Læger koster penge

I går, onsdag, rejste to læger fra Narsaq, hvorefter byen er uden læge indtil videre. En hel by med masser af mennesker, unge og gamle, som kan blive ramt af en hvilken som helst sygdom, der kræver hurtigt og dygtig lægebehandling.

Fredag d. 12. december 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

ANHOLD da for pokker nogle læger blandt de turister, der kommer til Grønland hvert år. Vi skulle vel nok kunne lave en hjemmestyrelov, som de overtræder, så vi kan sætte den i tvangsarbejde et par år. De kan godt få udgang nogle timer om dagen langt fra lufthavnen eller heliporten, en rimelig bolig og rimelige lønforhold. Men der bliver ikke med den luksus, de er vant til hjemmefra. De må være solidariske med os, der bor i landet. Det er selvfølgelig noget forfærdeligt sludder. Men vi står faktisk der i dag, at vi ikke kan løse de mest elementære sundhedsopgaver i Grønland, fordi vi mangler læger. Læger koster penge, og hvis vi ikke vil betale, ja så er der kun tilbage at tvinge dem... Tidligere har vi på denne plads forsøgt at give Marianne Jensen lidt medvind i forsøget på at skaffe bedre løn- og ansættelsesforhold til læger og tandlæger, der vil rejse til Grønland. Det har ikke hjulpet, så der er åbenbart grænser for, hvad en god avis kan udrette. I går, onsdag, rejste to læger fra Narsaq, hvorefter byen er uden læge indtil videre. En hel by med masser af mennesker, unge og gamle, som kan blive ramt af en hvilken som helst sygdom, der kræver hurtigt og dygtig lægebehandling. Det går ikke! Vi kan ikke forsvare, at en by et eller andet sted i Grønland står uden læge. Et hvilken som helst dødsfald i den periode, vil begrunde spørgsmålet om, hvorvidt det kunne have været undgået. Selvfølgelig kan man ikke anholde læger, og vi kan ikke sætte ind med tvang. Vi kan vel heller ikke forvente, at de to læger var blevet i Narsaq, indtil nye var skaffet, for de risikerede jo at blive hængende til de engang skal bæres liggende ombord i helikopteren. Vi er nået dertil, at det nødvendigt at imødekomme nogle af de krav, som tilkaldte læger stiller - uanset hvor usolidarisk det er i forholdet til den øvrige del af befolkningen. NOGLE ting kan vi dog næppe acceptere: Et krav som sikret arbejde til ægtefæller får det til at "vende" sig i mange, fordi det er asocialt. Og hvordan med sikret plads i børneinstitutionerne? Ind foran i køen! Det er ikke sød musik i vore øren, fordi problemerne indenfor disse områder er uløste for så mange mennesker her i landet. Men kan vi acceptere, at Narsaq står uden læge på ubestemt tid? Det er dilemmaet. Hvad skal vi mene? Vi står overfor et valg, som nødvendigvis må tages. Man kunne forestille sig, at hjemmestyret byggede specielle boliger til læger og det øvrige sundhedspersonale. Måske var det en idé at samle dem i en slags lægeghettoer, så de rummelige boligforhold ikke skinnede lokalbefolkningen for meget i øjnene. Man kunne i samme ghettoer lave børnehaveordninger, beregnet for børn i sundhedsvæsenet og måske i samme stat i staten skaffe arbejde til lægernes samlevere. Eller skal vi gøre noget helt andet? Noget skal der bare gøres. Der skal en alvorlig brainstorming til i landsstyret, og hvis de har brug for ekstra kraft, må de tilkalde folk med gode ideer. Det er under ingen omstændigheder nok med traditionelle fagkonflikter og overenskomstforhandlinger. LÆGER er uundgåeligt nødvendige i ethvert samfund, og der er ikke for mange af dem. Det betyder, at læger kan vælge, hvor de vil bo og arbejde, og det ville være forkert at kalde læger dårlige mennesker, fordi de vælger et sted, hvor lønnen er god, boligforholdene tilfredsstillende og arbejdstiden overkommelig. Sådan er forholdene i Grønland ikke, ikke sammenlignet med verden udenfor Grønland. Det er problemet. Dertil kommer, at læger i Skandinavien og Europa har nærmere til "fagets smeltedigel", lettere adgang til videreuddannelse og opfølgning på det ene og det andet. I Grønland er de mere isoleret fra deres faglige verden, ofte også fra familie og fra børn under uddannelse. Det er svært at mobilisere den fornødne interesse for Grønland hos en læge, der er i færd med at vælge bosted. Og man kan kun være fuld af beundring for de gode medborgere blandt lægerne, der bliver hos os og knokler det dobbelte timetal for en beskeden merløn. MARIANNE JENSEN er tæt på at opgive. Hun har ikke magt som agt. Hun trækker nu blot på skulderen, fordi hun ikke står for lønforhandlingerne. Hun har ikke mulighed for styre udviklingen, som hun gerne vil. Men Marianne er medlem af landsstyret, og det er her kuglerne til en løsning på disse problemer skal støbes. Landsstyret holder sædvanligvis møde ved et godt solidt bord, som sagtens kan holde til nogle kraftige slag, der giver genlyd i den lille forsamling. Tag håndledsbeskyttere på og gør noget ved sagen.