Trafik-vanvid

Kangerlussuaq, der har været et lille ungkarlemiljø får mere og mere karakter af familiesamfund, og med et stigende krav om skoler, sygehus og børneinstitutioner vil vi snart være nødt til at etablere en regulær by.

Torsdag d. 8. januar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Infrastruktur, Politik, Økonomi.

DER MANGLER hoved og hale på landsstyrets udspil om den flybaserede trafikudvikling i Grønland. Med forslaget om en udvidelse af banerne i Ilulissat og Nuuk fastlåses en trafikstruktur, der ikke adskiller sig en tøddel fra, hvad vi hidtil har kendt. Vi får ganske vist en bedre trafiksikkerhed med fastvingede fly end med helikopter, men det er også det hele.

Der mangler en overordnet trafikpolitik. Det er der ikke noget nyt i. Men nu fremtures der med en fastlåsning af infrastrukturen, som vil medføre uoverskuelige omkostninger langt ud i fremtiden.

Med landsstyrets forslag skal vi stadig flyve hen, hvor vi ikke har noget at gøre. Kangerlussuaq, der har været et lille ungkarlemiljø får mere og mere karakter af familiesamfund, og med et stigende krav om skoler, sygehus og børneinstitutioner vil vi snart være nødt til at etablere en regulær by. Udviklingen er på vej, og landspolitikere på gennemrejse i Kangerlussuaq bliver altid overfaldet med spørgsmål om, hvornår den ene eller den anden byfacilitet bliver til noget.

Den foreslåede udvidelse af landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat vil cementere det hidtidige trafikmønster. De to byer bliver sammen med Kangerlussuaq og Narsarsuaq indenrigsflyvningens trafikknudepunkter, og den struktur udsætter enhver snak om atlantlufthavne i Nuuk og i Diskobugten på ubestemt tid.

Og som lyn fra en klar himmel får vi nu at vide, at de syv landingsbaner, vi bygger i øjeblikket, om få år er for korte. Så skal vi til den igen. Udvidelser, flere milliarder, store lån i udlandet. Vi er i fuld fart på vej mod færøske tilstande, hvis vi ikke stopper op og tænker os om!

EN OVERORDNET trafikpolitik kunne have forhindret denne tåbelige udvikling. Havde vi haft overblik for tre-fire år siden, havde vi også vidst, at det om føje år er slut med Dash-7 maskinerne, og at det ikke er muligt at købe maskiner af tilsvarende størrelse, som kan lande på 800 meter (det har vi fra Grønlandsfly!). Og vi kunne have vurderet de økonomiske konsekvenser og fundet ud af, at vi var nødt til at tænke langt mere rationelt, end vi gjorde.

Nu er vi hængt op på en udvikling, der trækker os rundt ved næsen uden mulighed for at påvirke den. Det er vanvid.

For et par år siden startede en debat om trafikstrukturen. Det var i forbindelse med KNI-krakket, og det stod nogenlunde klart, at det var urimeligt dyrt at opretholde to konkurrerende trafiksystemer, et med skibe og et med fly.

Peter Grønvold Samuelsen, der også dengang var landsstyremedlem for trafikken, så nødvendigheden i en rationalisering og udtalte sig i Grønlandsflys inflightmagasin(!) om fordelene ved et enstrenget trafiksystem, der blev tilpasset trafikbehovet - altså noget med, at man så vidt muligt flyver direkte til sin destination. Men det har han åbenbart glemt.

Den debat burde have været fortsat. Det er ikke sikkert, at den havde ført til et enstrenget trafiksystem, men den havde ført til en anderledes fornuftig planlægning end den, vi har i dag.

TRAFIKPOLITIK er noget, man bruger til at skaffe sig den bedst mulige trafikstruktur for pengene. Det er Landstingets opgave at fastlægge en sådan politik. Hverken landsstyret eller trafikkonferencen i weekenden eller landsstyremedlemmet skal bestemme, hvordan infrastrukturen i Grønland skal være. Ingen af dem har mandat til det.

Forud for denne debat skal der skaffes en mængde oplysninger til veje, både økonomiske, tekniske og samfundsstrukturelle. Og der skal ikke bare tales flyvning. Der er brug for en samlet og overordnet løsning på de trafikale problemer.

Intentionerne med landingsbaneudvidelserne i Ilulissat/Aasiaat og Nuuk har hidtil været, at det herfra skulle været muligt at flyve rutetrafik til udenlandske destinationer, blandt andet Danmark. Det havde været et skridt i den rigtige retning, fordi det er rationelt og langt billigere.

Det, der nu lægges op til, er i bedste fald blot en nødvendig teknisk tilpasning af den nuværende struktur. Der er ikke noget at sige til, at Grønlandsflys direktør klapper i hænderne. De beskedne baneudvidelser i Nuuk og Diskobugten vil nemlig lægge låg på en mere radikal omlægning af trafikken og sikre Grønlandsfly de lukrative ruter, som ingen ville flyve på, hvis de kunne undgå det.