Mer-løn til præster giver ingen vækkelse

Undertiden ringer børn til politiet for at få hjælp til at neutralisere deres rasende og slåssende forældre. Der er selvmord, bevidstløse mennesker i vejkanten, vold, drabsforsøg, undertiden drab - og i alle tilfælde menneskelig fornedrelse af aller værste slags. Og altid er der tale om en nærmest sindssyg beruselse, der skaber total ansvarsforflygtigelse og ligegyldighed.

Torsdag d. 27. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

ALTING HAR SIN TID. Nu er det opportunt at tale om åndelig vækkelse. For nogle år siden havde det rimeligvis vakt forargelse og stillet ham eller hende, der bragte det på bane, i et dårligt lys. For når man påstår, der er brug for at styrke ånden, må det være fordi, man mener, den er for slatten.

Maliinannguaq M. Mølgaard (IA) og Daniel Skifte (A) er hver for sig af den opfattelse, at vi trænger til en åndelig opdatering. Daniel Skifte synes, det går fint nok materielt, men føler, at den åndelige udvikling er i tilbagegang, og at vi mangler åndelige ledere.

Maliinannguaq M. Mølgaard mener, at den åndelige svaghed fører til mord, selvmord og grovheder mod andre. Hun har fremsendt et forslag til Landstinget, hvori hun giver udtryk for, at man kommer ondet til livs ved at forbedre forholdene for de ansatte i kirken.

Det sidste virker unægteligt, som om hun tillægger præsternes betydning for samfundets åndelige habitus for stor betydning. Der skal nok andet og mere end bedre løn til for at ruske befolkningen op af den åndelige dvale, den måske befinder sig i.

Men er det nu også så galt?

DET ER DET VEL. Hvis vi tør læse de aviser, vi skriver, undgår vi ikke at blive konfronteret med en virkelighed, hvis aktører mangler et åndelig ståsted. Ikke nødvendigvis et kristent - eller religiøst. Men en åndelig bevidsthed, hvor ret og forkert er fremtrædende elementer, der er med til at styre vort liv.

I dette nummer kan vi foruden Daniel Skiftes og Maliinannguaq M. Mølgaards små oplæg om en stor sag se, at politiet er ved at bukke under for den råhed og fortættede elendighed, som det vagthavende personale konfronteres med hver eneste weekend.

De føler sig som oprydningshold, der fejer op efter samfundets tabere, som der er alt, alt for mange af. Undertiden ringer børn til politiet for at få hjælp til at neutralisere deres rasende og slåssende forældre. Der er selvmord, bevidstløse mennesker i vejkanten, vold, drabsforsøg, undertiden drab - og i alle tilfælde menneskelig fornedrelse af aller værste slags. Og altid er der tale om en nærmest sindssyg beruselse, der skaber total ansvarsforflygtigelse og ligegyldighed.

For et par uger siden fortalte en lægevagt på Dronning Ingrids Hospital næsten samme historie.

MEN DET ER ikke kun de fulde, der trænger til en åndelig genfødsel. Som den moderne udvikling er gået, har man haget sig krampagtigt fast i det, man troede var grønlandsk kultur - billeder af folk, der gik ned til stranden med en kajak under armen, hjulbenede mennesker med kamikker, harmonika og solnedgang. Bortset fra rock-musikkens sangskrivere har de fleste kunstnere musikalsk og litterært holdt kulturhistorien i hånden og skildret forfædrenes dyder.

Den moderne verden, vi i dag lever i, har ikke nogen stor plads i kunsten og kulturen.

Kulturelt har Grønland søgt at beskytte sine værdier, men det er sket ved at overbeskytte dem og ved at forherlige dem. Man skal kunne kritisere kunst og kunstnere, hvis det, de har lavet, er noget møg. Og man må kunne finde sig i at blive kritiseret. Ellers mister kunsten sin værdi, og det åndelige kulturelle ståsted glider væk under fødderne. Hvis alt er godt, er intet godt.

Og mister man sin kultur, sin ånd, sine egne personlige værdier, så mister man sin identitet - og drikker sig fuld, banker sine kone, slår nogen ihjel eller opgiver livet.

Alt imens vi invaderes af fremmed kultur, vi ikke forholder os til - for eksempel telefon-vente-musik, der voldtages af omstillingens afbrydelser, grønlandsk swing, der bøvser nogle få takter ud ad gangen (IT-folkene i hjemmestyret og landets store virksomheder må være musikhadere).

Måske er Grønland - trods alt det gode, der virkelig sker på kulturområdet - på vej til at blive kulturløs på grund af de sidste mange års overdrevne beskyttelse af grønlandsk kultur og grønlandske værdier.

Men der skal mere til at løse de problemer end forbedrede arbejdsforhold for præsterne.