Ingen låg på debatten!

I ETHVERT SAMFUND er debat, åbenhed og oplysning en grundlæggende forudsætning for demokratiet, og selvom de to parter i lufthavnskonflikten ikke bryder sig om den, så er den en vigtig forudsætning for, at befolkningen kan følge med i begivenhederne og være med til at kontrollere, om reglerne bliver overholdt og de politiske intentioner indfries.

Tirsdag d. 18. juni 1996
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

DEBATTEN om de manglende næringsbreve i forbindelse med lufthavnslicitationerne fortsætter. Ganske vist med beklagelse fra landsstyreformanden, landsstyremedlemmet for trafik og arbejdsgiverforeningen, der har haft møde om problemerne. I en fælles udtalelse erklærer de samstemmende, at debatten ikke har været positiv, men arbejdsgiverforeningen skriver i en supplerende udtalelse, at de ikke slår en streg over fortidens og landsstyrets synder.

I fællesudtalelsen, der er underskrevet Lars Emil Johansen, Peter Grønvold Samuelsen og formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening, Peter Pars, beklager de den debat, der har været i pressen i den senere tid. Den tjener ikke samarbejdsrelationerne i en stor samfundsmæssig sag som anlæggelsen af lufthavnene i Grønland.

- Der har været uenighed undervejs, men den er nu ryddet af vejen, siger de tre parter i den fælles udtalelse. - Men fortiden er ikke glemt, skriver arbejdsgiverne i en pressemeddelelse, de er alene om.

Det betyder, at foreningen som planlagt vil have ombudsmanden til at vurdere landsstyrets forvaltning af licitationerne, )igesom den i enhver henseende vil varetage medlemmernes interesser og fremsætte og forsvare de klager, medlemmerne har fremsat.

I ETHVERT SAMFUND er debat, åbenhed og oplysning en grundlæggende forudsætning for demokratiet, og selvom de to parter i lufthavnskonflikten ikke bryder sig om den, så er den en vigtig forudsætning for, at befolkningen kan følge med i begivenhederne og være med til at kontrollere, om reglerne bliver overholdt og de politiske intentioner indfries.

Ønsket om at stoppe en debat, fordi den er ubehagelig, kan godt virke fordækt. Naturligvis er det ufrugtbart, hvis debatten afspores af personlige angreb og nedgørelser, og en sådan dialog er komplet uinteressant for presse og offentlighed.

Men hvis debatten er ubehagelig, fordi den er afslørende, så skal den holdes i gang, og så skal de to parter ikke handle i porten og holde offentligheden udenfor.

Debat er utrolig vigtig, fordi den øger offentlighedens interesse for samfundet og dermed fremprovokerer information og oplysning.

ER GRUNDLAGET FOR debat uenighed, så er netop debat det rigtige redskab til at få trådene samlet.

Naturligvis er der ting, der ikke kommer offentligheden ved. Uenighed mellem privatpersoner eller konkurrerende forretningsdrivende er normalt ikke noget, offentligheden skal blande sig i. Men det er svært at forestille sig, at væsentlige diskussioner, som det offentlige er part i, skal foregå for lukkede døre.

Derfor skal landsstyret og arbejdsgiverforeningen ikke prøve at lægge låg på debatten om licitationer og landingsbanebyggeri, men tvært imod med pressens hjælp lægge problematikken frem for offentligheden, så enhver kan forstå, hvad det handler om. Forudsætningen for at hruge offentlige midler er, at man kan forklare skatteyderne, hvad pengene går til - og i et sprog som skatteyderne forstår. Derfor skal landsstyrets redegørelse om de manglende næringsbreve være jordnær og indlysende.

DEMOKRATI virker bedst, hvis samfundet oplysningsmæssigt er et åbent samfund, hvor informationer om hvad som helst frigives når som helst, der er brug for dem. Derfor var landsstyreformandens udmelding om, at nu fungerer hjemmestyrets kontorer som en åben bog for pressen og offentligheden, kærkommen. Alle kan udtale sig om hvad som helst, når som helst. Det er allerede et halvt års tid siden.

Men set fra AG's runde bord er der ikke sket væsentlige ændringer på dette område. Ganske vist er der oprettet en ny informationstjeneste, der er under indkøring, men hjemmestyrelabyrintens åbne døre er stadig camoufleret som blindgyder.

Alt tager sin tid. Det må vi lære at leve med. Man må acceptere en vis træghed for alle nyskabelser, men hvis de reelle forudsætninger som for eksempel tryghed og sikkerhed i hjemmestyreansættelsen i forbindelse med den nye åbne-døre-politik alligvel af en eller anden grund ikke er til stede, så kommer der ingen effekt af de gode intentioner.


Debatten i ethvert samfund er grundlaget for demokrati
I nogen tid har Atuagalliutit/Grønlandspostens ledere haft et kamoufleret budskab i sine ledere - en sammenkædning af de ord der står skrevet med versaler.