Børn og unge er også en levende ressource

Selv om det ikke er de fleste børn, der lever kummerligt, set i forhold til alle børn i hele Grønland, så er til gengæld de overgreb og svigt de udsættes for af en så alvorlig karakter, at disse børns fysiske og eller psykiske sundhed og udvikling er i fare. Vi har grund til at frygte, at antallet af børn i farezonen er stigende

Fredag d. 1. marts 2002
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse: Grundlæggende principper i børnepolitikken Barnets sociale udvikling i Den gode Skole Behovet for døgninstitutionspladser Daginstitutionsområdet Opkvalificering af det faglige arbejde Forslag om børneudvalg blev forkastet Offentlig omsorgssvigt - hvad er det? Konsekvenserne Selv om det ikke er de fleste børn, der lever kummerligt, set i forhold til alle børn i hele Grønland, så er til gengæld de overgreb og svigt de udsættes for af en så alvorlig karakter, at disse børns fysiske og eller psykiske sundhed og udvikling er i fare. Vi har grund til at frygte, at antallet af børn i farezonen er stigende. Der er derfor al mulig grund til at bekymre sig om, hvordan vi skaber et børnevenligt samfund, et godt liv og en tryg fremtid for den opvoksende generation. Ja der er lige så mange grunde som til at bekymre sig om fiskeriets rentabilitet. Børn og unge er også en levende ressource, og problemerne her er lige så akutte som fiskeriets. En fortsat misligholdelse af ressourcen vil få katastrofale følger for Grønland. Grundlæggende principper i børnepolitikken Derfor har Inuit Ataqatigiits syv mandater i Landstinget i de forgangne tre år været med til at sætte dagsorden om børns vilkår på Landstingets møder. IA arbejder ud fra princippet om, at børns levevilkår skal forbedres gennem en målrettet, helhedsorienteret, tværfaglig, tværsektoriel og koordineret indsats. Disse skal tage udgangspunkt i børns samlede behov. Gode resultater forudsætter et åbnet samarbejde mellem fagfolk, forældre og politikere, centralt og lokalt. Endelig bør det erkendes at forbedring af børns vilkår koster penge. Disse principper har været den røde tråd i vores medvirken i lovgivningsarbejdet i Landstinget. Nogle gange har der været opbakning fra de øvrige partier, andre gange har vi stået nøgne og alene tilbage. Vi er kommet i mindretal, og flertallet har gjort sig skyldige i samfundsmæssige omsorgssvigt. Her er nogle eksempler: Barnets sociale udvikling i Den gode Skole Der er megen fokus på "den gode skole". Der næres store forhåbninger til den proces, som allerede er i gang med henblik på at forbedre børnenes skolegang. Forordningsforslagets oplæg til Folkeskolens formål og principper lægger op til, at skolen skal medvirke til at fremme elevens sundhedsmæssige, sociale og emotionelle udvikling. Mange børn i dag har vanskeligheder i skolen på grund af familiære og sociale problemer. Det betyder blandt andet et stort pres og lange ventelister på PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Skal fremtidens gode skole kunne leve op til formålet om at støtte børns sociale udvikling, er det sandsynligt, at henvisningerne til PPR vil vokse yderligere særligt i en overgangsperiode. Dette afspejler sig dog ikke i Finansloven for 2002. På efterårssamling i 2001 kritiserede IA den manglende oprustning af PPR, end ikke i budgetoverslagsårene - uden opbakning fra de øvrige medlemmer. Hvor er sammenhængen mellem mål og midler? Hvor er "samtænkningen"? I øvrigt har PPR-kontorerne allerede nu store vanskeligheder på grund af personaleflugt. Vi har således på nuværende tidspunkt og på landsplan kun to uddannede psykologer til at tage sig af den psykologisk-pædagogiske rådgivning af hele landets skolevæsen. Behovet for døgninstitutionspladser Der findes cirka 137 pladser på landets ti døgninstitutioner for børn og unge. Derudover er der et ukendt antal børn og unge anbragt i familiepleje. Vi ved, at der er et større