Mere tid til de svage

Vi vil ikke give højere lønninger til de, som tager sig af samfundets svageste - børnene, de ældre, de omsorgssvigtede, de syge. Vi vil ikke bygge boliger til folk. Vi vil ikke gøre noget ved de dårlige lokaler ungerne bliver undervist i. Vi gør ikke en helhjertet indsats overfor de børn og unge, der svigtes af voksne enten ved incest eller vold og druk. Ganske vist siger vore politikere, at de gerne vil, men de gør det ikke.

Torsdag d. 11. marts 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

GRØNLAND ER BLEVET en del af den internationale verden. Det kan vi ikke komme uden om. Men vore politikere vil gerne selv gøre en indsats for at slå fast, at også vores land er at finde på verdenskortet. Derfor vender de ansigtet ud af landet. Der skal nemlig gøres en masse for, at vore internationale relationer bliver stærkere, mener vore politikere. Samtidig må vi finde os i at høre på frustrerede forældre, der midt i myldretiden i butikkerne truer deres unger med alskens ulykker, hvis de ikke holder op med at råbe og skrige. Men hvad har det med politikere at gøre? Jo, vore politikere viser efterhånden mere og mere tydeligt, at de er meget mere interesserede i, hvad der sker udenfor vort land, end hvad der sker i vor egen lille verden - i Brugsen, i børnehaven, i skolen eller i hjemmene. VOKSNE HAR IKKE længere tid nok til børnene. Forældrenes trusler i butikken og ungernes tuden er nemlig ikke alene udtryk for denne ene families frustrationer. Det er udtryk for stort set alle børnefamiliers forhold. Vi mangler tid til hinanden - tid til de svage i samfundet. Det er sådanne helt nære ting, som politikerne bør interessere sig noget mere for. For hvor er samfundet på vej hen, hvis vi ikke har tid til vore børn eller til de svage i samfundet? Vi får ikke et sundt samfund ud af stressede børn og voksne. Og når vi samtidig ikke engang kan sørge for de børn, hvor de voksne svigter, kan man få mareridt over, hvor lidt der skal til, før samfundet bryder sammen. For ikke nok med at forældre har for lidt tid til deres børn, så har også de professionelle for lidt tid til børnene og de svage i samfundet. Det gælder både de, som passer vore børn om dagen i daginstitutionerne. Men det gælder i lige så høj grad, om ikke mere, de, som skal tage sig af de børn, hvor de voksne har svigtet, eller ikke magter at være voksne overfor børnene. Disse professionelle, som bliver betalt for at tage sig af børn med problemer, har heller ikke tid nok til børnene. De har alt for meget at lave og de er alt for få til at løse problemerne. SOM DET SER UD I øjeblikket er vi i gang med at bygge ovenpå et fundament, som hvert øjeblik kan bryde sammen. Vi vil ikke give højere lønninger til de, som tager sig af samfundets svageste - børnene, de ældre, de omsorgssvigtede, de syge. Vi vil ikke bygge boliger til folk. Vi vil ikke gøre noget ved de dårlige lokaler ungerne bliver undervist i. Vi gør ikke en helhjertet indsats overfor de børn og unge, der svigtes af voksne enten ved incest eller vold og druk. Ganske vist siger vore politikere, at de gerne vil, men de gør det ikke. Tværtimod ser vi gerne vore internationale relationer styrket - og gør noget ved det! Vi bygger smukt ovenpå fundamentet, der er ved at bryde sammen. Men det kan ikke blive ved med at gå. En dag ser også vore internationale venner, at noget er galt, og så er det svært at rette op på renommeet. Det vil være meget mere værdigt for en landsfader og hans kolleger at vise sig ude i verden, hvis indsatserne overfor de svageste var synlige og ikke så usynlige, som de forekommer i dagens Grønland. I EN ARTIKEL PÅ side 10 klager medarbejdere inden for det sociale område over manglende engagement fra hjemmestyret. En situation, der har fået kommunerne til selv at tage initiativ til at gøre noget ved problemerne. Sådan skal det være. Men det skal ikke sætte hjemmestyret i en afventende situation. Hjemmestyret må på lige fod - hvis ikke mere intensivt - være med til at sørge for, at det sociale område fungerer tilfredsstillende i hele landet. Det skal ikke være sådan, at en kommune skal holde sig tilbage fra eller at tøve med at sende et barn på børnehjem, fordi det er for dyrt for kommunen. Det må være muligt at nå frem til løsninger, som er til gavn for alle parter. Penge kan ikke være et spørgsmål, når det gælder et barn i nød eller andre svage i samfundet. Hjemmestyret og kommunerne må arbejde meget tættere sammen for at løse de meget store sociale problemer, vi har i landet. Ingen af parterne kan henvise til, at den ene har større ansvar end den anden. Som det har vist sig på mødet mellem de sociale medarbejdere, kan det lade sig gøre at komme videre, hvis ønsket om samarbejde virkelig er til stede. Man skulle tro, at stoltheden kunne blomstre, hvis man tog det bedste fra hjemmestyret og det bedste fra kommunerne og gav det videre til de svage i samfundet. Et sådant samarbejde ville være til gavn for alle. Herfra kunne vi bygge videre på et fast fundament og fremstillet et stabilt hus, vi alle kan være stolte af at vise frem.