Befolkningens smertegrænse er nået

Vi overtog med stolthed sundhedsvæsenet fra den danske stat i 1992. Det var helt nødvendigt at overtage det, var budskabet dengang. Den danske stat gjorde det ikke godt nok! I dag er der mange, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage med det danske sundhedsvæsen.

Tirsdag d. 28. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

VORT SUNDHEDSVÆSEN bliver dyrere og dyrere. Så dyrt, at landsstyreformand Jonathan Motzfeldt i sin åbningstale til Landstinget, sagde, at samfundets smertegrænse er nået i år med et forbrug til sundhedsvæsenet på 700 millioner kroner. Landsstyreformandens har en klokkeklar forklaring på de stigende udgifter i sundhedsvæsenet. Ifølge landsstyreformanden handler de stigende udgifter til sundhedsvæsenet nemlig om, at befolkningens generelle leveforhold ikke er gode nok, at livsstilen i Grønland er for dårlig og at befolkningen bliver ældre og ældre. I en bibemærkning tilføjer han dog, at de strukturelle forhold i sundhedsvæsenet også kan have en betydning for den støt opadstigende kurve for udgifter til landets sundhed. Det er en utrolig arrogant og ansvarsforflygtigende vurdering landsstyreformanden smider i hovedet på vore landspolitikere. Sundhedsvæsenet har aldrig været ringere, end det er i øjeblikket. Og det er ikke befolkningens skyld. VI HAR ET sundhedsvæsen, som i et halvt år har fungeret med læger uden overenskomst. Et sundhedsvæsen, som ikke kan tiltrække læger, sygeplejersker, jordemødre osv. osv. Et sundhedsvæsen, der i stigende grad sender sine opgaver ud af landet. Et sundhedsvæsen, der ikke har overordnet politisk styring. Og det skyldes ikke hverken livsstil, leveforhold eller alderdom. Det skyldes udelukkende manglende politisk intelligens eller vilje til at løse problemerne i sundhedsvæsenet. Kære politikere spørg hvem som helst I møder på jeres vej, om han eller hun vil betale mere for at få et bedre sundhedsvæsen. Det er ikke svært at gætte sig til svaret. Befolkningens smertegrænse er nemlig nået. Befolkningen ønsker et sundhedsvæsen, der fungerer. Befolkningens krav er egentlig ikke så høje. Den ønsker et sundhedsvæsen man kan henvende sig til uden at blive sendt hjem igen, fordi der hverken findes læge eller sygeplejerske, man kan tale med. Et sundhedsvæsen som kan tilbyde jordemoderbistand, så den gravide ikke skal sygeliggøres ved at blive sendt til storbyen for at føde. Et sundhedsvæsen man trygt og roligt kan henvende sig til, når man føler en sygdom har ramt en. Det er alt, hvad befolkningen beder om. Trygge forhold under sygdom. NATURLIGVIS SKAL spiritus- og cigaretforbruget hos befolkningen ned. Og det er godt nok at gøre opmærksom på i en åbningstale til Landstinget, hvis ellers der var mere politisk vision i den generelle løsning af problemerne i sundhedsvæsenet. For befolkningens egenomsorg gør det vel ikke alene. Befolkningen venter med tålmodighed på at høre politikernes visioner for sundhedsvæsenet. Ingen i befolkningen ser, at vore politikere gør sig de største anstrengelser for at løse den politiske del af opgaven. Det nytter ikke at smide al ansvaret for det skrantende sundhedsvæsen i hovedet på befolkningen. Løsningen ligger hos landstingspolitikerne. Det er alene her ansvaret for de nuværende katastrofale forhold i sundhedsvæsenet kan placeres. Landstinget må finde ud af, hvad det vil med sundhedsvæsenet. Landstinget må pålægge landsstyret at løse problemerne og derefter følge op, når problemerne fortsat får lov at forblive uløste. ET AF DE STØRSTE problemer i sundhedsvæsenet i dag er manglen på fagligt kompetent personale. Kun to ud af fem læger er fastansatte. Hver femte lægestilling er ikke besat. Og det ser ikke spor bedre ud for sygeplejerskerne eller sundhedsmedhjælperne. For blot at løse det akutte beredskab pøser man derfor mange, mange millioner ud på vikarhjælp, som for nogle læger og sygeplejerskers vedkommende drejer sig om 14 dage. Uden forslag til løsning af disse problemer inviterer landsstyreformanden alle til en åben debat omkring prioritering. I virkeligheden er det så simpelt. Prioritering består i først og fremmest at sørge for at forholdene i sundhedsvæsenet er så gode, at der bliver ansat læger, sygeplejersker, jordemødre... Det er ikke nødvendigt at invitere til debat om det. VI OVERTOG MED stolthed sundhedsvæsenet fra den danske stat i 1992. Det var helt nødvendigt at overtage det, var budskabet dengang. Den danske stat gjorde det ikke godt nok! I dag er der mange, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage med det danske sundhedsvæsen. Det er for pinligt.