Selvmordsmiljø

DE RYGENDE RUINER efter vor utilstrækkelige bolig-, erhvervs- og socialpolitik er kulissen omkring tilværelsen for en stor gruppe af vore medborgere.

Torsdag d. 26. februar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

ET BEDRE net af støtte- og ressourcepersoner stod øverst på ønskesedlen ved et møde mandag i Katuaq i Nuuk. Ressourcepersonerne skal læse signalerne fra selvmordskandidater, før det er for sent. Og når de får mistanke om, at et menneske i deres nærhed tænker på selvmord, skal de henvende sig telefonisk til en psykolog på Dronning Ingrids Hospital, hvor de vil få vejledning i, hvordan de skal håndtere problemet.

Egentlig er der ikke tale om et net, for det er ikke organiseret. Det er hele Grønlands befolkning, der skal være mere opmærksom på familie og omgangskreds for så tidligt som muligt at kunne gribe ind og forhindre selvmordstanken i at blive ført ud i livet.

På mødet i Nuuk redegjorde psykiatrisk overlæge Poul Bisgaard og klinisk psykolog Ernst Peilmann for deres arbejde med selvmord. De fortalte om, hvilke signaler man skal være opmærksom på, og gav anvisninger på, hvordan man kan skaffe sig kontakt med - eller komme tæt på - den pågældende.

Der blev ikke lagt skjul på, at vi er oppe mod stærke kræfter, og at en løsning på selvmordsproblematikken kan forekomme håbløs. Derfor skal der tages nye modeller i brug. En af dem er det ovenfor omtalte Qanilaassuseq/Nærhed, der netop går ud på, at problemerne søges løst i det nære miljø, hvor mennesker i forvejen er tæt på hinanden. Men det er vanskeligt at læse signalerne fra et menneske i selvmordstanker, og derfor holdes der for tiden kursus for ressourcepersoner fra hele Grønland. Deres viden skal spredes som ringe i vandet og være med til at skærpe vores opmærksomhed.

LIV PÅ på liv standses for egen hånd. Med mere end et selvmord om ugen har Grønland vedensrekord. Årsagerne er mange, og de kan groft sagt deles i to kategorier:De hårde data og de følelsesbetonede.

De hårde data er arbejdsløshed, boligmangel, socialt begrundede årsager, som har med livets elementære rammer at gøre. Dem kan man ikke løse med ressourcepersoner. Noget kan de naturligvis udrette, men de kan ikke skaffe mad på bordet eller tag over hovedet.

Derfor er det vigtigt, at det gode initiativ omkring Qanilaassuseq/Nærhed ikke bliver en sovepude for politikerne. Landsstyremedlem for sundhedsvæsenet og folketingskandidat Marianne Jensen, der var tilhører i salen, benyttede lejligheden til at sige, at vi bør vænne os af med hele tiden at gøre det offentlige ansvarlig for problemerne. Det, vi selv kan gøre, skal vi gøre.

Det har Marianne selvfølgelig ret i. Men det fritager ikke politikerne for ansvaret for den sociale elendighed, for de hårde data, de kolde og urimelige forhold, som oven i følelsesmæssige problemer bliver den sidste og tungtvejende grund til, at mennesker tager deres eget liv.

Der er ikke megen plads til menneskelige hensyn i en stor del af "menneskeforvaltningen". For eksempel i boligadministrationen, hvor et ungt menneske, der efter syv-otte år på boligventelisten på grund af personlige eller økonomiske problemer ikke får bekræftet sin plads, mister udsigten til egen bolig og en personlig tilværelse i mange, mange år. For den, der i forvejen står med følelsesmæssige problemer i selvmordsklassen, kan den mistede bolig hurtigt blive en billet til evigheden.

En lang række af de hårde data er samfundets ansvar. Og så kan vi have nok så god en organisation af ressourcepersoner i befolkningen. Det er langt fra nok.

DE RYGENDE RUINER efter vor utilstrækkelige bolig-, erhvervs- og socialpolitik er kulissen omkring tilværelsen for en stor gruppe af vore medborgere. De to specialister fra Dronning Ingrids Hospital er blevet en vigtig brik i det forebyggede arbejde for mennesker med selvmordstanker. Endnu vigtigere er befolkningens medvirken, og for at den skal blive så aktiv som muligt, skal der et enormt oplysningsarbejde i gang. Massivt som en valgkamp, men mere vedholdende.

Selvom dette arbejde bliver en overbevisende succes - og lad os håbe det - så bliver det dog aldrig andet end lapperier i forhold til, hvad en bedre boligsituation, bedre beskæftigelse og bedre sociale forhold, kan betyde.

Det er meget godt, at vi skal komme hinanden mere ved og hånd i hånd prøve at etablere et bedre Grønland og en bedre verden, men der er grænser for, hvad menneskelighed, venskab og omsorg kan udrette i et samfund, hvor rammerne for en anstændig tilværelse ikke er til stede.