Skidt moral

Hvorfor skal Jens Lyberth have et guldrandet fratrædelsespapir, når han ikke har gjort sig fortjent til det? Er det for ikke at få vrøvl med ham? Har han truet landsstyret eller Konrad? Hvad ved han om sine gamle politiske venner fra velmagtsdagene som landsstyremedlem? Er det simpelthen en vennetjeneste, at han skal have penge ved fratrædelsen?

Søndag d. 26. oktober 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

EN MELDING OM, at der naturligvis er grænse for, hvad Landstinget finder sig i...

Det var ligesom det indtryk, vi fik af den vrede, landstingsmedlemmerne tidligere på året fik afløb for under behandlingen af en tillægsbevillingsansøgning på 7,3 millioner kroner fra KNR. Der var for en gangs skyld en snorlige konsekvens i Landstingets holdning, og det var godt at være vidne til. Efter overtrædelse på overtrædelse af KNR-bevillingerne var det nu blevet medlemmerne og partierne for meget, og et enigt landsting var desuden opbragt over, at de to direktører havde fået nye, ulovlige kontrakter, der gav dem langt højere løn, end de tilkom.

Landstinget gik efter hårde ord og fyring af KNR-bestyrelsens formand ind for at bevilge de mange penge, men kun hvis der blev bragt orden i en række forhold, som Landstingets var utilfreds med - blandt andet direktørernes ulovlige løn- og ansættelsesforhold.

Der skete imidlertid det helt modsatte. Først blev tillægsbevillingen ved en administrativ fejl udbetalt, før det var sikret, at betingelserne var opfyldt, og senere viste det sig med alt, alt for overbevisende tydelighed, at netop løn- og ansættelsesforholdene for de to direktører ikke ville blive bragt i orden med tilbagevirkende kraft.

Tvært imod fik den administrerende direktør Jens Lyberth en fratrædelsesaftale, der gav ham 1,1 million kroner uden, at han behøver røre en finger. Den for meget udbetalte løn for perioden forud for fratrædelsen får de to direktører også lov at beholde.

AT DÅRLIG moral og tjenstlig utilstrækkelighed belønnes med en guldrandet fratrædelsesordning kommer nok bag på det fleste. Det må især været vanskeligt at forstå for timelønsansatte, der ofte bliver fyret på klokkeslet, når der ikke er mere arbejde den dag. Og det må forekomme dem helt urimeligt, at de over skatten skal være med til at belønne denne faglige og tjenstlige utilstrækkelighed.

På side 3 bringer vi en artikel om en juridisk vurdering af, om der kan gøres krav gældende overfor den tidligere direktion og bestyrelse i KNR.

Konklusionen er, at det kunne der...

Indtil landsstyret med Konrad Steenholdt i spidsen godkendte en fratrædelsesordning, der uigenkaldeligt hindrede landsstyret i at indfri Landstingets betingelser for tillægsbevillingen på 7,3 millioner kroner.

Det virker helt umotiveret, at landsstyret uden videre forærer mere end en million kroner bort til den tidligere KNR-direktør, som i forvejen har kostet landskassen millioner af kroner gennem lemfældig virksomhedsledelse i KNR. For eksempel de 7,3 millioner kroner i tillægsbevilling.

MORAL kan ind imellem være vanskelig at få øje på, og det bliver ikke nemmere af, at det som i dette tilfælde - var de ulovlige lønninger, der var den direkte årsag til, at Jens Lyberth tilbød fratrædelsesforhandlinger. Hvordan kan det føre til en fratrædelsesordning, der blot bygger videre på den ulovlige løn og ulovlige ansættelse? Hvordan vil landsstyret forklare dette overfor skatteyderne? Altså begrunde det rigtige i aftalen?

Landsstyret siger, at man ikke var sikker på at kunne vinde en sag. Men derfor behøver det ikke at forgylde modparten på forhånd. Land-styret siger også, at der hurtigt skulle skabes ro omkring KNR. Men den har ikke skabt ro om andet end Jens Lyberths privatøkonomi. Sagen har gennem hele sit forløb haft pressens bevågenhed og vil formentlig have det længe endnu. Desuden kunne en eller anden forbedret dagligdag sagtens være indført i KNR, selvom der blev kørt sager mod den tidligere ledelse.

BELØNNES folk, der ikke har fortjent det, rejses der uundgåeligt spørgsmål om, hvorfor? Hvorfor skal Jens Lyberth have et guldrandet fratrædelsespapir, når han ikke har gjort sig fortjent til det? Er det for ikke at få vrøvl med ham? Har han truet landsstyret eller Konrad? Hvad ved han om sine gamle politiske venner fra velmagtsdagene som landsstyremedlem? Er det simpelthen en vennetjeneste, at han skal have penge ved fratrædelsen?

Landsstyret sender uheldige signaler om, at dårlig moral betaler sig. Landsstyret tilsidesætter Landstinget, der enstemmigt vedtog en række betingelser for en tillægsbevilling, som nu er udbetalt uden at blive indfriet.

Landstyret vedkender sig, at man med sin godkendelse af direktionens fratrædelsesord-ning samtidig godkender de ulovligheder, der har fundet sted. Det er demokratisk betænkeligt.

Det er alt for kort og alt for sjældent, at vi kan glædes over "rettænkende" og konsekvente politikere, der står fast på deres beslutninger. Men der var engang i foråret...