behov for behandling end døgninstitutionskapaciteten i dag klarer. Mindst 50 børn og unge står på venteliste, heraf adskillige med et decideret behandlingsbehov. Derfor har IA set frem til udvidelsen med fire pladser på Meeqqat Illuat. Byggeriet er i gang, udvidelsen står klar i løbet af foråret eller sommeren. Under finanslovsarbejdet i efteråret 2001 kunne man konstatere, at der for 2002 og årene frem ikke er afsat flere midler til driften af Meeqqat Illuat. Både under 2. og 3. behandlingen af finansloven, spurgte vi hvorfor. Svarene var uldne - noget med, at der var nedsat en arbejdsgruppe med folk fra Socialdirektoratet og KANUKOKA, og så skulle man se........... Vi spurgte endvidere direkte til KANUKOKA’s rolle i spørgsmålene vedrørende døgninstitutionerne, takstbetalinger og udvidelse af antal pladser. Ingen klare svar. KANUKOKA er med andre ord en større magtfaktor til forbedring eller forværring af børns vilkår end os menige landstingsmedlemmer. Spørgsmålet er nu: Hvem varetager børnenes interesser i kommunerne? Hvad sker der med de børn/unge der står på venteliste til døgninstitution? Daginstitutionsområdet Partiernes overordnede synspunkter om daginstitutionsområdet blev fremlagt i forbindelse med "Redegørelse om Daginstitutioner" på forårsmødet 2000. IA krævede, at den nye forordning skal indeholde bestemmelser om målsætninger og principper for daginstitutionerne. Vi understregede igen nødvendigheden af at "samtænke" og koordinere målsætninger for daginstitutioner med folkeskolereformen "Den gode Skole", og sagde, at det haster. Landstingets Sociale Udvalg henvendte sig i februar 2001 til landsstyret for at høre om landsstyrets overvejelser om koordineringen mellem daginstitutionsområdet og "Den gode Skole". Udvalget måtte rykke landsstyret tre gange hen over 2001. Der kom aldrig noget seriøst svar. På efterårssamlingen 2001 kom der et dårligt gennemarbejdet og ufuldstændigt forordningsforslag om daginstitutioner. Det lykkedes at skabe enighed blandt medlemmerne i Landstinget om at bede om udskydelse af 2. og 3. behandlingen til forårssamlingen 2002. Ligesom landsstyremedlemmet blev bedt om at komme med forslag til bestemmelser vedrørende mål og principper for vore daginstitutioner. Landsstyremedlemmets adfærd i denne sag kan kun forstås som, at nedgøre og nedprioritere lovgivningsarbejdet på et meget vitalt område, desuagtet at der allerede tilbage i januar 2000 var skabt enighed mellem fagudvalg og det ansvarlige landsstyremedlem om at opprioritere arbejdet med børn og unge. Der er også eksempler på konsekvenserne af offentlig omsorgssvigt i vore daginstitutioner. Spørgsmålet om hyppige mellemørebetændelse blandt grønlandske børn har været genstand for et større forskningsarbejde. Læge Preben Homøe har skrevet doktorafhandling herom, og fundet, at vi i Grønland har verdensrekord i mellemørebetændelse. Han foreslår blandt andet, at børnetallet i daginstitutionerne skal ned. Hvis ikke de ansvarlige skrider ind for at skabe forbedringer på baggrund af disse forskningsresultater, vil de igen gøre sig skyldig i offentlig omsorgssvigt. Opkvalificering af det faglige arbejde Øget forståelse hos fagfolk vil resultere i mindre tilsløring af problemerne og give mulighed for mere bevidst prioritering af arbejdet med omsorgssvigtede børn og unge. Det grønlandske samfund står over for et presserende behov for at opkvalificere hjælpeapparatet. Derfor har IA tilbage til finanslovsdebatten i efteråret 2000 slået til lyd for at målrette og koordinere efter- og videreuddannelsestiltagene for medarbejdere i den sociale sektor, samt på tværs af sektorerne. Knaphed på ressourcer sætter grænser for kvaliteten af undersøgelses- og behandlingsarbejdet. Det haster med at kvalificere hjælpeapparatet. Ellers øges risikoen for mere offentlig omsorgssvigt. Hjælpeapparatet kommer således til at bekræfte børns oplevelse af voksenverdenen: