Kammerateri blandt politikere

Der findes et utal af konsulenter i hjemmestyret, som alene er ansat i stillingerne med partibogen som kvalifikationer. Ansættelser, der er svære at kritisere, fordi det bliver for personligt. Men denne ansættelse af Paaviaaraq Heilmann som konsulent i direktoratet for Erhverv, det er ganske enkelt at gå for langt.

Torsdag d. 10. juni 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Etik, Politik.

DET ER IKKE lang tid siden vi på denne plads skrev, at valget af formænd eller medlemmer til de hjemmestyreejede selskabers bestyrelser ikke handler om at finde dygtige mænd eller kvinder til posterne. Posterne uddeles nemlig som politiske præmier til folk i partiet eller til koalitionspartneren. Og det er attraktive jobs med gode penge i. Men det stopper ikke her. Man skal blot kaste blikket på næste side for at konstatere, at kammerateriet blandt politikerne går endnu videre end til besættelser af poster i de hjemmestyreejede selskaber. I Direktoratet for Erhverv er man nået frem til, at direktoratet er blevet for stort, og at man ønsker at få lettet arbejdsgangen. Et faktum, der bør undersøges, mener man. Og hvad er mere naturligt end at ansætte en konsulent, der meget indgående har kendskab til forholdene i direktoratet. En person, der kan analysere og vurdere om direktoratet skal deles i et Fødevaredirektorat og et Erhvervsdirektorat, eller om man skal fastholde et direktorat. En person, der for eksempel hedder Paaviaaraq Heilmann. Vi skal ikke på denne plads vurdere Paaviaaraq Heilmanns faglige kvalifikationer eller analytiske evner. Vi vil alene beskæftige os med, hvorvidt objektiviteten i analysen er sikret gennem ansættelse af Paaviaaraq Heilmann. Hvorvidt objektiviteten,er sikret ved at ansætte det tidligere landsstyremedlem for området til at analysere og kulegrave arbejdsgangene i det direktorat, som han selv netop har haft det politiske og dermed også det praktiske ansvar for. Det er ikke mere end et par måneder siden Paaviaaraq Heilmann forlod stillingen som landsstyremedlem for Direktoratet for Erhverv. REAKTIONEN FRA medarbejderne i Direktoratet for Erhverv er forståelig. Der er ikke noget at sige til, at medarbejderne finder det forbavsende, at et tidligere landsstyremedlem skal undersøge det direktorat han i en årrække selv har haft ansvaret for. Og der er intet mærkeligt i, at medarbejderne er bange for den konflikt, der kan opstå, når konsulenten henvender sig til de enkelte medarbejdere for at høre kritik af den arbejdsgang, han selv i sin tid har sat ¿gang. Medarbejderne i direktoratet udtrykker sig meget pænt, når de i et brev til ledelsen af direktoratet skriver, at det potentielt kan indebære en konflikt for de enkelte medarbejdere at udtale sig kritisk til konsulenten om forhold, som er foranlediget af beslutninger truffet af denne som landsstyremedlem. Situationen er ganske uacceptabel og kan ikke forklares logisk - med mindre det hele handler om, at Paaviaaraq Heilmann skal udarbejde en rapport, som giver grønt lys for, at direktoratet bliver delt op i to og dermed også med to direktører, så han selv kan søge den nyoprettede stilling for det nye direktorat. Der findes et utal af konsulenter i hjemmestyret, som alene er ansat i stillingerne med partibogen som kvalifikationer. Ansættelser, der er svære at kritisere, fordi det bliver for personligt. Men denne ansættelse af Paaviaaraq Heilmann som konsulent i direktoratet for Erhverv, det er ganske enkelt at gå for langt. DET ER GANSKE vist rigtigt, at Paaviaaraq Heilmann må kende Direktoratet for Erhverv ganske indgående. På den led er hans kvalifikationer uden sidestykke. Men ingen andre end partipampere kan vel være uenig i, at det er uheldigt, at direktoratets tidligere chef skal undersøge om arbejdet i direktoratet hidtil er foregået korrekt. Ingen, bortset fra partipampere, kan vel heller ikke være uenige i det uheldige i, at en potentiel ansøger til en stilling, skal undersøge om stillingen er nødvendig. Der er intet underligt i, at personalet i Direktoratet for Erhverv protesterer over denne ansættelse. En protest, som vel i sig selv heller ikke kan gøre arbejdet nemt for den netop ansatte konsulent. Heller ikke selvom personalet har lovet at tage imod ham som enhver anden, der er blevet nyansat. Pamperiet blandt politikere må stoppe. Hvis Paaviaaraq Heilmann er kvalificeret nok til at kulegrave det direktorat, han tidligere var chef for, burde det ikke være svært for ham at finde et andet lige så interessant job, hvor der ikke er interessekonflikter, som der klart er i jobbet som konsulent for Direktoratet for Erhverv.