Vold er ikke noget at være stolt af

Og både i Tasiilaq og i Nuuk er ofrer og øjenvidner bange for at fortælle, hvad de ved. De er bange for at blive yderligere lemlæstet. De ønsker ikke at udsætte sig for fare og lader hellere voldsmændene gå fri.

Tirsdag d. 17. august 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

VOLDEN ER DESVÆRRE meget synlig her i landet. Og så ser vi dog næppe ret meget af den. Men lytter vi til byens lyde og til snakken mellem mennesker, ligegyldigt hvor i landet vi bor, så ved vi, at volden er et problem, der kan ødelægge tilværelsen for masser af mennesker. Den synlige del af den - både den, der foregår for øjnene af ungerne i hjemmet, og den, vi ser på gaden - skaber råhed og social og medmenneskelig afstumpethed. Derfor skal vi tage afstand fra volden, så alle forstår det. Vi må ikke acceptere den, ikke under nogen omstændigheder... Og sætter man sig så til at tænke over, hvordan problemet skal løses, så står det samtidig klart, at vold ikke blot skal skabe foragt, den skal også sætte et behandlingsapparat i gang der, hvor det nytter. Voldsmænd skal ikke bare spærres inde, uden at vi også på lidt længere sigt forsøger at indlemme dem i vort fællesskab... VAR DET IKKE en meget køn begyndelse på en debat om et utrolig svært emne? Det falder jo ikke vanskeligt at sige noget smukt og rigtigt - eller noget, der lyder rigtigt, når vi alle er enige om, hvad vi skal mene om vold. Alligevel fortsætter voldens udøvere deres huseren overalt i Grønland. Nogle kommuner går fri en tid, men så en dag slår lynet ned med en kraft, der ikke er til at bære, og vi aner ikke, hvad vi skal stille op. VI ER MIDT i et voldsår. Det var vi også sidste år på samme tid. Og for ti år siden. De sidste måneder har der været drab, gidseltagning, brutale overfald - hændelser, der gennem pressen kommer op til overfladen, så borgerne kan forholde sig til dem. Men under overfladen - i familierne, i skolen, i gå-hjem-miljøet efter værtshustid og på gaden blandt de unge - foregår den farligste vold, den der gives videre til fremtidens mennesker. Vold er naturligvis udtryk for et eller andet. Psykologer kan fortælle os, hvorfor et menneske er blevet voldeligt. De kan forklare, hvad der gik galt, og hvornår det skete. Alligevel fortsætter vi med at skabe voldelige mennesker, der tager gidsler og terroriserer. Nogle af vore unge har vi åbenbart lært af skyde medborgere efter pludselig indskydelse, og enkelte af den tilkaldte arbejdskraft udvikler sig til monstre, der gennembanker svage og bringer ældre mennesker i livsfare (læs inde i bladet). Hvad i alverden skal vi stille op? Afmagten står malet i ansigtet på hvem som helst, man taler med. Vi trækker på skuldrene, som om alt har været forsøgt. Det har det bare ikke! Når alt kommer til alt, har vi vel ikke gjort noget videre ved det. NU ER DET heller ikke den letteste sag i verden. Problemet er yderst kompliceret, først og fremmest fordi volden har mange årsager, for eksempel sociale forhold, alkoholmisbrug - og måske af de kulturer, vi repræsenterer. En ting kan vi dog gøre med det samme. Vi kan være konsekvente. Når en person har været voldelig, så må han dømmes efter fortjeneste, og samtidig må vi se på, om der kan gøres noget ved hans voldelige adfærd. Ved taxa-sagen forrige weekend i Nuuk fik de mange tilskuere (som dog ikke søgte at standse den voldelige taxachaufør - red.) det indtryk, at politiet lod voldsmanden gå. Det var åbenbart ikke tilfældet (læs side 4), men det så sådan ud. Der kunne godt være taget mere håndfast på ham. På gerningsstedet var der masser af vidner, som kunne fortælle, at han havde prøvet at slå offeret fordærvet. Voldsmanden kunne været taget med på stationen til afhøring i stedet for, at den passive skare af tilskuere nu har fået det indtryk, at det er i orden at slå en fulderik til "lirekassemand". I Tasiilaq kører en taxavognmand rundt og lemlæster sine passagerer. Alle ved det, men han kører stadig rundt med kommunens koncession og velsignelse i lommen (læs side 5). Og både i Tasiilaq og i Nuuk er ofrer og øjenvidner bange for at fortælle, hvad de ved. De er bange for at blive yderligere lemlæstet. De ønsker ikke at udsætte sig for fare og lader hellere voldsmændene gå fri. Det er terror og voldsherredømme, som hører en sort og fjern, fjern fortid til, som desværre stadig har grobund her hos os. DET VAR MÅSKE EN IDÉ at tilrettelægge en langsigtet kampagne/undervisning/opdragelse, der bør bygge på al den kvalificerede viden, vi efterhånden må have om årsagen til vold. Vi skal sætte ind i hjemmene, i skolen, på gaden (i taxacentralerne) - overalt, hvor vi kan nå et publikum. Men i stedet for som sædvanlig at brænde alt krudtet af på fjorten dage, skal kampagnen snarere fortsætte i fjorten år - eller i alt fald indtil et resultat er nået.