Voksne er ikke til at stole på, ikke i stand til at forstå, hvordan børn har det og kan ikke hjælpe. Forslag om børneudvalg blev forkastet Landstinget kan i følge sin egen forretningsorden § 23 nedsætte et midlertidigt udvalg. Denne mulighed brugte vi i IA på vintersamlingen, februar 2000, til at stille forslag om at Landstinget skulle nedsætte et midlertidigt børneudvalg. Målet var blandt andre at dette udvalg skulle kontrollere og undersøge om ny og eksisterende lovgivning sikrer børns grundlæggende rettigheder (jfr. FN’s børnekonvention). Udvalget skulle servicere de andre stående udvalg med input til det lovbehandlende arbejde. Efter fremlæggelsen i Landstinget var debatten nærmest præget af, "hvad bilder i jer ind at stille et sådant forslag". Som om Olga Poulsen og undertegnede havde begået en stor forbrydelse. Til vores store forundring. For vi havde undersøgt, at denne mulighed var benyttet tidligere, nemlig til nedsættelse af et midlertidigt alkoholudvalg. Vi havde derfor fået den opfattelse, at Landstinget nedsatte midlertidige udvalg vedrørende spørgsmål, tinget prioriterede op som særligt vigtige. Under hensyn til den stigende debat i befolkningen vedrørerende børns vilkår med krav om forbedringer tillige med partiernes udmeldinger i løbet af 1999, havde vi fået den opfattelse, at netop børns vilkår var et opprioriteret tema hos alle i Landstinget. Vi må erkende, at vi tog fejl. Forslaget vandt ikke genhør og blev stemt ned. Man burde nedsætte et Dorph-udvalg, som parallel til Enoksen-udvalget. Offentlig omsorgssvigt - hvad er det? I det foregående har jeg forsøgt at give nogle konkrete eksempler på adfærd i det politiske system, som må betegnes som offentlig omsorgssvigt. Med disse eksempler kan vi konkludere: At langsommelig, useriøs og ikke ordentligt gennemarbejdet lovgivningsarbejde i Landstinget udgør offentlig omsorgssvigt. Manglende koordinering af lovinitiativer på vitale områder for børn udgør offentlig omsorgssvigt. Utilstrækkelige støtte- og behandlingsinitiativer udgør offentlig omsorgssvigt. Manglende bevillinger med knaphed på faglige og økonomiske ressourcer til følge udgør offentlig omssorgsvigt. Undladelse af opkvalificering af hjælpeapparatet udgør offentlig omsorgssvigt. Konsekvenserne Problemer som vold, kriminalitet og visse psykiske lidelser kan i høj grad være følger af omsorgssvigt. Undlader samfundet (politikerne) at yde en aktiv indsats for at undgå disse problemer er der tale om offentligt overgreb, også i forhold til de børn, hvis hverdag er præget af vold, kriminalitet med videre. Hvad skal der til? Først og fremmest skal der vilje til at skabe forandring og vilje til omprioriteringer på samfundsplan. Der må ske en holdningsændring, der skal nytænkning til. Der skal sættes en målrettet proces i gang med henblik på at skabe mærkbare forbedringer af børnefamiliernes levevilkår, med en tidsramme på maksimalt ti år. Arbejdet med børn skal organiseres om. De nuværende strukturer skal brydes ned og bygges op på ny. Separat sektortænkning skal erstattes af en fælles tænkning med fælles mål, og der skal laves økonomiske kalkyler på, hvad denne proces vil koste. Hvilken anden offentligt ejet virksomhed kan sælges med et provenu på et tre cifret millionbeløb - så indtjeningen kan bruges til investering i Grønlands vigtigste levende ressource? Der er brug for den offentlige opinion som løbende bør være med til at minde politikerne om nødvendigheden af at gøre noget. Der er brug for, at fagfolk kommer på bane og bidrager med erfaringer og ideer til nye veje at gå. Der er brug for en vågen presse, der ikke kun laver følelsesladede sensationshistorier, men usentimentalt dokumenterer fakta. Der er brug for forskning til at opsamle viden, holdninger og erfaringer. Der er brug for, at vælgerne holder deres repræsentanter i Landstinget fast på at opprioritere forbedring af børn og børnefamiliers vilkår.