Om Matadorpenge

Radioavisens Danmarks-redaktion har forgæves søgt at skære spørgsmålet om ansvar ud i pap for lytterne, blandt andet i et interview med professor Erik Johnsen, der tidligere har været hjemmestyrets rådgiver ved dannelsen af aktieselskaber. Hverken han eller nogen anden, der interesserer sig for problematikken, er i tvivl om, at politiske formandsskaber i aktieselskaber er en dårlig idd, og at aktieselskabslovens bestemmelser om ansvar også gælder for politikere.

Torsdag d. 2. november 1995
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

BORGERNE I GRØNLAND har af gode grunde svært ved at forstå omfanget af de økonomiske dispositioner i samfundet. På den ene side er der de udglattende politikere og på den anden side en stædig presse, der hårdnakket påstår, at konsekvenserne af de værste fadæser rammer os alle på pengepungen i mange år fremover. Det er heller ikke nemt, og det bliver helt uoverskueligt, når de forskellige parters manipulerer med - eller bare ikke forstår - noget så konkret som beløbsstørrelser eller værdien af tilgodehavender og renteindtægter. I den danske version af en radiodiskussion i søndags kaldte Anders Nilsson hjemmestyrets støtte til KNI for matadorpenge, og en af journalisterne talte flere gange om, at redningsaktionen for KNI havde kostet landskassen en halv million kroner. Det sidste var naturligvis en fortalelse, men der er pokker til forskel på en halv million kroner og en halv milliard. Det første er til at overskue, men det er det sidste ikke. En halv milliard er en forfærdelig masse penge. Så mange penge er der ikke engang i kassen i en matador-bank, og Anders Nilssons overraskende bagatelisering - eller afvisning - af landskasse-tilskuddet til KNI er en direkte omgåelse af sandheden. HVIS MAN overhovedet skal ind på den tanke, at landskassens nedskrivning af KNI-gælden er værdiløse legetøjspenge, så må det samme gælde for Tele Greenlands afvikling af gæld til landskassen. Og den optræder ellers på 1996-finansloven som et overskud. Og hvis underskud i nogle hjemmestyrevirk somheder er matador-værdier, så er andre hjemmestyrevirksomheders overskud det vel også. Så er alting jo ligemeget. Hvis ingenting betyder noget, hvorfor skal KNI så overhovedet effektiviseres? Hvorfor skal der fyres et større antal medarbejdere, hvis underskuddet er ligegyldigt? Hvorfor er det så vigtigt, at en eksportvirksomhed som Royal Greenland drives efter resultatorienterede målsætninger, når underskud i hjemmestyrevirksomhederne er ligegyldige? Jo længere, vi væver på den ende, jo mere tåbeligt lyder det? Og det kan Anders Nilsson naturligvis forstå. Han siger bare noget andet. NÅR LANDSSTYRET vil tage kegler på Tele Greenlands indfrielse af lån, så må man også tage ansvaret for det modsatte og drage de konsekvenser, der er nødvendige og fjerne de mennesker, der har ansvaret for, at der ikke blev grebet ind noget før. Men det modsatte sker. Landsstyret prøver at forklare vælgerne, at Grønland har haft store fordele af KNI's underskud, og at redningsaktionen i virkeligheden er et fornøjeligt brætspil. En enkelte politisk formand bliver knaldet, mens to andre bliver forfremmet. Radioavisens Danmarks-redaktion har forgæves søgt at skære spørgsmålet om ansvar ud i pap for lytterne, blandt andet i et interview med professor Erik Johnsen, der tidligere har været hjemmestyrets rådgiver ved dannelsen af aktieselskaber. Hverken han eller nogen anden, der interesserer sig for problematikken, er i tvivl om, at politiske formandsskaber i aktieselskaber er en dårlig idd, og at aktieselskabslovens bestemmelser om ansvar også gælder for politikere. Men han mistede sit job dengang, fordi han fremturede. DER ER KUN HÅBET tilbage om, at vælgerne ved næste valg tager sagen i egen hånd og fravælger de mennesker, der kunne have sagt fra i tide eller slået alarm - så vi ikke kom så langt ud som i tilfældet med KNI. Tidligere forsøg på her i avisen at beskrive KNI-skandalens omfang har desværre ikke fremkaldt bemærkelsesværdi kritik fra læserne, ligesom Radioavisen heller ikke har kunnet få lytterne op af stolen. Enten er vi ikke gode nok, eller også er politikernes hæmningsløse manupulationer så dygtigt udført, at man tror dem. Eller også er skatteyderne bare ligeglade. Det er det, der er det underlige. Hvis man forestiller sig, hvad der ville ske, hvis skatteyderne andre steder - for eksempel i Danmark - pludselig skulle udrede 12,5 procent af et års finanslov. Så ville regeringen falde og en ny komme til. Men de danske politikere kender nok ikke fidusen med matadorpengene. I RADIODISKUSSIONEN i søndags sagde Anders Nilsson i øvrigt, at AG i en leder havde påstået, at KNI-underskuddet var opstået ved, at nogle havde anbragt pengene på svejtserkonti. For en ordens skyld skal vi her gøre opmærksom på, at det var en løgnehistorie - mærkværdigt nok fremsat af en politiker, der selv er meget følsom for hårdhændet avisomtale. I foråret anmeldte han Sermitsiaq til politiet for injurier eller bagvaskelse.