Offentlig indsigt i udvalgsarbejdet

SELVOM VI SÅLEDES kan påvise en række mangler ved den nye offentlige adgang til Landstingets udvalgsarbejde, så er det vigtige i denne forbindelse dog, at vi nu får mulighed for at kigge udvalgene over skulderen. Jørgen Wæver Johansen har sendt et budskab om en åbenhed, der med tiden kan føre offentligheden direkte ind i forvaltningen - uden begrænsninger, uden forbehold.

Torsdag d. 18. marts 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

NU HAR DER VÆRET snakket »mere åbenhed i hjemmestyreadministrationen« i årevis, uden at nogen har gjort noget ved sagen. Og så pludselig kommer et nyvalgt landstingsmedlem, formand for finansudvalget, Jørgen Wæver Johansen, og erklærer udvalgsmøderne halvoffentlige. Det skal Jørgen Wæver Johansen have et skulderklap for. Sådan noget kan pressen lide - og offentligheden - og det vil vi godt gøre stads af. Det skaber tillid at spille med åbne kort, mens det, der foregår i det skjulte, opfattes som svindel og humbug. Nu er finansudvalget ikke kun formanden, og han ville da heller ikke kunne indføre et delvist offentlighedsbegreb i udvalgsarbejdet uden udvalgets opbakning. Men det var heller ikke noget problem. Asii C. Narup (IA), Per Berthelsen (S), Anders Nilsson (A) og den uafhængige Per Rosing Petersen har nemlig samme positive holdning til offentlighedens indlysende krav om at vide, hvad der foregår. DET ER EN GLÆDELIG udvikling. For tre fire år siden bebudede daværende landsstyreformand Lars Emil Johansen, at nu var hjemmestyreadministrationen som en åben bog. Borgerne - og pressen - skulle kunne henvende sig til hvem som helst i administrationen og få direkte svar på hvad som helst. Men det virkede helt anderledes i praksis. Ingen af medarbejderne i hjemmestyreadministrationen turde påtage sig ansvaret, for selvom de havde fået lov til at udtale sig, ville de naturligvis stå til ansvar overfor deres foresatte og i sidste ende politikerne. Frygten for at blive fyret lammede de åbne døres politik i hjemmestyret. I stedet for et åbent system, oplevede medierne en endnu mere tilknappet administration, hvor politikerne henviste til embedsmændene, som bare ikke turde udtale sig. Nu skal offentligheden så endelig have indblik. Det er godt. Spørgsmålet er så, om det er godt nok. DET KAN BLIVE godt nok, men det bliver næppe med det samme. Der er nemlig en lang række forbehold for, hvornår offentligheden for lov til at kigge med i sagsmapperne. Landsstyremedlemmerne kan sende en bevillingsansøgning til »fortrolig behandling«, og den fortrolighed er udvalget nødt til at respektere. Ansøgningen kan nemlig være ledsaget af bilag, der beskyttes af loven om offentlighed i forvaltningen eller partsoffentlighedsloven, og så er dørene lukket. Det kan også være, der skal indføres afgiftsforhøjelser på en bestemt dato. Det ville i givet fald fremkalde en ødelæggende hamstring, som vor tegner forestiller sig her på siden. Det er altså godt nok, at der er grænser for, hvad der kan offentliggøres, men der skal gives meget klare regler for, hvilken type ansøgninger, der kan behandles fortroligt. Ellers sker der misbrug. OGSÅ SELVE PROCEDUREN begrænser offentlighedseffekten. Det er svært at få noget at vide, mens sagerne er aktuelle, og det kræver en del papirarbejde at få dokumenter udleveret. Det er altså så som så med den umiddelbare offentlige adgang. Man kunne forestille sig, at udvalgets dagsorden opdeles i en åben og en lukket del. Den lukkede skal beskæftige sig med de få sager, der med deres specielle karakter ikke tåler offentliggørelse på det pågældende tidspunkt. Den åbne del bør pressen og offentligheden have mulighed for at overvære. SELVOM VI SÅLEDES kan påvise en række mangler ved den nye offentlige adgang til Landstingets udvalgsarbejde, så er det vigtige i denne forbindelse dog, at vi nu får mulighed for at kigge udvalgene over skulderen. Jørgen Wæver Johansen har sendt et budskab om en åbenhed, der med tiden kan føre offentligheden direkte ind i forvaltningen - uden begrænsninger, uden forbehold. Vi har i alt fald lov at håbe... Mere af den slags, tak!