En samlet grønlandspolitik

EN SAMLET politisk målsætning er simpelthen en forudsætning for, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt. Og så er det ligegyldigt, om vi går ind for den ene eller den anden befolkningspolitik. Det er nødvendig, at de, der trækker os fremad gennem udviklingen, trækker i samme retning. Det går ikke, at nogle arbejder med decentralisering og andre med centralisering. Så spilder vi ikke bare kræfter, men penge og tid. Og ingen af delene har vi for meget af.

Torsdag d. 17. september 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DER MANGLER en samlet mediepolitik. Det har vi ofte været inde på på denne plads og skal ikke ofre mere tid på det i denne omgang. Vi mangler også en samlet trafikpolitik, hvor vi gør os klart, hvordan vi skal rejse. Vi mangler så sandelig også - om noget - en sundheds- og en socialpolitik med klare mål for, hvordan vi skal passes, plejes og behandles, og hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Men måske mangler vi ligefrem en samlet grønlandspolitik. Vi mangler i alt fald et mål med udviklingen og en politik, der kan bringe os frem til det.

Sådan føler i det mindste vælgerne det, og her på AG forstår vi undertiden godt dem, der har mistanke om, at politikerne vedkender sig en decentralisering, men i praksis centraliserer.

I dagens avis giver borgmester Ane Hansen i Aasiaat udtryk for sin frygt for, at de små kommuner i fremtidens Grønland bliver glemt, at de mister deres betydning og med tiden forsvinder fra landkortet.

Anledningen er blandt andet den nye valglov, som er under optræk. Efter den skal alle kommuner fra og med Nanortalik til og med Uummannaq danne en fælles valgkreds, mens resten får hver sin. Der er oven i købet politikere både i Siumut og Atassut, der mener, at skridtet skal tages fuldt ud, så hele landet bliver en stor valgkreds.

Ane Hansen frygter, at de små kommuner på denne måde mister deres demokratiske repræsentation i Landstinget, og at udviklingen koncentreres om de store vækstcentre, som det blandt andet har været skildret i forbindelse med fremtidens ophævelse af ensprissystemet.

Nogle går fortsat ind for bevarelse og fremme af de små steder, mens andre ønsker, at Grønland skal tilpasse sig. Undertiden får man indtryk af, at nogle mener begge dele.

Det er derfor vi mangler en samlet grønlandspolitik.

EN SAMLET politisk målsætning er simpelthen en forudsætning for, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt. Og så er det ligegyldigt, om vi går ind for den ene eller den anden befolkningspolitik. Det er nødvendig, at de, der trækker os fremad gennem udviklingen, trækker i samme retning. Det går ikke, at nogle arbejder med decentralisering og andre med centralisering. Så spilder vi ikke bare kræfter, men penge og tid. Og ingen af delene har vi for meget af.

I et stort fødselsdagsinterview på siderne 10-13 siger landsstyreformanden, at vi må vænne os til, at vi kun har det, vi selv kan skaffe. Vi må leve af landets ressourcer, og hvad vi selv kan frembringe. Vi skal kort og godt tilpasse os virkeligheden.

Derfor må vi indstille os på, at alle fangstarter bliver kvoteret. De gamle dage med fri jagt er historie. Vi må udnytte ressourcerne optimalt, det vil sige på en sådan måde, at vi i al fremtid kan høste af dem og overleve på dem.

Men tilpasningen er nådesløs. Tilpasningen betyder jo, at man indretter sig efter vilkårene, og dem kan vi ikke gå på kompromis med. Hvis vi ved, at en bestand af fugle eller fisk kan beskattes med 1.000 tons, så nytter det ikke noget, at fange 2.000 tons. Og hvis vi skal spare penge ved rationalisering, ja så nytter det ikke noget at holde fast i irrationelle strukturer og organisationsformer. Så bliver vi nødt til at bide i det sure æble og indstille os på befolkningskoncentration nogle steder. Og så må vi acceptere det og glemme de fine argumenter om tradition og kultur. - Eller indstille os på at blive på stederne for egen regning og risiko.

GRØNLANDSPOLITIK adskiller sig ikke fra politik andre steder, hvad angår politisk konsekvens. Det bør den i alt fald ikke. Det betyder, at vi som alle andre lande og selvstyrede områder er nødt til at acceptere, at levestandard koster. Og skal blive ved med at klare os som nu, skal der spares. Grønland er sårbart, og vi er nødt til at udvikle det mindst mulige omkostningsniveau for at være rustet til at stå imod i dårlige tider.

Det er politikernes ansvar at gøre dette begribeligt for borgerne. Og uden forståelse ingen accept. Derfor mangler vi en samlet grønlandspolitik med et klart mål - for eksempel om et selvbærende samfund - og en plan for, hvordan det nås. Samtidig skal vi have klar besked om omkostningerne, om ofrene. Det samfund, vi havde engang, bliver uundgåeligt påvirket af udviklingen, og det skal vi - og politikerne - snakke åbent om. Vi skal kende prisen for fremtiden og acceptere, at den skal betales. Og dem, der først og fremmest skal have besked, er dem, det først og fremmest går ud over.

Desværre har vi ikke nogen samlet grønlandspolitik, og derfor udvikler landet sig mere tilfældigt, end godt er. Udviklingen - politikken må nødvendigvis arbejde med at fremme de ekspanderende vækstområder. Men der skal spilles med åbne kort for at undgå spild, fejlinvesteringer og de mest urimelige skuffelser i det øvrige Grønland.