En sejr for retfærdigheden

Beviserne har jo ligget der hele tiden. Men en løgn fører ofte til en ny løgn, og hurtigt er man indspundet i sit eget spil. En lavine, der startede, da den daværende regering i forbindelse med tvangsforflytningen i 1953 i en pressemeddelelse meddelte offentligheden, at forflyttelsen skete frivilligt.

Tirsdag d. 24. august 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Thule Air Base.

THULEBEBOERNE VANDT en krystalklar sejr over staten, da Østre Landsret efter flere rnåneders votering afsagde sin dom fredag formiddag. Hvad mange har vidst længe, men en lang række af statsministre har afvist gennem årtier, blev slået fast med syv-tommer søm:

En af de sidste jordhytter i Uummannaq / Dundas
Tvangsflytningen af Thule-fangerne fra Uummannaq til Qaanaaq var et betydeligt overgreb mod en lille isoleret befolkning og en krænkelse af deres rettigheder. At den kollektive erstatning for tabt fangstindtjening på 500.000 kroner og de individuelle erstatninger på henholdsvis 25.000 kroner og 15.000 kroner var langt under, hvad man kunne forvente, får Højesteret forhåbentlig lov til at tage stilling til på et senere tidspunkt, såfremt Thule-beboerne - som forventet - anker dele af dommen. Det gælder også retten til at bosætte sig og jage i det gamle fangstområde igen. Et punkt som retten ligeledes underkendte.

MEN STATSMINISTEREN har et problem. Befolkningen venter stadig på den uforbeholdne undskyldning. En æresoprejsning til Thulebeboerne, hvis krav skiftende regeringer hovent har afvist og syltet siden 1960, da erstatningskravet blev rejst første gang.

En pressemeddelelse fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen om, at regeringen tager dommen til efterretning og ikke agter at anke afgørelsen, er mildt sagt en meget formel og ulden tilkendegivelse overfor et folk, man nu har rettens ord for blev tvangsfjernet i strid med al gældende ret og internationale menneskerettigheder.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har i en kommentar til dommen sagt, at han venter statsministerens undskyldning ved først mulige lejlighed. Men det ville have klædt rigsfællesskabet, som statsministeren i andre sammenhænge gerne hylder for sin samhørighed, hvis han havde haft mod og mandshjerte til at følge dommen op med en uforbeholden undskyldning og dermed prompte indrømme den uret, der ved en lumpen, politisk strategi blev tromlet ned over hovedet på Thulefangerne, da amerikanerne ønskede at udvide Thule Air Base med et luftværnsbatteri. Poul Nyrup Rasmussen kan naturligvis ikke bebrejdes, hvad tidligere regeringsledere har truffet af beslutninger. Men som statsminister har han ansvaret for at sårene heles fuldt og helt.

UANSET HVILKET retsligt efterspil, der står tilbage i Højesteret, er dommen en sejr for retfærdigheden og demokratiet. Den viser, at retssystemet trods alt er en garant for, at den politiske magt ikke pr. automatik kan tillade sig hvad som helst - og slippe afsted med det. Selv den mindste befolkningsgruppe kan opnå retfærdighed.

At det tog så lang tid at nå den indrømmelse, er naturligvis sørgeligt og tankevækkende. Egentlig burde forløbet aldrig være endt i et retslokale. Beviserne har jo ligget der hele tiden. Men en løgn fører ofte til en ny løgn, og hurtigt er man indspundet i sit eget spil. En lavine, der startede, da den daværende regering i forbindelse med tvangsforflytningen i 1953 i en pressemeddelelse meddelte offentligheden, at forflyttelsen skete frivilligt. Den meddelelse hang man på, selv om man vidste, at den var usand eller i hvert fald ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Sikkerhedspolitikken vejede tungere end sandheden.

Qaanaaq - den nye by for de tvangsforflyttede
I DE EFTERFØLGENDE år blev erstatningskravet syltet og syltet. Først i midten af dette årti blev den såkaldte Ziegler-rapport udarbejdet. Den skulle kortlægge problematikken og konkluderede, at Thule-beboerne ikke havde krav på erstatning. Uforståeligt for alle i Grønland. Ikke mindst Thule-beboerne, der på den baggrund valgte at anlægge retssag. Og heldigvis komplet uforståeligt for de tre landsdommere, der nu har placeret ansvaret en gang for alle hos den danske stat. Retfærdigheden og demokratiet vandt. Men vi venter stadig på undskyldningen, Nyrup.