Ærlig snak - om afskaffelse af ensprissystemet

PENGEPOSEN fra Danmark er en fast og bestemt ydelse, og hvis vi bliver ved med at snolde pengene op i det økonomiske system, vi har i dag, så kommer vi aldrig videre, og den økonomiske afhængighed af Danmark vil fortsætte i al evighed.

Tirsdag d. 3. juni 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

VI MÅ TALE rent ud af posen, når en epokegørende idé som afskaffelse af ensprissystemet diskuteres. Der skal spilles med åbne kort, fordi debatten ellers bliver forplumret og misforstået. I Landstinget forleden tog IA og Karl Lyberth de første skridt til at mudre diskussionen til ved at påstå, at en reform af ensprissystemet betyder, at de i forvejen velnærede "storbyer" får det bedre på bekostning af yderområderne.

Hvis det er sådan, vi skal diskutere en reform af ensprissystemet, så kan vi lige så godt opgive den på forhånd. Det nærer alene de følelsesladede udsagn og jager fornuften på flugt.

Ensprissystemet, som vi kender det i dag hæmmer den økonomiske udvikling i Grønland. De såkaldte krydssubsidieringer - penge der overføres fra de "rige" områder til de knap så rige skaber et unaturligt højt omkostningsniveau i store dele af Grønland, først og fremmest i de større byer, hvor mulighederne for erhvervsinitiativer må formodes at være til stede. Det høje omkostningsniveau er imidlertid en hindring, som gør det svært at konkurrere med importerede varer og med den omverden, der gennem et lavt omkostningsniveau har helt anderledes gunstige erhvervsmuligheder.

Ved at afskaffe ensprissystemet og indføre kostpriser - det alting reelt koster - i de større byer, skabes gunstigere vilkår, og det kan danne grundlag for en anderledes økonomisk vækst, end vi kender det i dag. En af årsagerne til, at det ene nye erhvervsinitiativ ramler sammen efter det andet, er det høje omkostningsniveau.

Derfor skal de kunstigt høje omkostninger på olie, vand, el, fragt, transport og flere andre ydelser i de mulige vækstområder - den såkaldte fri-zone - bringes ned, hvor de hører hjemme. Men ikke på bekostning af det øvrige Grønland. Befolkningen her skal fortsat have de vilkår, vi kender i dag. Pengene skal bare ikke komme fra kunstigt høje priser i frizonen, men fra skatterne.

Gevinsten kommer på noget længere sigt gennem en øget vækst, som i sidste ende kommer hele landet til gode i kraft af en generelt større velstand.

Men vi må se i øjnene, at operationen vil få følger for en lang række forhold i samfundet.

RENT ud sagt er der tale om forskelsbehandling, men med omvendt fortegn. En af finansierings- modellerne går på, at de 135 millioner kroner, som frizoneområderne slipper for at betale til yderområdeme, skaffes gennem skatter i netop frizonen. De kan suppleres med tilskud fra hjemmestyre og kommuner, som også kommer til at spare penge gennem de lavere omkostninger.

Forskelsbehandling går altså på, at områderne udenfor frizonen sikres den levestandard de har i dag, mens folk i frizonen må klare sig selv - og mere til.

Den vækstfremmende effekt består alene af, at vilkårene forbedres for eksisterende og nye erhverv, som på den måde skaber flere arbejdspladser og indtægter til landet.

Det ville imidlertid være forkert at postulere, at områderne udenfor frizonen ikke kommer til at mærke til afskaffelsen af ensprissystemet, for når frizonerne i højere grad bliver vækstområder, vil de uundgåeligt trække arbejdskraft til andre steder fra. Det er derfor uundgåeligt, at lokaliseringspolitikken må revideres, og politikerne må erkende, at en reform af ensprissystemet kommer til at påvirke nogle af de grundlæggende politiske målsætninger, der hidtil har været gældende.

UD AF de begrænsede muligheder, vi har her i landet, må vi vælge det optimale udbytte og samtidig sikre, at det ikke skaber problemer for borgerne i yderdistrikterne. Men det vil være forkert at fastlåse en befolkningsfordeling som den, vi kender i dag. En væsentlig del af hele ideen med afskaffelsen af ensprissystemet er nemlig at opnå en rationaliseringseffekt, som altså uundgåeligt påvirker lokaliseringspolitikken. Den nuværende befolkningsfordeling kan ikke fastholdes samtidig med, at man skaber vækstområder. Det vil være det samme som at blæse og have mel i munden.

PENGEPOSEN fra Danmark er en fast og bestemt ydelse, og hvis vi bliver ved med at snolde pengene op i det økonomiske system, vi har i dag, så kommer vi aldrig videre, og den økonomiske afhængighed af Danmark vil fortsætte i al evighed. Og det betyder som bekendt, at vi godt kan skyde en hvid pind efter den selvstændighed, de fleste af os naturligt nok mener, vi skal arbejde hen imod.

Men det kræver nytænkning. Nogle hellige køer skal slagtes. Vi må forlade den reaktionære holdning, som IA gav udtryk for under debatten i sidste uge, hvor partiet hyldede den elendighedsideologi, som hidtil har spillet alt for stor en rolle i grønlandsk politik.