Bygdefanger

Forbillederne er ikke mere storfangeren, men nu ofte førtidspensionerede alkoholikere, og deres forsmåede stolthed vender sig undertiden mod dem selv og andre. Og det dør de af. Dem selv eller andre.

Mandag d. 23. juni 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

BAGSIDEN AF Grønland er for de fleste her i landet en hvid plet på landkortet. Vi på Vestkysten ved meget lidt om den østgrønlandske hverdag og de problemer, frænderne derovre har at slås med. Vi har ikke tilstrækkeligt med forudsætninger for at forstå, hvor ulige en kamp, de kæmper. De har sociale problemer, som vi herovre ikke kan se for vore egne. Og selvom de naturligvis er alvorlige nok, vil vi ikke fortænke vore frænder i solopgangens land i at karakterisere dem som luksusproblemer.

I sidste nummer af AG bragte vi en beretning fra en stationssygeplejerske i Kulusuk (Også bragt her i Atagu). Han fortæller om drab og selvmord og erkender sin og alle andres afmagt. Det er en på en gang smuk og rædselsvækkende beretning om bagsiden af de moderne tiders medalje. Om de ændrede rolle- modeller. Om det intet, der opstår for unge mænd, som ikke mere har noget at stræbe efter. Fangeren har ingen fremtid for sig. Og det er ellers noget af det eneste, han egner sig til.

Forbillederne er ikke mere storfangeren, men nu ofte førtidspensionerede alkoholikere, og deres forsmåede stolthed vender sig undertiden mod dem selv og andre. Og det dør de af. Dem selv eller andre.

På trods af det afslørende i beretningen, som uundgåeligt falder den østgrønlandske bygdebefolkning for brystet, er den skrevet med stor respekt for og kærlighed til de dejlige mennesker, der tog stationssygeplejersken og hans familie til sig. Men han beskæftiger sig med et tabu-emne, og en AG- læser har allerede kritiseret ham for først at sige alt dette, når han rejser sin vej. Men det er svært at tale om, når man er sammen. Det er for ydmygende, for skamfuldt.

GRØNLANDS-rekorden i selvmord og mange andre sociale dårligdomme. Det er resultatet af den samfundsomvæltning, der har fundet sted i Østgrønland. Men forandringer er uundgåelige. De nye tider kommer, uanset vi kan lide det eller ej. Og derfor må vi forberede os på at kunne takle dem.

Det har vi ikke gjort. Og især ikke i Østgrønland. I bygderne har vi ikke formået at sætte noget i stedet for fangererhvervet. Alt er på forsøgsstadiet, men det er længe siden, at sælfangst og skind har kunnet sikre en tilværelse for en familie. Og skolen og uddannelsessystemet har ikke kunnet forberede de unge til en værdig tilværelse andre steder, hvor vilkårene er bedre.

Lokaliseringspolitikken har en meget alvorlig slagside. Den fastholder en bopælsstruktur, der ikke svarer til nutidens erhvervsgrundlag. Og det skaber et antal tabere, som ikke har noget at se frem til, unge mennesker der hverken kan klare sig ude eller hjemme.

Drømmen om at bevare bygderne og den kultur, der holder dem sammen og gør dem til bæredygtige bo-områder, er smuk og rigtig. Men kun, hvis betingelserne bliver ved med at være til stede. For hvis bygdens erhvervs- og kulturgrundlag svigter, så er det en forbrydelse at fastholde befolkningen på stedet. Det skaber nemlig den situation, som stationssygeplejersken i Kulusuk beskriver.

MEDALJEN for årets kommune gik til Ammassallip Kommunia, og det fortjener den. Den blev udnævnt, fordi kommunen i særlig grad har arbejdet på at skabe varige og rentable arbejdspladser, og det er en kamp i den kommune. Det er en kamp, som kommunen ikke må stå alene med. Den kræver nemlig satsning for, at den skal vindes, og der skal skabes et overskud og et vakuum, der kan give plads til den naturlige afgang fra bygderne, som den uundgåelige udvikling fører med sig.

Samtidig skal skole- og uddannelsessystemet målrettes bygdeungdommen, så den ikke står uden talent til at klare sig i et moderne østgrønlandsk bysamfund. Det er fiskeri, turisme og serviceerhverv, der er fremtiden i kommunen, og ingen af disse erhverv kan bygdeungdommen lære derhjemme.

Derfor skal der lægges særlig vægt på, at netop bygdebørn og -unge forberedes til en ny tilværelse, der er radikalt anderledes end den, de er vant til. Ellers står de med tomme hænder, og nogle vil gribe til et selvmordsvåben.