Den private chance

Politikernes holdning omkring det private erhvervsliv er mildt sagt konfliktfyldt. De siger, at de private skal have en chance, men forlanger samtidig, at de hjemmestyreejede virksomheder skal køre strengt forretningsmæssigt og anvende deres stordrifts styrke til at udkonkurrere de private.

Torsdag d. 5. februar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv.

GIV DE private en chance. Det blev et politisk slogan, da man for få år siden blev opmærksom på det private erhvervslivs betydning for beskæftigelse og samfundsøkonomi. Men det har været skralt med at efterleve de smukke idealer. Gang på gang er de private erhvervsdrivende blevet trynet. Nu sidst gik det ud over Slagtergården, der mistede sin produktion af rensdyr og moskusokser, fordi KNI nægter at sælge kødet i sine butikker. Det er en indviklet historie, hvor næsten alle parters forklaringer såmænd er nogenlunde forståelige. Alligevel står vi med en dårlig smag i munden, fordi KNI’s forretningsmetoder uundgåeligt falder den lille mand for brystet. Sagen er kort fortalt, at Slagtergården har en kontraktlig aftale med to leverandører. KNAPK-fangere fra Sisimiut og Maniitsoq leverer moskusokser, og renbruget i Isertoq i Sydgrønland rensdyr. Der er aftalt priser og leverancer. Afsætningen formidles af Royal Greenland, som Slagtergården har samarbejdet med omkring udviklingen af hjemmemarkedsprodukter, og de færdige detailpakninger sælges til fabrikken i Nuuk, som videresægler til hjemmemarkedsdivisionen, hvorfra distributionen til detailleddet styres. Royal Greenland, der stadig har et lager af moskusoksekød fra sidste vinter, meddeler Slagtergården, at koncernen ikke kan afsætte moskusoksekød til de priser, Slagtergården skal have. Slagtergården henvender sig derefter til KNI med et tilbud om direkte afsætning til detailleddet. Tilbudet lyder på 80 kroner kiloet, men KNI, der har et fabriksslagteri i Narsaq og selv har mulighed for at oparbejde kødet, takker nej, og siger, det er for dyrt. I mellemtidem bryder rensdyravler Stefan Magnusson kontrakten med Finn Andersen (Slagtergården), fordi han har fået et tilbud fra Neqi-fabrikken i Narsaq. PRIVATE initiativer har svært ved at overleve, når de hjemmestyreejede mastodonter skyder med skarpt. Man kan ikke klandre KNI for at lave god forretning. Den opgave har de nemlig fået af ejeren. Men man kan klandre ejeren - hjemmestyret - for, at der ikke sættes anstændige grænser for forretnings-metoderne. Selvom man ikke kan kalde KNI et monopolforetagende, så sidder virksomheden på så stor en del af afsætningsapparatet, at den med et slag kan spænde ben for private produktionsinitiativer. I tilfældet med Slagtergården er prisen begrundelsen for den bombastiske forretningsmetode. Men KNI har netop fået kødet tilbudt til en pris, der ligger mere end 20 procent under den hidtidige, og man kan tvivle på, om det er muligt for Neqi at producere moskusoksekød billigere. Transporten fra Kangerlussuaq er betydeligt dyrere til Narsaq end til Nuuk, og det er et spørgsmål, om fabrikken kan producere kødet lige så rationelt som i Slagtergården. Alligevel må man bøje sig for det rimelige i, at fabrikken i Narsaq forsøger at skabe løbende beskæftigelse til de ansatte, og det er da også mere den mafialignende metode - afsætningsboykot - der falder os for brystet. Her har en privat opbygget et produktion, der er tilpasset virksomhedens arbejdsgang og mandskab, og som har væsentlig betydning for dens grundlag. Og så kommer KNI og "stjæler" ideen ved at anvende den magt, butikskæden har i detailleddet. Den private får tommelskruerne på, vredet armen om på ryggen og sparkes ud af business. EN BEGMAND er det, og for den lille erhvervsdrivende er det ydmygende at blive trynet af det offentligt ejede magtapparat, som de store hjemmestyre-virksomheder har udviklet sig til. Hvis det virkelig er prisen, det handler om, så burde der have været gennemført en egentlig forhandling. Den tog Slagtergården initiativ til, og KNI’s centrale indkøbschef fremsatte et forslag som udgangspunkt for forhandlinger. Men pludselig fik Finn Andersen besked om, at KNI under ingen omstændigheder ville aftage kødet. Virksomheden ville selv have produktionen. Politikernes holdning omkring det private erhvervsliv er mildt sagt konfliktfyldt. De siger, at de private skal have en chance, men forlanger samtidig, at de hjemmestyreejede virksomheder skal køre strengt forretningsmæssigt og anvende deres stordrifts styrke til at udkonkurrere de private. Politikerne har et forklaringproblem og må tage spørgsmålet op til vurdering og behandling. Som tingene fungerer i dag, er sloganet om de privates chance en politisk floskel, som vi ikke gider høre på, før der er realiteter bag. Og de realiteter må bygge på en respekt for de nicher, de private trods al modgang er i stand til at skaffe sig. Det er urimeligt, at hjemmestyreejede virksomheder snupper enhver god geschæft, de private stabler på benene.