Bombemål som nabo - om Thule Air Base

PUNKTUM for undersøgelserne blev sat i fredags. Nu ved vi, hvordan tingene hænger sammen. Vi ved, at befolkningen i Qaanaaq har været brikker i et spil. Små, ubetydelige bønder på skakbrættet. Soldater, man kan ofre for helhedens skyld. For at andre kan overleve.

Onsdag d. 29. januar 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Thule Air Base.

DUPI-RAPPORTEN - det udenrigspolitiske instituts redegørelse for dansk atompolitik i Grønland - er afleveret til udenrigsministeren. Dens konklusioner kan ikke forbavse nogen her til lands. Vi har længe været overbevist om, at den danske regering gennem tiden har været fuldt orienteret om den hemmelige atomvåbenpolitik for Grønland. Nu er der bare kommet en rapport, der bekræfter det. Rapporten beskæftiger sig ikke kun med at besvare konkrete spørgsmål. Den gennemgår den historiske virkelighed, der drev den daværende statsminister H. C. Hansen til i sminkede vendinger at acceptere opbevaringen af atom-våben på Thule-basen. Thules strategiske betydning var enestående i den kolde krigs dage, hvor umådelige mængder af atomvåben blev linet op mellem Øst og Vest. Thule lå på storcirkelkursen mellem Sovjetunionen og USA og havde derfor vital betydning for det amerikanske varslingssystem. Og som fremskudt post mod Sovjet var det helt naturligt for USA at ønske området bestykket med atomvåben. Basens a-våben omfattede fly-bomber til B-52 fly, sprænghoveder til Nike/Herkules raketter og til missiler til F-102 jagere. Som amerikanerne så det, var denne atomvåbenoplagring nødvendig, ikke bare for USA, men for hele den vestlige Verden. Derfor spillede hensynet til den lille grønlandske befolkning - og endnu mindre den "thule-siske" - ikke nogen større rolle. Statsminister H. C. Hansen har været overbevist om, at han ikke havde noget valg, da han i 1958 lod den amerikanske ambassadør i Danmark forstå, at USA kunne gå videre med planeme om at placere atomvåben på basen i Thule. Han var fanget af det vestlige broderskab og kunne ikke sige fra. Ikke når det virkelig var alvor. Skiftende stats-, udenrigs- og forsvarsministre i Danmark har haft kendskab til oplagring og overflyvninger. Atomoprustningen i Grønland har været en kendt del af dansk udenrigs- og forsvarspolitik. Men den var betændt og hemmelig, og ingen sagde fra, før "lokummet begyndte at brænde" med nedstyrtningen i 1968. Der var ikke noget valg, siger den hemmelige atom-politiks støtter. Problemet for os at se, her i Grønland, er bare, at man åbenbart havde et valg i Danmark. Danmark kunne være fri for atomvåben. I alt fald inden for det lille lands snævre grænser. Og alle de dyrebare begrundelser og holdningssignaler til den omgivende verden, som Danmark med rette kunne bryste sig af og være stolte af, dem kunne man godt se bort fra i Grønland SÆTTER vi fortsat spørgsmålstegn ved den hemmelige atompolitik i Grønland, så er det ikke mere et spørgsmål om hemmelige dokumenter. Vi ved, hvad der er nødvendigt at vide. Det kan godt være, der stadig er begravet et par "hundelorte" om den dansk-amerikanske forsvarsaftale og de grønlandske baser, men det er ikke noget, der vender op og ned på principper og holdninger. Vi har hørt nok til at vide, at befolkningen i Grønland - og i særdeleshed de mennesker, der var nødt til at flytte til Qaanaaq i 1953 - er blevet krænket. De er ikke bare blevet holdt udenfor beslutningsprocessen, men de fik heller ikke at vide, at de kunne blive ofre for et a-bombenedslag. Det ved de nu. Det er ubehagelig og krænkende viden at få, og den kan kun afføde vrede og skuffelse over den holdning, som USA og Danmark har haft til Grønland og befolkningen i Qaanaaq. Befolkningen blev flyttet, fordi amerikanerne havde brug for området til opstilling af et luftforsvarsanlæg. Det var den officielle forklaring. Skal man se meget positivt på begivenhederne i 1953, kunne man få den tanke, at befolkningen blev flyttet væk fra farezonen - eller i alt fald ud i periferien af den. Men selv med den begrundelse ændrer det ikke på følelsen af at være blevet udnyttet. At have mistet retten til selv at bestemme, om man vil være mål for Sovjetunionens atommissiler. PUNKTUM for undersøgelserne blev sat i fredags. Nu ved vi, hvordan tingene hænger sammen. Vi ved, at befolkningen i Qaanaaq har været brikker i et spil. Små, ubetydelige bønder på skakbrættet. Soldater, man kan ofre for helhedens skyld. For at andre kan overleve. Det er en viden, befolkningen i Qaanaaq nu må bearbejde for følelsesmæssigt at komme over det. Det kan godt være, andre kan se nøgternt på det, at andre mener, at det var en uundgåelig og rimelig ting, at "bønderne" måtte sættes ind for at vinde slaget. Men for de mennesker, der først blev drevet bort fra deres hjem og boplads, og siden blev klar over, at de uafvidende havde været nabo til et brændpunkt, der kunne have ødelagt miljøet for menneske og fangstdyr i mange generationer, for dem er det en alvorlig sag, der ikke rummer forsonende elementer som hensynet til Verden udenfor Qaanaaq. Skal man ofre sig for andre, må man selv tage beslutningen, og selv et lille folk har ret til at sige fra. Den ret blev krænket i den kolde krigs år, ikke kun af amerikanerne, men også af de danske frænder, som Grønland i alt fald dengang følte sig tæt forbundet med. Det sætter sår, og sårene giver ar. Det vil være forståeligt, hvis den danske regering får svært ved at genoprette den venskabelige og varme forbindelse til befolkningen i Qaanaaq. Der skal mere til end tågede vendinger under et lynbesøg i byen. Der skal gives uforbeholdne undskyldninger, ligesom den økonomiske støtte, regeringen har lovet, må gives uden betingelser, så befolkningen selv kan bestemme, hvad de skal bruges til.