NOGET AT RAFLE OM

Hvad vil der ske, hvis der virkelig blive tale om et olie- og gaseventyr i Grønland som i Nordsøen? Ja, i et svagt øjeblik kan tanken virke så skræmmende, at man næsten ønsker, at hullet på Fyllas Banke vil være så tør som sandet i Sahara.

Tirsdag d. 30. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Råstoffer, Økonomi.

NÅR MILJØ- OG ENERGIMINISTER Svend Auken, Socialdemokratiet, i morgen, onsdag den 1. juli, overdrager forvaltningen af råstofferne i den grønlandske undergrund til landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, Siumut, er det meget mere end blot en symbolsk handling, selv om hjemtagningen af forvaltningen ikke rokker en tøddel ved selve ånden i den forkætrede råstoflov fra 1978. Som udgangspunkt vil overflytningen i morgen, onsdag, nemlig ikke betyde ændringer i de grundlæggende principper i den grønlandske råstofpolitik. Den fælles beslutningskompetence, indtægtsfordelingen mellem statskassen og landskassen og den paritetiske sammensætning af Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland forbliver uændret. Alligevel er overflytningen en sejr for det grønlandske hjemmestyre og for det grønlandske samfund, som i mange år har haft netop overførslen af forvaltningen af vore egne mineralske råstoffer som et kardinalpunkt. Det får naturligvis stor betydning, at forvaltningen nu flytter tættere på de reelle aktiviteter og på de folk, som vil blive involveret og påvirket af aktiviteterne. For politikerne og befolkningen i Grønland bliver råstofaktiviteterne efter den 1. juli mere synlige. For de udenlandske selskaber, som søger koncessioner i Grønland, betyder overflytningen, at de med det samme skal vende blikket mod Grønland - og ikke først skal en tur rundt om København. Overflytningen en også sejr for den pragmatiske politik, som ved hjælp af lange, seje træk udvider rammerne for hjemmestyret. GRØNLAND OVERTAGER forvaltningen af råstofferne i sin egen undergrund i en tid, hvor efterforskningsaktiviteterne aldrig har været større end i dag. De mange internationale selskaber, som leder efter råstoffer på land og til havs, er alene i 1998 forpligtiget til at bruge 250 millioner kroner i mineraljagten. Forpligtigelserne var sidste år "kun" 100 millioner kroner. Men efterforskning alene gør det ikke. Forventningerne til en kommende udnyttelse af mineralerne i den grønlandske undergrund - og dermed også beskæftigelse til den grønlandske arbejdskraft og indtægter til statskassen og landskassen er en naturlig følge af denne store efterforsknings-aktivitet. DE STØRSTE FORVENTNINGER gælder olie- og gasforekomsterne ud for den grønlandske vestkyst. Fylla-Gruppen borer sit første hul næste sommer, og inden resultatet foreligger, underskrev deltagerne i Fylla-Gruppen i går, mandag, en ny efterforskningstilladelse i havet ud for Sisimiut. Hvad vil der ske, hvis der virkelig blive tale om et olie- og gaseventyr i Grønland som i Nordsøen? Ja, i et svagt øjeblik kan tanken virke så skræmmende, at man næsten ønsker, at hullet på Fyllas Banke vil være så tør som sandet i Sahara. Det grønlandske samfund, som endnu ikke rigtig har fundet sine egne ben efter de voldsomme omvæltninger efter 2. Verdenskrig, risikerer med sine 50.000 indbyggere at blive løbet over ende af en multinational olie- og gasindustri uden alt for romantiske holdninger til "de særlige grønlandske forhold". Og har Grønland først lukket Pandoras æske op, er der ingen vej tilbage. DERFOR VIL EN KOMMENDE udnyttelse af mineralerne i den grønlandske undergrund stille meget store krav til de grønlandske politikere og hele den grønlandske befolkning. En olie- og gaseventyr kan betyde en kapitalindsprøjtning og et aktivitetsløft, som får bygge- og anlægsboom'et efter 2. verdenskrig til at blegne, men det kan også betyde så store omvæltninger, at det grønlandske samfund bliver løbet fuldstændigt over ende. Derfor skal pengene fra et olie- og gaseventyr bruges med fornuft og anstændighed. Historien, også den grønlandske, har vist os, at politikere og rede penge kan være en brandfarlig cocktail. Aftalen mellem staten og hjemmestyret tilsiger, at de første 500 millioner kroner skal deles mellem statskassen og landskassen, og at fordelingen af et større overskud skal forhandles mellem stat og hjemmestyre. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har for nyligt foreslået, at disse forhandlingerne omkring de årlige indtægter over 500 millioner kroner kan resultere i en fond, hvis formål skal aftales mellem staten og hjemmestyret. DET ER EN SPÆNDENDE tanke. Selv om Grønland og havet omkring os er umådeligt stort, vil kilderne i undergrunden en dag tørre ud. Vi skal forberede os grundigt til et olie- og gaseventyr, men vi skal forberede os endnu grundigere til den dag, hvor eventyret er slut. En fond med et betragteligt beløb, som både kan løse opgaver i og udenfor Grønland, vil være med til at lette overgangen til den barske hverdag igen. Det er da også en charmerende tanke, at Grønland med en olie- og gasfond i milliardklassen kan gå ud og løse opgaver andre steder, for eksempel i Danmark. Det vil give kritikerne på den danske højrefløj noget at tænke over, hvis Danmark får hjælp til løsningen af påtrængende opgaver fra en grønlandsk råstoffond; altså en slags omvendt renoveringsfond... NÅ, LAD OS NU IKKE sælge skindet, før isbjørnen er skudt. I morgen gælder det altså hjemtagningen af forvaltningen af den grønlandske undergrund. Denne overflytning viser, at der alligevel er noget at rafle om.