Byg mange flere boliger

Dette betyder, at markedet er, hvad man uden overdrivelse kan kalde overophedet. 30-40 købere eller lejere står klar, hver eneste gang, en bolig bliver ledig. Det giver højere priser. Huse handles i dag for langt mere, end de reelt er værd. 800.000 kroner for en lillebitte knaldhytte på et halvråddent tømmerfundament og med vandtank. Sælger kan få, hvad sælger vil have, hvis han mangler skam i livet.

Mandag d. 27. april 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger.

GRØNLAND ER NØDT TIL at bygge nogle flere boliger, og der er penge til det. De er i hvert fald afsat på finansloven. I alt en milliard kroner i 1998, og mindst halvdelen kan bruges på boliger. Nuuk, der uden sammenligning har det største boligproblem, kunne formentlig for sin del af den halve milliard få halveret boligventelisten.

Men hjemmestyret vil ikke bygge. Daniel Skifte sagde i sidste uge til AG, at den grønlandske byggebranche højst kan klare at bygge for 600-650 millioner kroner om året. Derfor skal der ikke bygges mere. Et forceret byggeri - eller et byggeboom - vil blot betyde øgede byggeomkostninger, og det vil hjemmestyret ikke have. 13.000 kroner pr. kvadratmeter. Mere må det ikke koste - uanset hvor stort behov der er for boliger.

Det er for AG at se en bagvendt verden. Vi mangler en masse boliger, men vi vil ikke bygge dem, fordi prisen på byggeriet så vil stige. Det svarer til, at vi ikke vil importere fødevarer, hvis vi sulter, eller købe tøj, hvis vi fryser. For så stiger efterspørgslen jo, og mad og tøj bliver dyrere.

Det er naturligvis rigtigt, at øget efterspørgsel kan føre til højere priser. Alting har sin balance. Men det er en uhørt politik at lade være med at købe det, man har brug for, bare for at undgå, at priserne stiger.

Den prisregulering, Daniel Skifte forestiller sig, skaber - hvis han har ret i sine økonomiske teorier - et kunstigt lavt prisniveau. Naturligvis er vi ikke glade for, at byggepriserne stiger, men alternativet er, at en masse mennesker ikke har tag over hovedet og bor under kummerlige forhold. Masser af unge mennesker her i landet kan ikke stifte familie, fordi de ikke kan tilbyde familien et ordentligt hjem. Og masser af mere eller mindre etablerede familier bor så mange sammen, at livet er et helvede.

AT BYGGE SIG et hus eller leje en bolig burde være en menneskeret for folk, der ikke har noget at bo i. Men sådan er det ikke i Grønland.

I Nuuk er der i øjeblikket ikke en eneste ledig bolig. Der er ingen huse til salg eller udlejning. Og heller ikke lejligheder, hverken i det offentlige boligbyggeri eller på det private marked. Og for at det ikke skal være løgn er der heller ingen byggegrunde.

Alt står i stampe.

Det er ikke til at skaffe personale med mindre den pågældende selv råder over en bolig, og den eksisterende arbejdskraft kan ikke bevæge sig frit, fordi mange bor i en tjenestebolig.

Dette betyder, at markedet er, hvad man uden overdrivelse kan kalde overophedet. 30-40 købere eller lejere står klar, hver eneste gang, en bolig bliver ledig. Det giver højere priser. Huse handles i dag for langt mere, end de reelt er værd. 800.000 kroner for en lillebitte knaldhytte på et halvråddent tømmerfundament og med vandtank. Sælger kan få, hvad sælger vil have, hvis han mangler skam i livet.

Derfor er det også en sandhed med modifikationer, når Daniel Skifte hævder, at byggepriserne holdes i ave ved at bygge mindre, end man har brug for. Salgspriser-ne på huse påvirker uundgåeligt byggepriserne, præcis som det omvendte gør sig gældende. Stigende boligpriser fører med tiden til højere byggepriser.

UD AF BOLIGPROBLEMET kommer der ikke andet end dårligdom. En lang række af de fundamentale vanskeligheder, vi har i dag, har sit udspring i boligmanglen. En af dem er rekrutteringsvanskelighederne inden for sundhedsvæsen og folkeskole for blot at nævne et par stykker. Men også kvaliteten af undervisningen i folkeskolen og samtlige uddannelser afhænger af, om børn og unge har gode boligforhold. De skal have et sted, hvor de i fred og ro kan læse deres lektier og kan være sig selv og skabe en god ramme om deres personlige liv og udvikling. Men også familierne, som hele dette land jo består af, skal have ordentlige boligforhold for i det mindste at have chancen for at skaffe sig et trygt og lykkeligt liv med tilpas albuerum til, at alle nu og da kan få lov at være alene.

De sammenklemte boligforhold skaber en lang række af sociale problemer 1'igefra den almindelige, rodede elendighed, vi ser i vore nære omgivelser, til kiksede uddannelsesforløb, selvmord, vold og modbydelighed.

Boligmanglen bærer naturligvis ikke hele skylden for al den elendighed, men den skaber frugtbar grobund for det hele. Derfor skal vi bygge boliger for de penge, vi ad demokratisk, politisk vej har afsat til det. Og skulle det medføre lidt øgede byg-gepriser, så må vi tage det med.

For bygger vi ikke, så kan vi kun løse boligmanglens følgeproblemer ved at sende borgerne ud af landet, hvor der er boliger at få.