Kære Landsting - se dog fremad

Hverken landsstyreformand Jonathan Motzfeldt eller partiernes ordførere gav noget egentligt bud på, hvordan vi skal klare de væsentlige problemer vores økonomi står overfor de kommende år; problemer, der er udmærket beskrevet af embedsmændene i den redegørelse, der var baggrunden for debatten i Landstinget.

Torsdag d. 21. maj 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

VORES ØKONOMI står overfor nogle ganske alvorlige udfordringer de kommende år.

Det viser den økonomisk-politiske redegørelse, som Landstinget brugte mange timer på at diskutere onsdag eller rettere undlod at diskutere.

For hverken landsstyreformand Jonathan Motzfeldt eller partiernes ordførere gav noget egentligt bud på, hvordan vi skal klare de væsentlige problemer vores økonomi står overfor de kommende år; problemer, der er udmærket beskrevet af embedsmændene i den redegørelse, der var baggrunden for debatten i Landstinget. I stedet var det de nære dagligdags problemer, der prægede debatten: Hvordan får vi koordineret nogle helt konkrete tiltag, så ressourcerne anvendes og udnyttes bedre, og hvorfor har landstyret ikke... De skulle hellere have gjort sådan... Så ville vi have været tilfredse...

EMBEDSMÆNDENES OPGAVE er at beskrive problemerne. Og det gør de i den politisk-økonomiske redegørelse. Faktisk udmærket.

Politikerne er dem, vi har valgt til at tage beslutningerne. Derfor må vi - som befolkning - kunne forvente, når Landstinget bruger mange timer på at diskutere problemerne, at vi efterfølgende sidder med en fornemmelse af, at vi har fået deres bud på, hvordan de mener problemerne skal løses. Derefter kan vi som befolkning debattere de forslag til løsninger politikerne lægger frem og beder os om - som vælgere - at tage stilling til.

Når man som vælger læser den politisk-økonomiske redegørelse, er der masser af advarselslamper, der blinker faretruende. Blink, der også burde kunne få politikerne op af stolene, og diskutere, hvordan vi klarer fremtidens problemer, så der blev udlagt nogle pejle-mærker for, hvor det er vi skal hen.

Landstingets debat bragte ikke den afklaring.

UMIDDELBART SER det godt ud - på overfladen.

Den politik, der er ført op gennem 1990-erne har betydet, at landskassen har kunne nedbringe sin gæld overfor udlandet. Der er rimeligt styr på finanserne. Der er iværksat en lang række fremadrettede initiativer, uden at det dog endnu har vist sig som et plus på indtægtssiden. Der er iværksat omkostningsdæmpende tiltag, der blandt andet har betydet lavere offentlige takster på en række områder. Udviklingen i forbrugerpriserne er mindre end i udlandet. Det samme gælder lønningerne - og listen er sikkert længere.

Men det var så det positive. Det, der skaber bekymring er, at skatteindtægterne er vigende, og der ikke er umiddelbar udsigt til, at det er muligt at udvide det "økonomiske råderum" væsentligt. De biologiske ressourcer sætter en naturlig grænse for, hvor meget vi kan fiske, hvis der også skal være noget tilbage til vores efterkommere. Bloktilskuddet er netop fastsat på et stort set uændret niveau - frem til og med år 2001.

Samtidig stiger den samlede gæld i samfundet. Som samfund skylder vi i dag flere penge væk, end vi gjorde i 1993. Og i de kommende år er der en række udfordringer, der "eksploderer" for øjnene af os. Udfordringer vi uundgåeligt må tage stilling til.

EN AF DE helt store udfordringer i den økonomiske politik bliver at imødegå de virkninger, som den ændrede sammensætning af befolkningen vil få. Der vil blive færre småbørn, der skal passes. Til gengæld vil antallet af børn i den skolepligtige alder vokse med knap syv procent, og antallet af unge mellem 15 og 19 år vil vokse med over 40 procent.

Samtidig vokser gruppen af ældre med næsten en tredjedel frem til år 2005.

Hertil skal lægges de milliarder, det er nødvendigt at bruge de kommende år på renoveringer, hvis befolkningen skal kunne tilbydes tidssvarende forhold, når det gælder uddannelse, en sikker forsyning med el, vand og varme, og et velfungerende sundhedsvæsen, der er i stand til at servicere befolkningen bare nogenlunde. Hvis alt skal bringes up to date, er der behov for adskillige milliarder.

Det vil betyde voldsomt øgede offentlige udgifter, der kun kan betales over skatterne. Det betyder højere skat eller, at den danske stat via blokstilskuddet er parat til at spytte flere penge i kassen. Og det var staten ikke ved de netop afsluttede forhandlinger.

Eller, at der bliver skåret i de tilskud, der gives til forskellige sektorer. Sammenlagt udgør landskassens udgifter til de forskellige sektorer 11,5 procent af de samlede driftsudgifter i 1997. Heraf går det største tilskud til transportsektoren, hvor landskassens udgifter i 1997 var på 186 millioner kroner. Fiskeriet får lidt over 80 millioner. Vareforsyningen støttes med lige under 100 millioner og turismen med lidt over 30 millioner.

Hvilken løsning vil du vælge?