Penge gør det ikke alene

Det er rigtigt, at penge ikke løser rekrutteringsproblematikken alene. Der skal et nyt og moderne sundhedsvæsen til, hvor den væsentlige lægefaglige ekspertise, som det tidligere har været foreslået, i bedste fald placeres centralt. I næstbedste regionalt.

Tirsdag d. 1. september 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Sundhedsvæsenet.

LÆGEMANGLEN imødegås ikke bare med et greb i pengekassen. Lønforhøjelser til alle læger på op mod 25 procent vil smitte af på det øvrige arbejdsmarked og medføre lønstigninger, der vil sende Grønland på fattiggården i løbet af få år. Så er det ikke kun sundhedsvæsenet, der er under nedsmeltning, men hele samfundet.

Afdelingschef Gitte Sørensen forklarer på side 7 i dagens avis, at det er forkert, når der i den aktuelle debat om sundhedsvæsenet postuleres, at der ikke er gjort noget for at skabe bedre løn- og ansættelsesforhold på sundhedsområdet. De ansatte i sundhedsvæsenet er blandt dem, der har fået mest af alle, og et særligt krav om forbedrede muligheder for efter- og videreuddannelse er imødekommet og underskrevet af begge parter.

Gitte Sørensen ærgrer sig over, at organisationerne ikke bakker op omkring de aftaler, de indgår, og for eksempel anbefaler deres medlemmer ansættelse i Grønland. Omdømmet betyder meget, og hvis de ansatte i sundhedsvæsenet ikke vil være med til at skabe en bedre profil af Grønland, ja så er der langt til en løsning af rekrutteringsproblemerne.

SKYLDES for eksempel lægemanglen, at lægerne kan få mere i løn i for eksempel Danmark, Norge og Sverige, så er vi nødt til at tilbyde det samme. Sådan har vi også sagt på lederplads her i avisen, og vi synes stadig det forekommer logisk.

Men vi må medgive, at det nok ikke er slet så enkelt. I givet fald skulle der nemlig en lønstigning til på 25 procent. Og den vil uundgåeligt have en afsmittende virkning på det øvrige arbejdsmarked, fordi lægerne som bekendt ikke er den eneste gruppe, som er vanskelig at få fat på. Der er en omfattende mangel på øvrigt sundhedspersonale, og ligeså galt står det vel til lærerne. Inden vi ser os om har det betydet lønstigninger for samtlige organisationer, uundgåelige prisstigninger på alting.

Hvis man forestiller sig, at alle indenfor det offentlige forhandlingssystem ad åre skal have nævnte lønfremgang på 25 procent, betyder det en ekstra lønbyrde for det offentlige på 470 millioner kroner om året - en udvikling vil accelerere Grønland mod afgrunden.

CENTRAL styring og egentlig centralisme er noget, der får det til at vende sig i os alle. Det vil vi ikke have. Men indenfor sundhedsvæsenet er vi nået dertil, at det decentrale system ikke mere kan anvendes.

Før i tiden fungerede det godt. Rundt om i sundhedsdistrikterne sad der sundhedspersonale, som efter års erfaring var i stand til at klare selv relativt store operationer og vanskelige behandlinger. Infrastrukturen var elendig, og det var nødvendigt, at man kunne klare sig selv i de enkelte distrikter. Og lykkedes det i nogle tilfælde ikke, ja så var der ikke noget at gøre ved det. Det var vilkårene i et land som Grønland.

Sådan ser vi ikke på det i dag. Vi forlanger, at det er sikkert at bo overalt i Grønland, og at vi kan få højt kvalificeret lægehjælp stort set øjeblikkelig.

Men de meget alsidige "medicinmænd" fra de gode gamle dage findes der ikke ret mange af mere. Der er nogle, og Gud ske lov for det, for sundhedsvæsenets organisation har stadig den gamle kolonitidsstruktur.

LIGEGYLDIGHED er i almindelighed noget uanstændigt - og i særdeleshed, hvis man har ansvaret. Chefdistriktslæge Lars Klenow i Qaqortcq fortæller (side 8 og 9) om, hvor ubehageligt og fortvivlende det er at sidde alene med problemerne. Kommunikationen mellem lægedistrikterne og sundhedsvæsenet er elendig, og direktoratet interesserer sig ikke for lægefaglige problemer.

Sammen med den gamle lægedistriktsstruktur, hvor lægerne sidder isoleret fra hinanden, er sådanne oplysninger om direktoratets arrogance med til at skræmme læger fra at søge stilling i Grønland.

Det er rigtigt, at penge ikke løser rekrutteringsproblematikken alene. Der skal et nyt og moderne sundhedsvæsen til, hvor den væsentlige lægefaglige ekspertise, som det tidligere har været foreslået, i bedste fald placeres centralt. I næstbedste regionalt.

Det kræver naturligvis gode og effektive "skadestuer" rundt om i de "gamle" distrikter, og det kræver en effektiv ambulancetjeneste, en flytjeneste der ifølge sagkyndige, AG har forhørt sig hos, kan tilrettelægges fuldt tilfredsstillende.

En sådan struktur vil - sammen med et landsdækkende telemedicinsystem forbedre arbejdsforholdene for lægerne, som ikke mere vil være overladt til sig selv og deres individuelle begrænsninger.