Politiske nytårsløfter - snak eller handling

Især de unge ... mangler boliger - og ganske særlig i Nuuk. De rejser bort, hvor der er boliger at få. Ofte til Danmark. Eller de lever under helt urimelige og kummerlige forhold.

Tirsdag d. 4. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

NYTÅRSSKIFTET er altid anledning til at ønske godt for fremtiden. AG har gennem de sidste par numre på denne plads ønsket alt, hvad der er muligt - og sikkert mere end det. Nytåret er desuden anledning til at løfte sløret for de politiske drømme. Og politiske ledere, organisationer og store erhvervsvirksomheder gør drømmene til mål. Nytårsdagene er løfterige. Og sådan skal det selvfølgelig være. De er også optimistiske. Den glæde og alle de gode ønsker, vi giver hinanden, påvirker os til at se lysere på tingene i nogen tid. Hvorefter virkeligheden vender tilbage. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldts nytårstale, som er trykt i fuld længde inde i avisen, er ikke anderledes, end de har været ved alle andre nytårsskifter. Den er fuld af varme og fornuft og rigtige holdninger, og vi kan kun være enige allesammen. Talen viser (som Jonathan Motzfeldts andre højtidelige taler) en del af hans personlighed - som den landsfaderlige, gæve politiker, der kan sige tingene lige ud af posen, uden dikkedarer, og uden modstand. Man kan ikke andet end bryde sig godt om landsfaderen. Men han skal alligevel ikke slippe helt uden tiltale for sine nytårsvisioner. LANDSSTYREFORMANDEN kommer blandt andet ind på den fundamentale nødvendighed, at børnene har en tryg og kærlig opvækst. - Ethvert samfund bygger på kærligheden og omsorgen mellem forældre og børn, sagde han. Ja, bare det var så vel. Børnepolitikken har været på dagsordenen et par gange i det forgangne år, og den har ikke kastet nævneværdige ressourcer af sig. Børnene er i virkeligheden "noget", vi taler om, og som vi tager frem ved særlige lejligheder, hvor vi endnu engang bedyrer, at børnene er vor fremtid, vort største ressource. Sandheden er, at alt, alt for mange børn i Grønland har det dårligt. Så dårligt, at Red Barnet i Danmark og danske regeringspolitikere begyndte at blande sig. - Hvis ikke Grønland selv kan sikre børnene et trygt og godt liv, så må vi tage os af det, sagde de. Hvorefter man talte om at etablere "adoptionsordninger", som man kender det fra udviklingslandene i Afrika. Naturligvis skal folk i Danmark lade være med at blande sig i Grønlands interne forhold, men det er beskæmmende, at vi udadtil efterlader det indtryk, at her er der altså et område, vi ikke kan magte. Og det kan vi måske heller ikke! Landsstyreformanden mener, familien skal i centrum. Det kan vi kun give ham ret i. Men der skal handling bag ordene. FOLKESKOLE, uddannelser, sprogundervisning og forståelsen mellem sproggrupperne i Grønland. Landsstyreformanden har naturligvis ret i sine synspunkter herom, og løftet om en øget grønlandsksproget undervisning for dansksprogede (det må være det, han mente) er gode, nye toner. Hidtil har de dansksprogede været overladt til sig selv og nogle elementære offentlige tilbud, men et fremstød over en bred front ved hjælp af de elektroniske medier, er en glimrende idé, som bør føres ud i livet efter grundig forberedelse. ISÆR de unge/yngre mangler boliger - og ganske særlig i Nuuk. De rejser bort, hvor der er boliger at få. Ofte til Danmark. Eller de lever under helt urimelige og kummerlige forhold, under hvilke det er umuligt at holde alvorlige sociale vanskeligheder fra døren. Det hørte vi ikke meget om i landsstyreformandens nytårstale. Tvært imod fortalte han om, hvordan vi "flytter med fangstdyrene". Vi flytter hen, hvor der er arbejde, og vi skal hjælpes af det offentlige og af folk i modtagebyerne. Men i forvejen er disse vækstbyer sprængfyldt med borgere, der ikke har noget sted at bo, fordi byggemodning og byggetempo ikke engang kan løse det eksisterende behov for boliger. Det emne ville de boligløse gerne have hørt noget om ved indgangen til et nyt årti. JONATHAN MOTZFELDT talte også om frihed og ligeværd, og om frihed under ansvar. Samtidig nævnte han den gode kristne læresætning, at man skal gøre mod andre, som man ønsker, de skal gøre mod en selv. Men i forbindelse med netop pressens og politikernes frihed er det en sandhed med modifikationer. Ingen af os elsker vel at blive kritiseret for vor dårligdom, bestemt heller ikke journalister. Det skal bare ikke afholde os fra at forholde os kritisk til de folkevalgte beslutningstagere. Sidestillelsen af presse og politikere (læs side 6-9) er i øvrigt ikke heldig. Politikerne er nemlig ikke frie mennesker i udførelsen af deres hverv som folkevalgte. De er nødt til at arbejde i overensstemmelse med de programerklæringer, de er blevet valgt på, og landsstyrepolitikerne må nødvendigvis følge de regler, som Landstinget udstikker - også i 2000. Og pressen skal naturligvis være rimelig.