningerne skal ikke gå alene på landstingspolitikerens og den ufaglærtes løn. Lønsystemet er trods alt meget mere nuanceret og bør diskuteres samlet. Desuden mener jeg, at ansatte i diverse aktieselskaber og.bestyrelsesformænds honorarer også må inddrages i en samlet diskussion. Jeg går ind for, at Grønland arbejder på at indføre en slags borgerløn for alle med satser, der primært afspejler vedkommendes forsørgerbyrder. Dobbeltposter Jeg har lagt mærke til, at flere i diskussionen kæder landstingsmedlemmers løn sammen med at have en anden løn fra anden post som folkevalgt, for eksempel borgmesterposten. I den sammenhæng mener jeg, det er vigtigere at diskutere, om vi ønsker et samfund, hvor politiske beslutninger tages af få eller mange personer. Er demokratiets ide ikke at sprede magten på så mange som muligt? Jo. Landstingssamlinger og arbejdstid I debatten hæfter man sig ved, at der kun er 2-3 landstingssamlinger på et år og drager konklusionen, at landstingspolitikere kun arbejder, når der er samlinger. Det minder mig om påstande om, at præster kun arbejder om søndagen, og at skolelærere har det nemt, fordi de får tidligt fri om eftermiddagen og har mange og lange ferier. Landstingsarbejdet er som et isbjerg, landstingssamlingerne er den del af isbjerget, der rager op over vandet, resten af året arbejdes der - den del af isbjerget der er under havoverfladen. At Landstingsarbejdet tilrettelægges med 2-3 samlinger om året er ikke uden problemer, så diskussionen er vigtig. Der knytter sig en række bekymringsværdige spørgsmål hertil. Under landstingssamlingerne arbejdes der i perioder næsten i døgndrift, med risiko for, at det går ud over kvaliteten af lovgivningsarbejdet. Det er som at leve i en osteklokke uden for alt almindeligt og sundt liv, som om de børn der skal beskyttes, de ældre der skal passes, og de vælgere, der skal holdes ajour, ikke eksisterer. Der findes ingen arbejdstidsregler, hviletidsregler, og hvad det nu alt sammen hedder i almindelige ansættelsesforhold. Når landstinget ikke mødes oftere, betyder det, at Landsstyret får meget magt, og indtil der opbygges en stærkere tradition for, at især udvalgene arbejder mellem samlingerne, vil landsstyret fortsat sidde med de stærkeste kort på hånden. Er det det, vi ønsker? På grund af landets geografi og bosætningsmønster er det et dilemma, som ser næsten uløseligt ud. En model ville være, at samlingerne blev længere med nogle ugers opbrud, hvor der blev mulighed for mere individuelt at tilrettelægge sit politiske arbejde. Andre faggrupper har fagforeninger til varetagelse af medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Sådan er det ikke for landstingspolitikere. Det betyder ikke, at disse vigtige spørgsmål fortsat skal afklares udelukkende på det individuelle niveau. Sådanne vigtige spørgsmål bør ikke alene afgøres efter det enkelte medlems forgodtbefindende. Det er på tide, at de enkelte partier, som parti forholder sig til disse forhold og tager ansvar for rollen som bagland på sig. Hermed en opfordring til at diskussionerne føres ind i partierne. Der skal ikke herske tvivl om, at der er brug for at ændre visse arbejdsvilkår for landstingspolitikerne. For eksempel bedre boligforhold under landstingssamlingerne, mulighed for bevarelse af familielivet og spørgsmålet om pensionsordninger. Spørgsmål om arbejdstids- og hviletidsregler må også gøres til genstand for diskussion. Ovenstående spørgsmål bør prioriteres før grundlønnen ændres. Lønniveauet for landstingsmedlemmer er en politisk afvejning og afgørelse, derfor undrer det mig at en embedsmandsgruppe er bedt om at komme med udspil om lønforholdene. Til vælgerne Jeg synes det er godt, der stilles krav til alle folkevalgte. De bør være saglige og præcise. Mit ønske er, at kravene skal ses i forhold til de systemer og rammer, vi bygger op til varetagelse af det politiske arbejde, så systemerne også gøres til genstand for forandringer.