Det handler kun om børnene

I et land med arbejdsløshed, ekstrem boligmangel, et åbentstående alkoholproblem, udbredt voldsmentalitet og et tabubelagt sexmisbrug af børn er det vanskeligt at skabe et nært og trygt miljø for børnene. Det er jo forældrene, der er børnenes problem nummer 1.

Tirsdag d. 3. august 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

GRØNLAND KUNNE have været børnenes paradis. Samfundsstrukturen med de mange små samfund, familiestrukturen med den fysiske og psykiske nærhed, og naturen, den bedste tumleplads for alle aldre. Ingen unger burde komme skævt i gang med livet. Men det gør de alligevel. Det fortæller ledende skolepsykolog Bernhardt Hyhne fra Ilulissat om i en kronik her i bladet, og den skal have et par ord med på vejen. Ikke kritiske kommentarer, men fuld opbakning. Bernhardt Hyhne udtrykker sig meget klart og direkte. Det har mange andre brændt sig på, men det kommer Hyhne ikke til. Han magter nemlig at sige tingene lige ud på en venlig og respektfuld måde. Det er derfor, der er grund til at lytte. Og så fordi, han har ret i det, han siger. Noget af det væsentlige i Bernhard Hyhnes kronik er, at han påpeger nødvendigheden af at sætte meget stærkere ind på altings begyndelse - børnene - også efter, at de er blevet større og knap så nuttede. Han peger på, at mange forældre enten ikke kan eller ikke magter at tage sig ordentligt af deres børn. Nogle er simpelthen for unge og ved ikke, hvordan man gør, og andre har kort og godt mistet interessen - måske fordi deres egne problemer - eller bare det voksne liv - vokser dem over hovedet, så de ikke kan gabe over mere. DET ER NATURLIGVIS ikke alle børn, der lever i skyggen af ingenting. Heldigvis ser vi, hvordan børn og forældre netop udnytter det gode "indbyggede" grønlandske børnemiljø i nærhed og harmoni. Det er det gode. Det dårlige er, at alt for mange ikke har det sådan. Mange børn er overladt til sig selv, føler sig forladt og er det vel også. Der er ingen voksne at trække på, når der er behov for det. Ungerne er nødt til at prøve og klare sig selv og lære af deres fejltagelser og betale for dem... Det er undertiden dyrt! Børn reagerer på forladtheden. Nogle bliver svage og afhængige. Andre aggressive, vrede, voldelige. Der er en forklaring på alting. Vi voksne bliver irriterede over børnenes hensynsløshed og de unges egoisme, men vi har kun vor egen generation at takke for det. Problemerne med børn og unge er ikke bare et forældreanliggende, men et forældreproblem. Det er næppe forældrene, der kan løse det. For selvom man kan komme langt med samtaler og diskussioner, så er det som regel kun deltagerne, der lærer noget. Og hvad så med dem, der mister interessen for børnenes skole dagen efter festen for 1. skoledag? Og hvad med de børn, der længe før skolealderen balancerer gennem livet og snart ikke tåler at falde mere af pinden? Bernhard Hyhne peger på et meget alvorligt problem. SELVOM DET KAN være vanskeligt at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning, så er det nok ikke helt forkert at antage, at en families sociale forhold har stor betydning for, hvordan den takler forældre/børnforholdet. Familier, der har overskud til det, klarer sig bedre end familier, der ikke kan få tingene til at hænge sammen. Familier med gode og rummelige boligforhold, har lettere ved at opfostre glade og harmoniske børn end familier, der bor på nakken af hinanden. I et land med arbejdsløshed, ekstrem boligmangel, et åbentstående alkoholproblem, udbredt voldsmentalitet og et tabubelagt sexmisbrug af børn er det vanskeligt at skabe et nært og trygt miljø for børnene. Det er jo forældrene, der er børnenes problem nummer l. SÅ LØSNINGEN ER måske mere langsigtet, end Bernhardt Hyhne håber på. De forældre, der skal satses på, er nok børn i dag. Og vi skal nok endda arbejde hurtigt og meget målrettet for at sikre, at de bliver bedre end forældrene nu om dage. Men hvad kan der gøres her og nu? Der kan gøres noget ved boligforholdene, ved skole og uddannelse - og derefter ved beskæftigelsen, ved de sociale dårligdomme og de øvrige alvorlige samfundsproblemer. Det vil i det mindste skabe bedre rammer om børnene og om de forældre, der i dag ikke er i stand til at overskue tilværelsen - endsige børneopdragelsen. Uden børnene er vi prisgivet. Alting begynder med dem. Og derfor skal der ikke spares på gode initiativer til at dygtiggøre, støtte og stimulere børnene og de unge. Vi har ikke brug for en skrabet folkeskole; Der skal satses mange ressourcer på at give ungerne en god start, og for om muligt at stimulere hjemmene - forældrene - så også de kan være med til at løse opgaven med fremtidens mennesker, skal der frem for alt skabes gode boligforhold. Hvordan skal unge og voksne i et moderne samfund kunne føre et ordentlig liv, når deres vigtigste beklædningsdel er boligmanglens klaustrofobiske spændetrøje?