Uha, 42 millioner i merforbrug!

Vi har nemlig et sundhedsvæsen, der bemandingsmæssigt for en stor del bygger på vikarer. Der er langt fra fastansatte nok, og tre-ugers vikarer, som vi har mange af, er dyre. Vi må betale, hvad de vil have, og vi flyver dem frem og tilbage, indkvarterer dem dyrt og uhensigtsmæssigt og får i yderdistrikterne næppe det helt store udbytte af dem, fordi den gamle sundhedsstruktur kræver grønlandsk indsigt og faglige forudsætninger i usædvanlig bred forstand.

Tirsdag d. 22. september 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet, Økonomi.

NU FALDER HAMMEREN for sundhedsvæsenet eller for landsstyret eller for dem, der nu bliver bundet op på den budgetoverskridelse på 42 millioner kroner, som Landstinget præsenteres for i denne samling.

Spørgsmålet er så, hvordan Landstinget og alle vi skatteydere og vælgere vil vurdere situationen.

En overskridelse på 42 millioner kroner i et lille-bitte land som Grønland er under alle omstændigheder noget, vi ikke skal finde os i. Men hvordan er den opstået. Har det overhovedet været muligt at drive et sundhedsvæsen for de penge, der har været afsat.

Ja, det er der næppe tvivl om. Det kan lade sig gøre. Men bare ikke sådan som vi gør det.

Vi har nemlig et sundhedsvæsen, der bemandingsmæssigt for en stor del bygger på vikarer. Der er langt fra fastansatte nok, og tre-ugers vikarer, som vi har mange af, er dyre. Vi må betale, hvad de vil have, og vi flyver dem frem og tilbage, indkvarterer dem dyrt og uhensigtsmæssigt og får i yderdistrikterne næppe det helt store udbytte af dem, fordi den gamle sundhedsstruktur kræver grønlandsk indsigt og faglige forudsætninger i usædvanlig bred forstand.

Der er intet nyt i den situation. Alle har vidst, at sundhedsvæsenet ville få overskridelser, men først nu ved efterårssamlingen - fem minutter i nytår og regnskabsafslutning - præsenteres vi for en ekstra regning på 42 millioner kroner.

FOR DET GRØNLANDSKE sundhedsvæsen betyder overskridelserne ingenting. Bortset fra, at de nok udløser en heftig debat, hvor landsstyremedlem Marianne Jensen får nogle velfortjente lussinger. Det er ikke fordi hun har lavet overtrædelser, at hun fortjener smæk ikke alene da - men fordi hun som landsstyremedlem har haft mulighed for at påvirke udviklingen i den rigtige retning.

Nu skal vi vare os for at påstå, at der ikke er sket en brik indenfor sundhedsvæsenet, for så kommer personaledirektoratets forhandlere efter os. Men vi vil alligevel tillade os på denne plads at bebrejde både Marianne og landsstyret som helhed - og for den sags skyld også Landstinget - at man ikke for længst har igangsat den omstrukturering og rationalisering af sundhedsvæsenet, som er nødvendig for at vi kan få noget mere for de penge, der afsættes i budgetterne.

Det er simpelthen for ringe. Sundhedsvæsenet har været til debat i årevis. Problemerne har været kendt og blotlagt. Der er ikke ret meget her i samfundet, vi ved mere om. Vi ved, hvor skoen trykker, og vi ved, at en mere rationel drift er en uundgåelig nødvendighed. Og det er så sikkert, som at vi alle en dag ikke mere har brug for sundhedsvæsenet, at vi ikke får løst problemerne, før vi har indført en mere rationelt og centralt organiseret struktur, hvor vi på landsplan - i byer og bygder - udnytter de muligheder, der eksisterer - for eksempel telemedicin.

På enkelte områder er der taget nogle indledende skridt, men der er ikke for alvor sat ind på at igangsætte den udvikling, der skal give os mere for pengene - og altså et velfungerende sundhedsvæsen for de (måske) rimelige midler, vi afsætter i budgetterne.

SUNDHEDSVÆSEN! Der er ved at være et fært af skandale i ordet. Det nævnes nemlig sjældent for noget godt. Når sundhedsvæsenet debatteres, handler det altid om forhold, der ikke er tilfredsstillende, og nu har vi fået endnu en ting at snakke om. Fortsatte overskridelser på finansloven. Og denne gang oven i købet med 42 millioner kroner. Puha, hvor er det dog mange penge.

På side 3 forklarer formanden for sundhedsudvalget, at det ikke kunne være anderledes, og at alle i virkeligheden har vidst, hvor det bar hen. Sundhedsvæsenet er som en storbrand, man prøver at slukke med håndslukkere. Vikarerne er håndslukkerne. De er dyre, og de er ikke tilstrækkeligt effektive.

Storbranden skal simpelthen slukkes. Sundhedsvæsenets tilstand skal stabiliseres, og først da vil man være i stand til at få tilstrækkeligt meget ud af bevillingerne.

Derfor skal der for alvor tages hul på løsningen af sundhedsvæsenets problemer. Vi behøver næppe en omstruktureringskommission, men vi skal gå seriøst til værks og få sat gang i de initiativer, der skal til for at tilpasse det grønlandske sundhedsvæsen til de grønlandske realiteter. Virkeligheden er nemlig vokset fra sundhedsvæsenet. Og den nødvendige koordinering - af grønlandske realiteter og sundhedsstruktur - må et hjemmestyret sundhedsvæsen da for pokker være bedst til at løse.