Enspriserne skal væk

EN HELHJERTET - eller fuldstændig - afskaffelse af ensprissystemet og monopolerne i de pågældende byer vil uundgåeligt lave radikalt om på samfundet. Men det er også meningen med det hele. Effekten bliver en bedre ressourceanvendelse, større effektivitet, lavere omkostninger, forbedring af konkurrenceevnen, vækst i reallønnen, besparelser i den offentlige finanser og en generel økonomisk vækst.

Torsdag d. 8. maj 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

DET SKAL VÆRE noget, vi virkelig vil, når vi afskaffer ensprissystemet, for hvis vi gør det halvhjertet eller trækker det i langdrag, kommer den positive effekt sent eller måske aldrig. Det er en af de konklusioner, man må drage efter at have læst ensprisrapporten, som en arbejdsgruppe har afleveret til Landstingets videre behandling. Den fremmaner spændende perspektiver, og den virker klokkeren og logisk i sin fremstilling. Alligevel bliver den formentlig svær at "sælge" til politikerne og befolkningen.

Arbejdsgruppen har ikke bare haft til opgave at beregne konsekvensen af ensprissystemet afskaffelse, men også at sikre, at den solidaritet, ensprissystemet står for i yderområderne, fastholdes.

Det er nemlig ikke alle steder i Grønland, der med et hug kan få glæde af ensprissystemets afskaffelse. I mindre byer og yderområder ville effekten let kunne blive højere leveomkostninger, fordi en rationel forsyning og udnyttelse af ressourcerne her vil være vanskeligere end i de større samfund, der ligger mere centralt i forhold til forsyningsvejene.

Derfor opererer arbejdsgruppen med frizoner, det vil sige de byer, hvor ensprissystemet uden videre kan afskaffes, og den øvrige del af landet, hvor de nuværende priser kun kan sikres gennem tilskud.

Ensprissystemet bygger på, at den overpris, som betales i de større byer, går til de områder, hvor den reelle kostpris på varer og tjenesteydelser er høj. Det drejer sig for de fire byer i den foreslåede frizone om i alt 135 millioner kroner, penge der altså er "opkrævet" via overpriser og overført til de dyre egne.

Disse 135 millioner kroner foreslås dækket - eller delvist dækket - gennem skatter, enten fire procent i landsskat for hele landet eller seks procent, hvis kun frizonebyerne skal betale.

EN HELHJERTET - eller fuldstændig - afskaffelse af ensprissystemet og monopolerne i de pågældende byer vil uundgåeligt lave radikalt om på samfundet. Men det er også meningen med det hele. Effekten bliver en bedre ressourceanvendelse, større effektivitet, lavere omkostninger, forbedring af konkurrenceevnen, vækst i reallønnen, besparelser i den offentlige finanser og en generel økonomisk vækst.

Men der kommer også uundgåeligt andre effekter. En af dem er, at de fire vækstområder uundgåeligt vil virke som magnetbyer, ikke bare for deres egne bygder, men for hele Grønland.

Det er landstyreformand Lars Emil Johansen lidt bange for. Han sagde på et pressemøde mandag eftermiddag, at lokaliseringspolitikken ikke må påvirkes af den nye ordning. Derfor ønsker han, at konsekvensen af nyordningen beregnes så omhyggeligt som muligt, inden der tages beslutninger.

Det er helt rigtigt at skaffe sig mest mulig viden om konsekvenserne af det, man beslutter sig for. Men det er ligeså vigtigt, at man som politiker gør sig klart, hvad det er man vil. Afskaffelsen af ensprissystemet skal skabe ændringer, endog radikale ændringer, for at få den forventede økonomiske effekt i første omgang i frizonen, men på længere sigt i hele landet.

Derfor skal man ikke hindre en naturlig fraflytning af de områder, der ikke kan tilbyde borgerne et ordentligt liv. Stavnsbinding hører en fjern fortid til i fjerne lande og har ikke noget med Grønland at gøre. De befolkningsbevægelser, som allerede er i gang i dag, og som på længere sigt vil bidrage til bedre udnyttelse af de tilgængelige ressourcer, skal ikke bremses, for så spænder vi ben for de gunstige følgevirkninger af det nye økonomiske system.

AFSKAFFELSE AF ensprissystemet og indførelsen af såkaldt markedsøkonomi er en nødvendig forudsætning for, at vi kan komme videre. Landspolitikernes opgave er nu at finde ud af, på hvilken måde vi opnår den hurtigste og største effekt.

Hvis vi lader det nye princip sive langsomt ind i frizonerne over en årrække er det tvivlsomt, om det får den forventede virkning. Vi risikerer, at de små økonomiske forbedringer, der langsomt vil vise sig, absorberes af for eksempel de forretningsdrivende.

Derfor er netop konkurrencemomentet vigtigt, og det etableres bedst ved at alle er med fra starten. Tele Greenland skal have konkurrenter, og det samme gælder Royal Arctic Line, Nukissiorfiit, Grønlandsfly, de handlende og så videre. Og samfundsopgaverne bør udliciteres på linie med byggeri og andre anlægsarbejder.

ENSPRISSYSTEMET vil ikke mere bremse den økonomiske udvikling. Dets dage er talte. Men den sorte hest i det nye prisdannelsessystem er forbrugeren. Hvis ikke forbrugeren er kritisk falder det hele til jorden. Hvis ikke forbrugeren køber kvaliteten der, hvor den er billigst, så "æder" de handlende gevinsten, og så forbliver omkostningsniveauet for en stor del af forbruget uændret.

Vi skal desuden have en garanti for, at de store monopolvirksomheder - indtil konkurrencen slår igennem på deres område - ikke snupper gevinsten fra det, der kaldes krydssubsidiering - altså den overpris, der betales i frizonerne for at støtte den øvrige del af landet.

Forbrugerne af disse serviceydelser skal sikre, at det er kostprisen, de betaler. Ellers går ekstraskatten i de gale lommer.