Vi mangler boligbesættere

Her på avisen kan vi uden forudgående undersøgelser og uden risiko for at komme på kant med sandheden hævde, at der mangler masser af boliger i Nuuk. Og selvom så nybygningstakten fordobles, vil der gå mange år, før boligproblemet bliver overskueligt.

Tirsdag d. 16. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger.

Hvor er det dog godt, at der nu skal til at bygges flere boliger i Nuuk. Men hvor er det ærgerligt, at der i virkeligheden ikke sker noget. Så langt er man dog, at kommunen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal afdække boligbehovet og præstere et løsningsforslag, og denne arbejdsgruppe vil barsle med en rapport til september.

Her på avisen kan vi uden forudgående undersøgelser og uden risiko for at komme på kant med sandheden hævde, at der mangler masser af boliger i Nuuk. Og selvom så nybygningstakten fordobles, vil der gå mange år, før boligproblemet bliver overskueligt.

Der bygges ganske vist - cirka hundrede boliger om året - men alene det offentliges merbehov for tjenesteboliger beslaglægger flere boliger, end der bygges. Til de boligsøgende er der så det antal, der fraflyttes på grund af dødsfald eller flytning til andre byer.

Det er ikke på den måde, vi kommer ud af en 15 år lang venteliste. Vi behøver ikke afdække det egentlige boligbehov for at komme i gang, og der er grund til at anbefale arbejdsgruppen at koncentrere sig om, hvordan der kan skaffes flest mulige boliger hurtigst muligt.

Der skal lægges pres på landsstyret, hvis politik åbenbart er, at byggetempoet ikke skal sættes i vejret. For naturligvis skal det det. Med en boligsituation, der lammer enhver form for udvikling og fremgang, skal der gøres noget radikalt. Det er ingen mening i at udråbe Nuuk til vækstcenter i et fremtidigt liberalt prissætnings- og omkostningssystem (afskaffelse af ensprissystemet) og samtidig lade byen stagnere boligmæssigt. Ganske vist vil det nye prissystem kunne løse en del af boligproblematikken, men det tager tid - lang tid - inden virkningen slår igennem, især hvis Nuuk ved starten er helt i knæ på boligområdet.

De grønlandske borgere, vælgere og skatteydere er et mærkeligt folkefærd. De finder sig i, at skolerne går i stå, at lejlighederne er overfyldt, at sundhedsvæsenet skranter og ventelisterne vokser og vokser. Der er ingen demonstrationer, ingen protester, ingen opstand - udover den meget kultiverede og ufarlige debat, som føres i aviserne. Der skal helt andre boller på suppen, hvis der skal sættes skub i de forhold, der kan bedre livskvaliteten for mange, mange mennesker.

Hvor er boligbesætterne henne? Hvorfor er der ingen boligsøgende, som besætter tomme huse og lejligheder, som står ledige år ud og år ind. Hvorfor finder man sig i til daglig at gå forbi tomme, døde vinduer, når man selv bor sammen med kæresten og hendes bedsteforældre på ottende år? Hvordan kan det være, de boligsøgende ikke organiserer sig i en stor og stærk forening, der kan lægge pres på politikerne, på INI’s boligadministration og påvirke boligpolitikken i retning af hurtigere og bedre løsninger?

Ja det er ikke godt at vide...

Man kunne fristes til at tro, at det har noget med kolonitiden at gøre. En vel indarbejdet autoritetstro, et led i den grønlandske kultur. Historien har lært borgerne flinkerollen, og den er naturligvis svær at "spille" sig ud af.

BESÆTTERE? Er det nu også noget "at samle på"? Er det ikke anarki? Er det ikke ulovligt?

Det kan da godt være, at det er anarki.

Men boligsituationen i Nuuk er så grotesk, at den er anarki i sig selv. Den er så alvorlig, at den begrunder en regulær opstand fra de tusinde mennesker, der bor under alt for trange forhold. Og vi andre, der har vort på det tørre, bør slutte op om den i demonstrationer, protester, krav til politikerne. Boligpolitikken bliver det hotteste emne for vælgerne i Nuuk ved valgene fremover, og kandidaterne til Landstinget og kommunalbestyrelsen må præsentere helt anderledes håndgribelige løfter end hidtil.

Som det er i øjeblikket, konstateres boligmanglen uden dramatik og uden nogen egentlig forbindelse til virkeligheden. For virkelighedens boligsøgende forstår ikke at markere sig. Måske tror politikerne, at boligmanglen er overskuelig, når de boligsøgende optræder apatisk og uengageret. Og det er måske forståeligt.

Derfor er det helt nødvendigt, at de boligsøgende organiserer sig og skaber et talerør, et medie for utilfredsheden på området.

Det samme kunne ventelistepatienterne gøre og forældrene til skolesøgende børn, der ikke får den undervisning, de har behov for.