En snak om ingenting

Nogle får straks dollartegn i øjnene. Det gælder flere politikere og enkelte medlemmer af den lille, men vedholdende selvstændighedsgruppe, hvis ønsker om løsrivelse fra Danmark er blevet bremset af Grønlands manglende evne til økonomisk at stå på egne ben.

Tirsdag d. 4. marts 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Thule Air Base.

HELDIGVIS ER vi i dette land skeptiske overfor alt, hvad der har med atomkraft at gøre, hvad enten man putter den i bomber eller i kraftværker. Derfor er det også helt i orden, at tankerne om at opmagasinere atomvåben i Grønland fremkalder en heftig og følelsesladet debat, der fordømmer ideen. Sjældent sker der noget, der i den grad sætter ild i debatten som den sporadiske og halvkvædede vise om Grønland som et såkaldt atomvåbenfængsel. Det er sundt at være skeptisk, især når det handler om noget, vi ikke ved en brik om og i virkeligheden ikke kan diskutere på et sagligt plan. Det er netop angsten for dette ukendt, voldsomme og forfærdelige, som vi alle forbinder atomvåben med, som fremkalder reaktionerne. Men det er også en konkret viden om, at atomvåben så ubetinget er det værste, menneskeheden nogensinde har kendt til. Der er ingen grænser for de rædsler, dette alt-ødelæggende våben kan fremmane, ikke bare for dets slagkraft, men også på grund af de helt uoverskuelige følgevirkninger, den radioaktive stråling medfører. Desuden har vi i Grønland dårlige erfaringer med a-våben, med amerikånerne og i den forbindelse også med Danmark, at vi uundgåeligt må stejle, når nogen pludselig taler om at placere alverdens atomvåben her hos os. Vel vil vi ej! DE TIL krig fremstillede a-våben bliver ikke mindre farlige i fredstid. De kan futte af, hvis nogen alligevel skulle finde på at bruge dem. Et af problemerne i øjeblikket er blandt andet, at der i Rusland ikke er fuld kontrol med de våben, det sovjetiske system dengang var i stand til at kontrollere. Derfor gælder det hurtigst muligt om at få kontrol over, få indsamlet og uskadeliggjort de mange a-våben, som stormagterne brugte til at "skære tænder" med overfor hinanden. Det er antageligvis denne situation, der har fået en amerikansk gruppe - regeringens "tænketank" - til at pege på den mulighed, at Grønland kan bruges til atom-fængsel. Og det er alt, hvad vi ved. Det er det, der har fremkaldt debatten. Men det har ikke været modstand det hele. Uden at vide noget som helst om, hvad sagen egentlig handler om, hvad motivet er eller hvor farligt, det er, farer læsere og politikere i blækhuset med forskellige forudsætninger. Nogle får straks dollartegn i øjnene. Det gælder flere politikere og enkelte medlemmer af den lille, men vedholdende selvstændighedsgruppe, hvis ønsker om løsrivelse fra Danmark er blevet bremset af Grønlands manglende evne til økonomisk at stå på egne ben. Nogle taler allerede helt konkret om, at Maarmorilik med alt det bly, der er i fjeldet - eller Mestersvig - vil være velegnede steder. Men hvad ved vi egentlig om alt dette? Vi ved intet som helst. AT SKILLE sig af med alle a-våben er naturligvis en smuk tanke, og nogle har været fremme med synspunkter om, at det ville skabe international respekt, hvis Grønland påtog sig opgaven. Men stadig er det en fuldstændig diffus snak, for hvad er det, man vil have os til, og er der overhovedet nogen, der vil have os til noget? Og hvad indebærer det for Grønland? Er det farligt? Er det fuldt monterede bomber, som vi skal hejse ned i undergrunden? Vil det såkaldte fængsel blive et brændpunkt? Kan det blive målet for angreb eller anledning til krig? Er det kun ladningerne? Er det kun plutonium, eller er det de blikspande, det har været monteret i? Hvad handler det hele om? Bjarne Kreutzmann "klapper hesten". I sin udtalelse fra det efterhånden noget udhulede Akullit Partiiat siger han, at vi må vide noget mere om alt det her, før vi kan tage stilling til det. Han har selvfølgelig ret. Vi ved ingenting. Og vi kan ikke overskue emnet. Alligevel er det genstand for den heftigste debat siden beslutningen om Grønlands kulturhus i Nuuk. AD alle tilgængelige kanaler må vi derfor skaffe os viden om dette her. Vi må være velforberedte, for hvis det virkelig er en international knaldperle, kan det være, at presset på Grønland bliver stort, hvis vi da ikke bliver trynet af stormagterne med Danmark som stik-i-rend-dreng. Som uvidende, uvidenskabelig, u-teknisk, fredelig borger i Grønland kan man imidlertid ikke lade være med at tænke på, hvorfor atomvåben skal; opbevares i stedet for bare at blive skilt ad og skrottet. Hvad mennesker har sammenføjet, kan mennesker vel også adskille. Vi kan bygge biler og skille dem ad. Vi kan bygge huse og rive dem ned, sten for sten. Vi behøver ikke at futte dem af for at komme af med dem. Når nogen ønsker at opbevare atomvåben lyder det uden videre, som om de ønsker at bevare dem til "bedre" eller værre tider. Kan vi ikke bare skille dem ad og genbruge metallet og et eller andet sted i verden deponere den lykkeligvis ubrugte plutonium i et strålesikret "fængsel". Det kan ligge hvor som helst, der kan etableres internationalt stabile forhold.