Et valg er nødvendigt

SIUMUTS HOLDNING til Mikael Petersen-sagen vidner desuden om, at partiet heller ikke har i sinde at lave om på den personorienterede politiske forvaltning, der i højere grad gælder enkeltpersoners »fryns«, end ledelsesmæssige kvalifikationer.

Tirsdag d. 16. november 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

BARE MAN VAR en flue på væggen under forhandlingerne mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit. Det kunne være interessant at følge debatten - eller rettere det uforsonlige offentlige medieshow, vi har været vidne til den sidste uge - ind bag de lukkede døre for at se, om diskussionen fortsætter på de præmisser, den er begyndt. Eller om offentligheden og vælgerne blot har været brugt som pression og løftestang for at opnå en styrket position i landsstyret.

Vor fornemmelse lige nu (mandag middag) går desværre på, at begge parter i konflikten Siumut/IA på trods af de store modsætninger og holdningskløften imellem dem prøver at fortsætte landsstyresamarbejdet. Det forekommer bare inkonsekvent og naragtigt, ligesom det gør alle os på sidelinien - den grønlandske offentlighed, de grønlandske vælgere - til grin.

Hvad mon der sker i øjeblikket?

AG HAR SPURGT den organisatoriske næstformand i Siumut, nyudnævnte landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen (side 4), og IA-formanden, landsstyremedlem 3osef Motzfeldt (side 3), hvad de mener, der skal ske. Siumut finder snakken om et valg latterlig, mens Josef Motzfeldt siger, at afgørelsen ligger hos Siumut.

Jørgen Wæver Johansen har ikke opfattelse af, at Siumut kan gøre noget afgørende for at ændre forholdene i partiet. Og han mener heller ikke, det er nødvendigt. - Vi vil som udgangspunkt slå en streg over det vrede brev fra Inuit Ataqatigiit, siger han. Og hvis ikke, vi kan nå til en forståelse med partiet, så er der andre samarbejdspartnere.

Det er tydeligt, at Siumut ikke har forstået, hvad det handler om. Inuit Ataqatigiit har givet klart udtryk for, at partiet i bund og grund er træt af Siumuts måde at forvalte koalitionsaftalen på. Hvis ikke det ændrer sig, er landsstyret sprængt.

OG INUIT ATAQATIGIIT, der ellers har trukket linierne skarpt op, lader til at være tilfreds med den måde, Siumut har håndteret det ene konfliktpunkt på. Det er det, der handler om, at Mikael Petersen skulle være formand for finansudvalget.

IA-formanden siger til AG, at valget af Per Berthelsen som formand for finansudvalget imødekommer IA’s krav fuldkomment, så tilbage er (bare) Siumuts landstingsgruppes politiske troværdighed!

Det er en forbløffende konklusion fra IA. Mikael var nemlig under ingen omstændigheder blevet formand for finansudvalget, hvor Atassuts, IA’s og Kandidatforbundets repræsentanter ikke ville have ham som formand. Han var altså ikke blevet valgt, og det har intet at gøre med, at Siumut imødekommer IA’s ønsker.

Tvært imod er det tydeligt, at Siumut ikke regner denne sag for afsluttet. Partiet opfatter valget af Per Berthelsen som midlertidigt. Der er altså ingen indrømmelser. Mikael Petersen spøger stadig. Forståelseskløften mellem de to partier er dyb og ufremkommelig.

SIUMUTS HOLDNING til Mikael Petersen-sagen vidner desuden om, at partiet heller ikke har i sinde at lave om på den personorienterede politiske forvaltning, der i højere grad gælder enkeltpersoners "fryns", end ledelsesmæssige kvalifikationer.

Det er efter IA’s mening både utroværdigt og uprofessionelt, og det skal Siumut ifølge IA’s medieshow i sidste uge lave om på.

Det bliver spændende at se, hvad IA slår sig til tåls med. Hvad skal der i IA’s øjne til for at blive troværdig? Hvilke garantier skal Siumut stille for at etablere en professionel og kvalificeret politisk styring i alle led og på alle poster? Det får vi snart at vide.

SOM BANEN er streget op i øjeblikket, ser det ikke ud til, at Siumut er villig til at give særlige indrømmelser til Inuit Ataqatigiit, som derfor bliver nødt til at forlade landsstyresamarbejdet. Atassut vil ikke træde til som stedfortræder uden et valg, og det er ikke seriøst at forestille sig et landsstyreflertal med kandidatforbundet som partner i en lang, lang tre-års valgperiode med IA og Atassut som opposition.

Derfor! Hvor pinligt, det end er. Så er et valg nødvendigt. Ikke bare for at sikre et godt parlamentarisk grundlag, men også for at få renset luften efter Siumuts underlige kamp for nogle håbløse retfærdighedsbegreber, som mest hører hjemme i drengeromaner om middelalderens ridderloger.

Siumut må tilpasse sig nutiden. Især den nutid, der startede for trekvart år siden, da Landstinget og dets udvalg ikke mere ville hundses rundt med af landsstyret. Magtfordelingen er ved at være på plads i hjemmestyret, og det er - midt i al vor politiske elendighed - et positivt tegn på, at demokratiet får bedre vilkår, og at vi trods alt har grund til at være tilfredse med udviklingen.