En bombe under aftaleområdet

Det er et tilbageskridt. Karna Jokumsen har ret. Der skal ikke indgås aftale med Danmarks Lærerforening. Det grønlandske aftaleområde skal ikke bombes tilbage i tiden.

Tirsdag d. 5. maj 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Uddannelse.

NAK-TRUSLEN OM at ophæve tjenestemandsorganisationen og søge tilbage i de danske moderorganisationer har skåret problemerne på aftaleområdet ud i pap for enhver. Det var frygten for, at landsstyret skal indgå en aftale med Danmarks Lærerforening, der fik NAK-formand Karna Jokumsen til at tale med store bogstaver. Og det gjorde hun på en måde, der er til at forstå. Nu har hjemmestyret i den sidste halve snes år arbejdet hårdnakket på at få forhandlingsretten for både tjenestemænd og overenskomstansatte overført til Grønland, og en aftale med Danmarks Lærerforening vil derfor være et brud på den førte politik.

AG har den senere tid slået til lyd for, at landsstyret skulle tage kontakt med Danmarks Lærerforening for at nå til enighed om, at blokaden mod danske læreres ansættelse i Grønland bliver ophævet. Det mener AG stadig, og det er der heldigvis taget skridt til nu. Hvad det så munder ud i, er ikke godt at vide, men det er indlysende, at en decideret overenskomst med Danmarks Lærerforening vil være et brud op alle aftaler, og konsekvensen kan meget vil blive den, Karna Jokumsen forudser.

Hun har kort og godt lovet, at hun - hvis der indgås aftale med Danmarks Lærerforening - vil arbejde for, at NAK (tjenestemandsorganisationen) bliver nedlagt, og hun vil derefter blokere for ansættelser i sundshedvæsenet indenfor de områder, hendes medlemmer repræsenterer. Konsekvenserne vil naturligvis være kaos. Men der er logik i hendes tankegang.

AT BOMBE det grønlandske aftaleområde ti år tilbage - eller mere - er en afskyelig tanke, blandt andet fordi det fremkalder minder om det forhadte fødestedskriterie, forskellige frynsegoder for tilkaldte og anden forskelsbehandling, der skabte uro på arbejdsmarkedet og urimelige gnidninger og konflikt mellem de to grupper på de enkelte arbejdspladser.

Men det er ikke desto mindre, hvad der kan ske. Derfor bør landsstyret ikke indgå overenskomst med Danmark Lærerforening. Og det har dens repræsentanter vel næppe heller forestillet sig. Både Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening har for længst overgivet forhandlingsretten til de grønlandske organisationer, og lærerforeningen i Danmark har oven i købet en passus i sine vedtægter om, at medlemmer, der tager arbejde i Grønland, ikke samtidig kan være medlem af Danmarks Lererforening.

Altså: forhandlingerne foregår i Grønland mellem hjemmestyret og organisationerne.

AFTALEOMRÅDET har i en årrække været fredet for indblanding fra danske moderorganisationer. Og sådan bør det være. Når Danmarks Lærerforening alligevel er kommet på banen med sin bombastiske blokade, så hænger det sammen med, at de fleste lærere i Grønland med NAK's eksklusion af Grønlands Lærerforening mistede indflydelse på deres løn- og ansættelsesforhold. Det er naturligvis en helt uacceptabel situation, og det var den, den danske lærerforening reagerede på.

Derfor er det også muligt at nå til enighed med Danmarks Lærerforening om at få retableret en forsvarlig repræsentation af samtlige grønlandske lærere. Der arbejdes allerede i hjemmestyret med en revision af tjenestemandsområdet, som åbner vejen for overenskomstansættelse af lærere i Grønland. Samtidig er landsstyret villig til i samarbejde med de grønlandske lærerorganisationer at finde en løsning på den grønlandske organisationskonflikt.

Hvis dette mål kan nås i en ruf - eller der i det mindste kan stilles stærke garantier for, at det vil lykkes - må Danmarks Lærerforening stille sig tilfreds og ophæve blokaden, så den ikke mere spænder ben for tilgangen af arbejdskraft fra Danmark. For så er aftalesituationen igen, som den var forudsat, da Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening overgav forhandlingsretten til de grønlandske organisationer.

TILBAGE TIL FØDESTEDSKRITERIET, så var det en ulykkelig ordning, der delte befolkningen i to slags mennesker, nogle der skulle have tillæg og frynsegoder, og nogle der ikke skulle. Og reglen skabte endda mulighed for, at nogle få grønlændere var berettiget til en status som tilkaldte med alle de fordele, dette indebar.

Direkte forhandlinger med danske organisationer vil uundgåeligt kræve en eller anden form for fødestedskriterie eller i hvert fald et kriterier, der definerer en tilkaldt i forhold til en hjemmehørende.

Direkte forhandlinger med danske organisationer vil betyde krav om en særlig belønning for at tage til Grønland: Mere i løn, årlige feriefr irejser, boligbidrag og hvad man ellers kan finde på. Forskelsbehandling!

Det er et tilbageskridt. Karna Jokumsen har ret. Der skal ikke indgås aftale med Danmarks Lærerforening. Det grønlandske aftaleområde skal ikke bombes tilbage i tiden.