Det syge væsen dræber

Giv befolkningen et bedre oplæg, end det du gav Landstinget. Vi skal ikke diskutere om visse aldersgrupper ikke skal kunne få behandling for visse sygdomme. Vi skal ikke diskutere om det ene menneske er mere værd frem for det andet. Vi skal have et debatoplæg, som tager udgangspunkt i de reelle forhold, der er i dag.

Tirsdag d. 8. juni 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

DET ER IKKE FORDI det holdes hemmeligt. Faktisk står det sort på hvidt i landsstyremedlem for Sundhed, Alfred Jakobsens oplæg til sundhedsdebat i Landstinget: "Med andre ord, der prioriteres ikke". Der prioriteres ikke inden for sundhedsvæsenet. Ganske enkelt og klart. Derfor skulle Landstinget diskutere dette svære emne på den netop overståede landstingsamling. Alfred Jakobsen lagde bolden op med blandt andet spørgsmålene: Skal man prioritere de lidelser højest, hvor man forventer den højeste stigning i "effekten" pr. anvendt krone. Skal man prioritere alle livsnødvendige behandlinger højest, uanset omkostningerne, og nedprioritere mindre alvorlige lidelser. Skal yngre personer prioriteres i forhold til ældre? Ganske vist kom der et pust af debat blandt befolkningen om disse provokerende spørgsmål. Specielt læger tog afstand fra at vurderingen skulle lægges ud til dem. Hvornår er man ung eller gammel eller der imellem, og hvornår er lidelsen alvorlig. Prioriteringen bør komme fra politikerne, mente de kritiske læger. Nu står endnu en modig læge frem. På side tre siger chefdistriktslægen i Maniitsoq, at den manglende prioritering inden for sundhedsvæsenet ganske enkelt slår folk ihjel. Den struktur, vi har i dag, duer ikke. Som situationen ser ud nu bliver læger uden kirurgisk erfaring ansat forskellige steder i landet, og de får lov at opererer. Det er uforsvarligt, mener chefdistriktslægen. Han mener politikerne bør komme ud af deres små gemmesteder og prioritere. Og vi giver ham ret. POLITIKERE! LYSET ER kommet. Sommeren er på vej. I må som alle andre driste jer ud af jeres små vinterhjem og ud i det fri. Træk vejret dybt og tag stilling til, hvad I mener der skal ske med sundhedsvæsenet. I er medansvarlige, når chefdistriktslæge Hans Johnsen, kan fortælle, at folk dør på landets operationsborde på grund af inkompetence blandt lægerne. I er med til at forholdene får lov til at fortsætte. Og det er ganske uartigt af det nye landsstyremedlem for Sundhed, Alfred Jakobsen, at afvise kritikken med, at "sådan er livet". Det er ansvarsforflygtigelse, der vil noget. Det er rigtigt, at det nye landsstyremedlem ikke fik meget med hjem at arbejde videre med i forbindelse med debatten om prioritering inden for sundhedsvæsenet. Men det fritager ikke for ansvar. Indkøringsperioden må snart være overstået. Nu må Alfred Jakobsen krybe i arbejdstøjet og få sat en prioritering igang. Hvis ikke hans arbejdsgiver, Landstinget, vil gøre arbejdet, så er ansvaret lagt over på hans skuldre. Det er bare om at komme igang. Alle er enige om, at man ikke kan blive ved med at poste penge i det syge væsen. Det næste skridt er prioritering. Og jo længere man sidder med hænderne i skødet og lader stå til, jo længere tid vil der gå, før tingene kan rettes op. LANDSSTYREMEDLEMMET FOR Sundhed lover en folkelig debat hen over sommeren, så han til efteråret kan fremlægge en ny plan for sundhedsvæsenet. Et råd her fra redaktionen: giv befolkningen et bedre oplæg, end det du gav Landstinget. Vi skal ikke diskutere om visse aldersgrupper ikke skal kunne få behandling for visse sygdomme. Vi skal ikke diskutere om det ene menneske er mere værd frem for det andet. Vi skal have et debatoplæg, som tager udgangspunkt i de reelle forhold, der er i dag. For eksempel siger chefdistriktslæge Hans Johnsen, at lungecancerpatienter sendes til behandling i Danmark, selv om man er klar over, at behandlingen ikke vil helbrede. Der bliver brugt mange penge på øreoperationer, der ikke giver bedre hørelse, men ens ører bliver tørre. Er det det, vi vil? Det er spørgsmål som disse, der skal ud til folkelig debat. Og her på redaktionen er vi sikre på, at landsstyremedlemmet og hans ansatte sagtens kan finde andre gode emner at tage op til debat på et mere realistisk plan. Emnet skal ikke diskuteres, blot for diskussionens skyld. Diskussionen skal tages, fordi det er nødvendigt med prioritering. Systemet fungerer i dag således, at sundhedsvæsenet prioriterer i forhold til, hvor mange penge, der postes i sundhedsvæsenet. Når der ikke er flere penge tilbage går landsstyremedlemmet blot til Landstinget og beder om flere penge. Pegefingeren bliver løftet gang på gang, men pengene falder lige så sikkert som amen i kirken. Hvis ikke politikerne ønsker at prioritere, vil de i al evighed skulle løfte pegefingeren. I stedet for den løftede pegefinger, bør politikerne næste gang lejligheden byder sig, åbne munden og fortælle befolkningen, hvilken prioritering de mener, der bør være inden for det grønlandske sundhedsvæsen. Hvis politikerne ikke vil, hvordan kan de så forvente, at vi andre vil?