Stadig ingen forskelsbehandling, tak...

Marianne må pakke sin klasseideologi sammen og finde sig i, at der ikke findes genveje til en løsning på et problem, der skyldes en veg og henholdende boligpolitik gennem mange år, en fuldstændig apatisk og gennemsigtig skolepolitik (folkeskolen) og en enøjet erhvervspolitik, der har fokuseret på havets ressourcer uden særlig opmuntring til det landbaserede erhvervsliv.

Torsdag d. 17. december 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

VI MÅ LØSE personaleproblemerne i sundhedsvæsenet på en anden måde, end landsstyremedlem Marianne Jensen foreslår. Hun har endnu en gang forsøgt at få kommunerne til at stille sundhedspersonalet en række ventelistegoder i udsigt før alle andre.Det har Nuup Kommunea sagt nej til, og det er naturligvis, som det skal være. Den diskussion har vi haft før, nemlig for præcis et år siden, da Marianne Jensen 5. december sidste år skrev et brev til samtlige borgmestre i Grønland. Heri bad hun kommunerne skaffe bolig, daginstitutionsplads og job for ægtefællen til sundhedspersonale. Også sidste år sagde Nuup Kommunea nej tak til sådan en aftale.Der skal ikke gøres forskel på borgerne. De skal ikke opdeles i forskellige borgerklasser, hvor nogle stilles mere fordelagtigt end andre. Nuup Kommuneas holdning er principielt og moralsk helt rigtig. Det er formentlig også i strid med loven om forskelsbehandling at stille nogle grupper bedre end andre, når det drejer sig om adgang til bolig, offentlig børnepasning og arbejde. PROBLEMET MED personalemanglen i sundhedsvæsenet løses bare ikke, hvis ikke vi kan imødekomme en god portion af sundhedspersonalets krav. Det har tidligere været fremme, at penge ikke gør det alene. Der er mange andre forhold, som har med menneskers liv og trivsel at gøre. For eksempel er arbejdsforholdene vigtige, boligforholdene, børnenes pasning og skole og jobmuligheden for medfølgende partner. Det ser altså sort ud. Sundhedspersonalet forlanger nogle ansættelsesforhold, som vi ikke kan tilbyde. Så, hvad gør vi? Da debatten kørte sidste år, tog AG selvsagt også afstand fra en forskelsbehandling, der deler mennesker i grupper med forskellige fundamentale rettigheder i samfundet. Det gør vi stadig. Sidste år fremkaldte dette synspunkt en reaktion fra sundhedspersonalet, som roste Marianne Jensen for hendes velvilje overfor sundhedspersonalet og hendes vilje til at løse problemerne. Og AG og Nuup Kommunea blev klantret for ikke at se realiteterne i øjnene. For hvordan skulle rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne løses, når ikke vi ville give sundhedspersonalet, hvad det ønskede? LÆGEMANGLEN og manglen på andet sundhedseprsonale kan ikke løses isoleret, med mindre der kan findes frynsegoder, økonomi eller andet godt, der indenfor vore normalt meget brede rammer for ret og rimeligt kan lokke folk til en ansættelse. Hvad angår boligforholdene, børnepasning, skolekvalitet og jobgarantier, så løses problemerne først, når samfundet som helhed har arbejdet sig ud af vanskelighederne indenfor disse områder. Det betyder, at Konrad Steenholdt skal få fingeren ud og få skolen til at fungere. Det betyder, at Mikael Petersen skal lægge sig i selen for at skabe tilfredsstillende børnepasning for alle. Det betyder, at Daniel Skifte ser i øjnene, at boligmangel kun kan løses ved at skaffe flere boliger (Byg! Byg! Byg!). Det betyder, at Peter Grønvold Samuelsen og alle de øvrige landsstyremedlemmer tænker økonomisk i alt, hvad de har med at gøre. At de baner vejen for erhvervsliv og arbejdspladser gennem lavere omkostninger og lige konkurrence med det offentlige. Og så videre, og så videre... RETFÆRDIGT! Det bør være en af de vigtigste fællesnævnere for løsningen af ethvert problem, også personaleproblemer i sundhedsvæsenet. Marianne må pakke sin klasseideologi sammen og finde sig i, at der ikke findes genveje til en løsning på et problem, der skyldes en veg og henholdende boligpolitik gennem mange år, en fuldstændig apatisk og gennemsigtig skolepolitik (folkeskolen) og en enøjet erhvervspolitik, der har fokuseret på havets ressourcer uden særlig opmuntring til det landbaserede erhvervsliv. I stedet har vi brugt umådelige summer på gigantprojekter, hvoraf en del af været øredøvende fiaskoer i internationalt format. På vej i fiskeriudviklingen har vi formøblet ufatteligt mange penge, og nu er vi i gang med at investere i fremtiden med et antal lufthavne, der skulle betyde sparede penge i en fremtidig trafikstruktur. Vi får håbe, det er rigtigt. For hvis vi skal sætte yderligere penge til, er der hverken håb for at skaffe boliger, børnepasning, en ordentlig skole og beskæftigelse til sundhedspersonalet og deres medfølgende koner, mænd og kærester.