Lynchning

Men som altid skal der findes en syndebuk, og hvis man slår ned på en, der måske har lidt svært ved at forsvare sig, så afledes opmærksomheden fra dem, der har det egentlige ansvar. Og det er i den her sag primært landsstyret.

Torsdag d. 17. april 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

LANDSSTYREFORMANDEN er gået ud med bål og brand mod landstingets formand Knud Sørensen, der som en af de få politikere har siddet på sin pind i Nuuk og passet sit arbejde. Nu får han skylden for, at landstingssamlingen efter tirsdagens møde måtte udsættes til 2. maj. - Det er alene Knud Sørensens skyld, siger Lars Emil Johansen, og det har han gentaget mange gange de sidste par dage, og bliver han ved med det, ender det med, at folk tror ham. Men det er en helt urimelig lynchning, der foregår i disse dage. Ingen rettergang, ingen undersøgelse, ingen ordentlig situationsvurdering, ingen reel viden om, hvad det hele handler om. Men som altid skal der findes en syndebuk, og hvis man slår ned på en, der måske har lidt svært ved at forsvare sig, så afledes opmærksomheden fra dem, der har det egentlige ansvar. Og det er i den her sag primært landsstyret. Men hvad handler det egentlig om? Og hvorfor blev samlingen udskudt? Det er spørgsmål, som ingen rigtigt kan besvare, og heller ikke her på redaktionen står alting soleklart. I alt fald ikke med udgangspunkt i faktisk information fra landsting og landstyre, eller fra den debat, der pludselig er slået ned som lyn og tordenskrald fra en klar himmel. Sandheden er nok, at ingen rigtigt har interesseret sig for det landstingspolitiske arbejde op til denne samling. Alle har haft travlt med kommunevalget, også landsstyrepolitikerne, der med et besynderligt engagement er gået ind i den kommunale valgkamp. Det var også, hvad Mikael Eriksen, der var mødt op som suppleant for Anthon Frederiksen fra kandidatforbundet, sagde på den tre kvarter lange landstingssamling forleden. Han var en af de fire suppleanter, der var mødt op for landstingspolitikere, der havde travlt med deres kommunalpolitik! Sandheden om den udsatte landstingssamling er ikke så enkel, at man kan hænge en enkelt person op på ansvaret. Og slet ikke Knud Sørensen. UDLÆGGER man imidlertid hans arbejdsopgave sådan, at det er hans ansvar, at der indkommer forslag til samlingerne, så er det rigtigt, at han har svigtet. Men det er IKKE hans opgave. Det er landsstyrets og landstingsmedlemmernes ansvar. Landstingsmedlemmerne har indsendt en lang række forslag, som ligger klar til behandling, men udover landsstyremedlem Daniel Skiftes forslag om tillægsbevilling har landsstyret ikke indsendt et eneste! Knud Sørensen siger selv til AG på side 3, at det efter hans opfattelse ville være betænkeligt, hvis han går ud og rykker landsstyret og landstingspolitikerne for forslag. Det giver vi ham ret i. Det vil være en endog meget betænkelig politiseren, som ikke hører hjemme i den parlamentariske styreform, der endelig er indført i Grønland, hvor den lovgivende og udøvende magt er helt adskilt. Knud Sørensen er blevet kritiseret for, at han egenhændigt har behandlet det indsendte forslagsmateriale. Det er rigtigt, at han alene har tilrettelagt de indkomne forslag til endelig godkendelse i formandsskabet. Men foruden ham selv består formandsskabet kun af kommunalpolitikere, som ikke har haft tanke om landstingsarbejde. Det er Ruth Heilmann, Lars Sørensen, Finn Karlsen og Hans Enoksen, og ingen af dem har haft tid til at møde op i formandsskabet under den kommunale valgkamp. Efter ankomsten til Nuuk har de imidlertid været samlet og har optaget deres arbejde i formandsskabet. Landsstyreformandens indblanding i afviklingen af landstingssamlingen forekommer noget utidig. Det er simpelthen ikke hans bord, og Knud Sørensen hævder i AG, at samlingen godt kunne have været afviklet. Der var nok at tage fat på i salen de første dage, og det efterfølgende udvalgsarbejde ville have udløst endnu flere færdige dagsordenspunkter. RØGSLØR og tågebanker er imidlertid udlagt med stor kyndighed for at dække over den omstændighed, at landsstyret ikke er klar til samlingen. De manglende forslag fra landsstyret efterlader det indtryk, at det er i direktoraterne, man ikke er klar til landstingssamlingen. Det er tilsyneladende dem, der har brug for tid til at forberede sig, men det er jo en slemt pinlig affære, og derfor skal Knud Sørensen knaldes for på den måde at aflede opmærksomheden. Det er en snavset historie. Knud Sørensen har efter det foreliggende passet sit arbejde. Men det har været svært, fordi alle andre end de landstingsmedlemmer, der har indsendt forslag i god tid, har svigtet. Det er ganske enkelt ikke muligt for Landstingets Bureau at producere dagsordensmateriale, hvis forslagene ikke indkommer. Og det er, så vidt redaktionen kan se, denne sags kerne.