Udemokratiske, voldelige fiskere

HAVNEBLOKADEN ER udtryk for foragt for demokratiet. Blokaden var ikke bare en demonstration, men en voldelig aktion for at få underkendt en beslutning, der er taget i Landstinget, Grønlands lovgivende forsamling. Det er foragt for demokratiet, foragt for samfundets øvrige borgere, deres erhverv og økonomi. Aktionen var ulovlig og hensynsløs og efterlod samme indtryk, som når forkælede unger bliver hysteriske over ikke at få deres vilje.

Tirsdag d. 9. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri.

HAVNEBLOKADEN ER udtryk for foragt for demokratiet. Blokaden var ikke bare en demonstration, men en voldelig aktion for at få underkendt en beslutning, der er taget i Landstinget, Grønlands lovgivende forsamling. Det er foragt for demokratiet, foragt for samfundets øvrige borgere, deres erhverv og økonomi. Aktionen var ulovlig og hensynsløs og efterlod samme indtryk, som når forkælede unger bliver hysteriske over ikke at få deres vilje.

Sagen er meget kort fortalt, at Landstinget fjernede indhandlingstilskuddet på rejer og hellefisk for at skaffe penge til et indhandlingstilskud til krabber. Formanden for fiskeriudvalget Siverth K. Heilmann har sagt, at han ikke vidste, at forudsætningen for krabbetilskuddet var, at de to andre tilskud blev fjernet. Den påstand skabte usædvanligt røre i vandene, og landsstyremedlem Paaviaaraq blev beskyldt for at have ført Landstinget bag lyset. Det gjorde landstingsmedlem Anthon Frederiksen så gal, at han forlangte, at Paaviaaraq skulle gå af, mens landstingsmedlem Hans Enoksen ville have Landstinget indkaldt.

Det kan imidlertid dokumenteres, at både fiskeriudvalget og landstingsmedlemmerne har været fuldt orienteret om konsekvenserne af at vedtage indhandlingstilskuddet på krabber, men alligevel skabte skænderierne orkanagtig blæst om landstingsbeslutningen, og fiskerne mente sig i deres gode ret til at tage loven i egen hånd for med vold og magt at få deres vilje.

Det blev en fysisk blokade, der hindrede Royal Arctic Line i at losse, turisterne i at komme ud at sejle og de handlende i at få friske varer - alt sammen, fordi nogle landstingsmedlemmer ikke havde læst deres lektie.

BÅDE VOLD OG fysisk tvang er primitive redskaber i enhver sammenhæng. Og havneblokaden er en voldelig handling. Ganske vist har blokadefiskerne ikke slået nogen, men fysisk tvang som blokaden i Ilulissat er vold mod byens og landets øvrige borgere. Blokaden er ligeså ulovlig som tyveri og brandstiftelse.

Ingen kan anfægte nogen retten til fysiske aktioner, demonstrationer, optog, ytringsfrihed. Og naturligvis kan der demonstreres imod og rakkes ned på Landstingets beslutninger, hvis man synes, politikerne har lavet noget bras. Men Landstingets afgørelser skal respekteres - eller følges - uanset, hvor uenig man er med politikerne.

Måske havde der været noget forsonende ved havneblokaden - omend den stadig er ulovlig - hvis den var rettet imod en landsstyrebeslutning, som fiskerne ikke kunne forliges med. Men det er ikke landsstyret, fiskerne tilsidesætter. Det er den lovgivende forsamling. Her bestemmes de spilleregler, vi skal rette os efter - såvel fiskere som alle andre. Fiskerne i Ilulissat sætter sig altså uden for de rammer, vi har aftalt for vor færden i Grønland. I virkeligheden siger de nej til demokratiet.

NEJ TIL DEMOKRATIET!
Det er en skidt holdning, og den har været genstand for megen vrede og kritik, i den tid, blokaden stod på. Men om en uge er alting glemt. Så går livet igen sin stille gang uden de store armsving.

Royal Greenland klarede jo ærterne og gav fiskerne nogle forhold, de synes de kunne være tjent med. Og det er selvfølgelig meget godt.

Men hvad gik havneblokaden så ud på? Hvem var den rettet imod? Hvad demonstrerede fiskerne imod?

Hvis de havde holdt fast i, at landsstyremedlem Paaviaaraq Heilmann havde trådt i spinaten, så er problemet jo ikke løst ved, at Royal Greenland imødekommer KNAPK. Hverken landsstyremedlemmets troværdighed eller Landstingets beslutning bliver bedre af, at andre betaler. Men det er tilsyneladende sådan, at det for KNAPK kun drejer sig om penge - hvor de så end kommer fra.

Måske kunne Royal Arctic Line eller turistbranchen i Ilulissat have købt sig til en ophævelse af havneblokaden...

Efter Ilulissat-fiskernes magtdemonstration, som KNAPK-formand Anthon Sieg-stad bakkede op, er det i virkeligheden fiskerne, der har et troværdighedsproblem, ligesom de naturligvis kan se frem til et retsligt efterspil.