Formynderi over HIV-smittede

DET ER IKKE en behagelig tanke, at enkelte mennesker sidder og bestemmer over liv og død. Men sådan er det vel i spørgsmålet om medicinering af HIV-patienter i Grønland. I alt fald i Sisimiut, hvor distriktslæge Ove Rosing Olsen bestemmer, hvem der skal have den kostbare kombinationsmedicin, som gør livet og tilværelsen for HIV-patienter meget, meget bedre.

Onsdag d. 10. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

DET ER IKKE en behagelig tanke, at enkelte mennesker sidder og bestemmer over liv og død. Men sådan er det vel i spørgsmålet om medicinering af HIV-patienter i Grønland. I alt fald i Sisimiut, hvor distriktslæge Ove Rosing Olsen bestemmer, hvem der skal have den kostbare kombinationsmedicin, som gør livet og tilværelsen for HIV-patienter meget, meget bedre.

Det fremgår af tidsskriftet for sygeplejersker "Sygeplejersken", at Ove Rosing Olsen kun vil uddele medicinen til patienter med orden i tilværelsen. Foreholdt disse udtalelser forklarer Ove Rosing Olsen til AG, at det kan være svært at genkende sin egne ord i bladet, men han benægter ikke, at han foretager en "kvalitetsvurdering" af patienterne.

Reelt er situationen, at kun to af Sisimiuts HIV-patienter efter Ove Rosing Olsens mening har tilstrækkelig orden i tilværelsen til, at han vil give dem medicinen.

Distriktslægen forklaer, at det er meget nødvendigt, at patienterne tager medicinen regelmæssigt, fordi den ellers vil skade mere end gavne. HIV-virusset kan blive resistent overfor behandlingen, og det kan ifølge Ove Rosing Olsen let ske, når medicinen ikke tages regelmæssigt.

Den vikarierende overlæge på dette område, Henrik Permin, Dronning Ingrids Hospital, giver Ove Rosing Olsen helt ret i, at medicinen skal tages regelmæssigt, men han mener bestemt ikke, det er lægen, der skal afgøre, hvem der er i stand til at styre dette.

- Alle skal have medicinen tilbudt, siger han, og det må være patientens valg, om han eller hun vil tage den.

LÆGEN, DER SKAL VÆRE retfærdig og objektiv i behandlingen af sine patienter, skal efter AG's opfattelse vare sig for at sætte sig som dommer over, hvem der skal have et rimeligt liv eller ej. Det er nemlig, hvad den forholdsvis nye kombinationsmedicin giver mulighed for. Den eneste begrænsning ligger i, at man i Danmark og Grønland har valgt at udsætte behandlingen, indtil immunapparatet svækkes. Det skyldes, at man reelt ikke ved, hvor længe medicinen virker, inden HIV-virusset bliver resistent, og for at få en så langvarig virkning som muligt, venter man altså lidt med at igangsætte behandlingen.

Men der er ingen regler for, at en læge kan bestemme, hvem der skal have medicinen, som uundgåeligt vil virke på alle, der tåler den. Det er derfor stærkt betænkeligt, at nogle læger åbenbart mener, de kan tilsidesætte den enkeltes ret til at skaffe sig et bedre liv. Det er det rene formynderi, og det er specielt angribeligt, når der er tale om liv og død - eller i alt fald livskvalitet så det batter.

Ingen mennesker kan påtage sig en sådan beslutning om et andet menneskes liv og livskvalitet. Altså afskærer bestemte fra et bedre liv. Det er etisk forkert, at en patient, der efter lægens opfattelse er en rodemikkel, ikke får muligheden for skabe sig en ordentlig tilværelse, mens hans pertentlige lidelsesfæller uden problemer bliver hjulpet.

DOMMER og skarpretter i en person har altid være en ubehagelig sammenblanding. På samme måde er det uheldigt, at lægen tiltager sig en social og næsten guddommelig magt over andre mennesker. Lægen skal tilbyde helbredelse og lindring uden på forhånd at blande sig i, hvem der kan finde ud at tage en pille på et bestemt klokkeslet.

Man nægter vel heller ikke kvinder, der er ved deres fulde fem, p-piller, fordi man har mistanke om, at de ikke kan holde styr på dem, med mindre deres åndelige habitus har sat dem under formynderi.

Der skal være helt klare og helt ens regler for alle patienter og for alle steder i Grønland. Patienterne skal med de geografiske betingede forskelle, der nu engang eksisterer, behandles godt og lige, uanset hvor de bor - uanset hvilken læge, de har.

Det er ikke fordi, vi her på avisen tvivler på, at det er alvorlige sager, læger og HIV-patienter har med at gøre. Resistente virusser gør fremtidig behandling inden for mange forskellige sygdomme vanskeligere og vanskeligere. Og når man nu endelig har fået en medicin, der kan gøre livet lettere for HIV-patienter, så ville det være skammeligt, hvis den alt for hurtigt blev et udvandet og nytteløst middel i kampen mod den forfærdelige sygdom.

Ove Rosing Olsen kan have grunde til sin holdning, som vi ikke kender til. For eksempel ved vi ikke, om en HIV-positiv, der ikke har fulgt behandlingen med den nye medicin ordentligt, kan smitte andre med resistent virus, så de ikke kan behandles med den nye medicin. Det åbner naturligvis en række meget vanskelige spørgsmål om forvaltningen af medicinen.

Men det ændrer ikke på, at det ikke bør være op til den enkelte læge at bestemme, hvem der skal have medicinen eller ej. Dertil er hans sociale og menneskelige indsigt ikke nødvendigvis tilstrækkelig. Det minder for meget om at lege Gud.