Marianne storvasker sine hænder

Marianne har altså kendt til alle de problemer, som Nicholas Symes beskriver, og det er skammeligt at sige det modsatte - ikke bare til hele den danske befolkning, men også til den grønlandske.

Tirsdag d. 8. december 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Grønlændere i Danmark.

MARIANNE JENSEN LYVER om sin viden om situationen i Vordingborg. Det skriver vi på forsiden, og det ser bestemt ikke pænt ud. Men det er heller ikke pænt og lyve. Især når det er en stor sort løgn, der kun har til formål at løbe fra ansvaret.

Marianne Jensen optrådte søndag i den danske TV-avis, der udsendtes i KNR klokken 16,30 grønlandsk tid. Emnet var temmelig alvorligt. Det handlede om, at advokat Nicholas Symes, der er advokat for to patienter i Vordingborg, siger, at hans klienters menneskerettigheder bliver krænket. Det er bestemt ikke godt. Og slet ikke, når han tydeligvis har ret.

Den ene patient er ikke psykisk syg, og den anden er færdigbehandlet og skulle for længst have været udskrevet.

Ingen af de to patienter burde derfor være i Vordingborg. Den ene burde sendes hjem, og den anden vel egentlig også, hvis der i Grønland var et sted at anbringe ham.
Redegørelse om hjemtagning af den psykiatriske behandling

". . En samlet løsning vil også kunne imødekomme kritikken fra ikke mindst udlandets side omkring knægtelse af de internationale menneskerettigheder, idet denne kritik for en stor dels vedkommende har drejet sig om Grønlands manglende vilje til at hjemtage færdigbehandlede patienter."

Citat fra forelæggelsesnotat til Landstingets Forårssamling 1998
fremlagt af Marianne Jensen,Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Forskning, 23. marts 1998
TV-avisen bad den ansvarlige på området, landsstyremedlemmet Marianne Jensen, om en kommentar, og hun satte en forundret mine op og hævdede, at hun ikke havde kendskab til de to forhold. De har ikke været oppe på politisk plan, og hun havde ikke haft en chance for at gribe ind.

Det passer ikke. Problemet har været behandlet i sundhedsudvalget, og ledelsen på Vordingborg har gentagne gange beskrevet det overfor direktoratet. Desuden har det i sundhedsudvalget været drøftet at bruge nogle af de eksisterende midler til at etablere bokollektiver i Grønland for færdigbehandlede patienter.

Marianne har altså kendt til alle de problemer, som Nicholas Symes beskriver, og det er skammeligt at sige det modsatte - ikke bare til hele den danske befolkning, men også til den grønlandske.

OM DE PSYKISK SYGE overhovedet skal til Danmark er et spørgsmål, der trænger sig mere og mere på. Overlæge Kristina Bergstedt på Amtshospitalet i Vordingborg sagde i samme indslag, at de grønlandske patienter, der omplantes i et dansk hospitalsmiljø foruden deres øvrige problemer får en alvorlig hjemve at slås med. Det skaber vanskeligheder for dem, og det forværrer deres sygdom.

Disse patienter skal naturligvis hjem. Det er ikke et prioriteringsspørgsmål. Det er ganske enkelt umenneskeligt, og det kan vi ikke have siddende på os.

Landsstyremedlemmet har tidligere forklaret, hvor indviklet problemet er, fordi både kommunerne og hjemmestyret er parter i en løsning. Men den forvirrende jungle, det måtte afstedkomme, fritager ikke sundhedsdirektoratet og landsstyremedlemmet for ansvar. Det er Marianne Jensen, der skal gå forrest med macheten og bane en farbar vej for hjemtagelsen af de psykisk syge og det færdigbehandlede.

I VORDINGBORG har der længe været færdigbehandlede grønlandske patienter. Det er et almindeligt kendt problem, og derfor er der ingen undskyldning for, at Marianne Jensen ikke har taget skridt til at løse problemet.

Og det må jo være det, hun prøver at udtrykke med sin vasken hænder for åben skærm. - Jeg kender ikke noget til disse to tilfælde, sagde hun. - Det har ikke vejret oppe på politisk plan.

Men det er ikke bare de psykisk syge i Vordingborg, der bør hjemtages.

Det er til enhver tid forkert at eksportere sine problemer ud af landet. Man sender heller ikke miljøsvineri ud af landet, men tager ansvaret for at løse problemerne. Det kan naturligvis ikke på alle måder sammenlignes med den menneskeeksport, eller den eksport af menneskelige problemer, som vi hvert år sætter i værk.

Det gælder både de alvorligt psykisk kriminelle, de psykisk syge patienter og de åndsvage, der må forventes trods alt at kunne have et bedre liv i vante eller hjemlige omgivelser.

For samtlige gruppers vedkommende er det en opgave for sundhedsvæsenet. Der er ingen, der siger, det er en let opgave, og der er heller ingen, der forventer, at den bliver løst her og nu. Men der skal skred i tingene, og det har Marianne Jensen ikke formået. Hun foretrækker at rende fra ansvaret, om nødvendigt - ifølge det overfor AG oplyste - ved med fuldt overlæg at lyve sig fra at svare på ubehagelige spørgsmål.