Om taleret

Siumut og Atassut fik ved sidste valg 18.699 stemmer, sagde han. - Inuit Ataqatigiit har 4.000 stemmer. Derfor har landsstyret et klart flertal, og så skal Inuit Ataqatigiit ikke komme viftende med en løftet pegefinger, sagde Lars Emil.

Torsdag d. 12. juni 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DEMOKRATIET ER noget, vi skal værne om. Der skal stå respekt om det, og forhandlingerne i Landstinget skal foregå i en atmosfære af ærbødighed for den ret til at tale, som medlemmerne gennem valg har opnået. Alle har lige taleret. Der er ikke nogen A-repræsentation og B- repræsentation. Der er ikke forskel på folk. Men nogle har flertal og nogen mindretal. Det skal alene udmønte sig i resultatet af afstemningerne og ikke i retten til at tale. Der har flere gange været gjort forsøg på at lukke munden på medlemmer, der har en anden opfattelse end landsstyret. Oppositionen er forsøgt trynet af landsstyreformandens brøsige og opfarende reaktion på kritik og modspil. Sidst var det i forbindelse med tredjebehandlingen af tillægsbevilling I, hvor landsstyreformanden forsøgte at forklare oppositionen, at landsstyret har mere ret, fordi de har flere stemmer bag sig. Tuusi Motzfeldt havde kritiseret landsstyrets uhæmmede brug af tillægsbevillingen, og det brød Lars Emil Johansen sig ikke om. Han bad nærmest IA-formanden om at holde bøtte, fordi han ikke havde stemmer nok bag sig. - Siumut og Atassut fik ved sidste valg 18.699 stemmer, sagde han. - Inuit Ataqatigiit har 4.000 stemmer. Derfor har landsstyret et klart flertal, og så skal Inuit Ataqatigiit ikke komme viftende med en løftet pegefinger, sagde Lars Emil. Skal man følge hans tanke op, så betyder det, at landsstyreformanden mener, at landstingsmedlemmer med mange stemmer bag sig har større ret til at tale end medlemmer med færre stemmer. EFTERHÅNDEN, som man leger med den tanke, driver mørkere og mørkere skyer ind over tænkeboblen, og demokratiet krymper sig. Den holdning, der ligger til grund for Lars Emils synspunkt, kan begrunde en forskelsbehandling i tinget, som ikke under nogen omstændigheder kan forliges med de demokratiske værdier, som vi ellers mener at have. For hvad bliver det næste? Kunne man så ikke forestille sig, at taletiden i salen bliver bestemt af det antal vælgere, medlemmerne eller partierne har bag sig? Og kunne man ikke forestille sig, at kun partier med så og så stor en folkeopbakning kan udtale sig om vigtige spørgsmål som finanslov, afskaffelse af ensprissystem, lufthavne - og tillægsbevillinger? Naturligvis mener landsstyreformanden ikke, det skal være sådan. Men han har taget hul på overvejelserne, og det skal han være forsigtig med. Hans forsøg på at lukke munden på oppositionen er meget uheldig, og den vidner om, at han i alt fald ikke hele tiden forstår at respektere den demokratiske lighed, som politikere i vort system er sikret. Det harmonerer heller ikke med en anden væsentlig demokratisk ret, nemlig ytringsfriheden. Vi har ingen begrænsninger i retten til at ytre os her i landet. Det gælder både borgere og politikere, og den ret er det fundamentale grundlag for, at vi overhovedet kan få demokratiet til at fungere. Hvis vi følger Lars Emils tankegang yderligere op, så kunne man forestille sig, at vi i samfundet uden for landstingssalen får nogle restriktioner for, hvad man kan ytre sig om. Det kunne for eksempel ende med, at kun folk med en bestemt eksamen må ytre sig om bestemte emner. En slags ekspert-demokrati, der tager afstand fra folket og dermed demokratiet. Pas på Lars Emil! Meningerne bliver hverken mere rigtige eller retfærdige, fordi man har mange vælgere bag sig. ET DEMOKRATUR er vel bare et udtryk, som bruges af den undertrykte opposition i alle lande. Det er ikke et reelt begreb, men i Grønland bruges det mere og mere. Det er vel først og fremmest, fordi landsstyret har et massivt flertal bag sig og derved står med magten og den endelige beslutningsret i Landstinget. Det er der ikke noget forkert i, hvor frustrerende det end må være for oppositionen. Men et vælgerflertal kan aldrig begrunde et forsøg på at tryne mindretallet. Demokratiet sikrer nemlig, at mindretallet til enhver tid kan komme til orde med de synspunkter, det repræsenterer. Heldigvis har vi en god opposition. I alt i den forstand, at de heldigvis ofte har fingeren på pulsen og yder et godt og forsvarligt modspil til magthaverne. Men også fordi de ikke lader sig tryne. Anthon Frederiksen fra kandidatforbundet spiller en væsentlig rolle som landsstyreopposition. Han falder ikke for manipulation og demagogi. I den konkrete sag om tillægsbevilling I sagde han, at landsstyreformandens forsøg på at sætte sig op som en enevældig konge over Grønland i alt ikke får ham til at tabe mælet. Og Tuusi meddelte kort og godt, at Inuit Ataqatigiit løfter en pegefinger når som helst, der er behov for det. Bliv ved med det!