Sultegrænsen

PÅ GRÆNSEN AF håbløshed sidder de to forældre hjemme om dagen og nænner ikke at spise, fordi der så ikke er mad nok til ungerne om aftenen. De får drukket en masse kaffe, og de får deres håbløse situation gennemdiskuteret igen og igen. Men sporet er det samme. Det fører hver gang ingen steder hen.

Tirsdag d. 24. februar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

NOGLE LEVER under meget vanskelige forhold i Grønland. Det gør de også mange andre steder, og undertiden er der ikke meget at gøre ved det. Når elendigheden skyldes den, elendigheden går ud over, er det et sammensat og vanskeligt problem at løse. Anderledes er det, når problemerne skyldes samfundsforhold, som den enkelte ikke har indflydelse på. Så er der ikke mere noget forsonende eller forståeligt ved dårligdommen. Den bliver urimelig og håbløs, netop fordi den, der rammes, er ude af stand til selv at komme videre.

AG har været i Paamiut og bringer i den kommende tid en række artikler om situationen i byen. Fra påske er det stort set slut med beskæftigelsen på fabrikken. Allerede før jul lukkede frille-produktionen, og mange blev arbejdsløse. Det var planlagt og kom ikke bag på nogen. Det skulle da lige være dem, der var blevet lovet fortsat beskæftigelse.

En af dem er kvinden Arnarissoq Møller, der som nævnt i sidste nr. af AG pludselig stod uden beskæftigelse. Hendes mand Peter er for nylig blevet færdig med en uddannelse som levnedsmiddelmedhjælper og kan ikke få arbejde i Paamiut. Parret og deres to børn sidder helt utrolig dårligt i det, og deres fortælling fra dagligdagen har gjort stort indtryk på mange, ikke mindst på AG’s redaktion.

Det unge par fortalte, at familien har 500 kroner om ugen til almindeligt forbrug. Ingen af dem har købt nyt tøj, siden Arnarissoq mistede sit arbejde før jul. De 500 kroner slår ikke til, og de fire mennesker må klare sig med hjælp fra Peter Møllers far, der er fisker og fanger. En fugl og en fisk i ny og næ er et helt nødvendigt supplement for at få det til at løbe rundt.

De unge forældre har masser af gå-på-mod, men kan ikke få afløb for det i Paamiut. Men her har de i det mindste bolig. Peter vil gerne videreuddannes, men kan ikke få praktikplads, og familien har overvejet at flytte til en anden by, hvor uddannelsesmulighederne er bedre. Men bliver det bedre? Hvordan er boligforholdene, som jo er håbløse uden for Paamiut?

PÅ GRÆNSEN AF håbløshed sidder de to forældre hjemme om dagen og nænner ikke at spise, fordi der så ikke er mad nok til ungerne om aftenen. De får drukket en masse kaffe, og de får deres håbløse situation gennemdiskuteret igen og igen. Men sporet er det samme. Det fører hver gang ingen steder hen.

Det er et uhyggeligt billede. Et par unge forældre med drift og vilje til at arbejde og klare sig selv. De har orden i sagerne, lever et godt og sobert familieliv. Men de har i deres nuværende situation svært ved at få øje på meningen med driftighed og gå-på-mod.

Det er også uhyggeligt, at de er henvist til at sulte dagen igennem, for at børnene kan blive mætte om aftenen. Det er svært at sætte sig ind i. Det er ikke mennesker, der har brugt deres sidste penge på alkohol og hash. De har ikke købt dyrt stereoanlæg for understøttelsen. De har spinket og sparet for at få økonomien til at hænge sammen og skaffe mad på bordet.

Hvis ikke AG ved selvsyn havde konstateret den unge families eksistensvilkår, ville vi ikke have troet på det. Så havde vi opfattet det som en skrøne. Sådan er det trods alt ikke i Grønland. Grønland er et velfærdssamfund. Her tager vi vare på de svage. Vi lader dem ikke leve for 500 kroner om ugen.

Men vi tog fejl.

SULT burde ikke kendes i Grønland. Vi er kommet ud over den tid, hvor misfangst skabte sygdom, død og ødelæggelse. De sociale hjælpeordninger burde sikre en god og rimelig tilværelse for de samfundsborgere, der uforskyldt er havnet i suppedasen.

En familie som den, vi har talt med i Paamiut, bør sikres en ordentlig tilværelse, hvor de mest elementære behov bliver dækket. Det bliver de ikke i dag, og fremtidsmulighederne forekommer mildt sagt usikre. Presset på de to unge føles tungere og tungere, og optimismen er efterhånden noget tyndslidt.

Begge er føler de sig psykisk påvirket af den håbløse situation, og hvis ikke de meget snart finder en udvej, er det vanskeligt at overskue konsekvenserne for de to forældre.

Det er en grotesk situation, især på baggrund af, at de grønlandske partier er enige om at sætte familie i centrum. Det er fine ord, men de når ikke ud til til det unge par i Paamiut, som dagen igennem bekæmper sulten for at spare maden til deres to børn. For dem er den grønlandske familiepolitik en demonstration på gyldne løfters tomme sandhed.